Det er en fantastisk oplevelse at rejse rundt på Cuba i egen bil. I kan stoppe, når I har lyst. Gøre en afstikker til en bjerglandsby eller en strand, som I har læst om. Køre ud på eventyr ad småveje mellem bøndernes marker og besøge små søvnige landsbyer, der sjældent får besøg af turister. Denne rejse begynder med to eventyrlige dage i Cubas karismatiske hovedstad Havanna. I bor i hjertet af den gamle bydel og har de stemningsfulde gader lige uden for døren. Efter to oplevelsesrige dage i Havanna sætter I jer bag rattet i udlejningsbilen og kører vestover. Ind i Viñalesdalen, hvor pukkelformede kalkstensbjerge skyder op gennem den frugtbare slette og kaster skygger på et gigantisk kludetæppe af grønne tobaksmarker. Her kan I møde bønder på arbejde i marken, opleve livet på landet, besøge en af landets berømte cigarfabrikker, nyde naturscenerierne og gøre en afstikker til de fine, hvide sandstrande på øen Cayo Jutías. Fra Viñales kører I op i bjergene til kunstnerkolonien Las Terrazas. En charmerende lille by omgivet af skovklædte bjerge og gamle kaffeplantager. Her indlogeres I på byens bedste hotel med mulighed for at tage på vandreture, bade i de små bjergsøer og se kunstnerne arbejde i deres værksteder og gallerier. Siden går turen mod øst. Gør stop i Santa Clara, der er et levende stykke revolutionshistorie og det sidste hvilested for Che Guevara. Forude venter Trinidad, der er en af Cubas smukkeste og mest stemningsfulde byer. En historisk perle fra den spanske kolonitid med brolagte gader, der flankeres af lave huse med tegltage og smedejernsgitre. Her er det som om, at tiden har stået stille. I har fire hele dage til at udforske Trinidad og omegn, der rummer historier om pirater, rige og skruppelløse sukkerbaroner og byder på musik, dans og stemning i topklasse. Og så bor I på et hotel, der ligger ud til Det Caribiske Hav og de hvide strande - med all inklusive. På turen tilbage til Havanna tilbringer I en nat i den hyggelige havneby, Cienfuegos, der overrasker med sin franske charme og gamle, smukke villaer. Sidste aften I Havanna kan passende rundes af med middag og show på den berømte Club Tropicana.

Rejsen kort:

Dag 1: Afrejse fra Danmark
Dag 2: På opdagelse i det gamle Havanna
Dag 3: Morgenmarked, Castro og Revolutionen, El Malecon og middag med udsigt
Dag 4: I egen bil gennem bjergene til Pinar del Rio og Viñales
Dag 5: Blandt tobaksbønder i Viñalesdalen og øen Cayo Jutías
Dag 6-7: Las Terrazas – kunstere, grønne bjerge og kaffeplantager
Dag 8: Santa Clara, Che Guevara og kolonitidsperlen Trinidad
Dag 9: På byvandring i Trinidad, cubansk musik og dans
Dag 10-11: Trinidad, Sukkermøllernes Dal og Det Caribiske Hav
Dag 12: Fransk charme i havnebyen Cienfuegos
Dag 13: Havanna og middag og show på Club Tropicana
Dag 14: Afrejse fra Havanna
Dag 15: Hjemkomst til Danmark

Se alle rejser til Cuba

Send os en rejseforespørgsel, så får du et uforpligtende tilbud på netop din rejse, der er tilpasset afrejsedatoer og den længde, du ønsker.