Californien og USA´s smukkeste nationalparker - Dagsprogram
Dag 1: Ankomst til San Francisco
Afrejse fra Danmark med en kort mellemlanding og flyskifte undervejs til San Francisco. Ud på eftermiddagen ankommer I til San Francisco, og her vil vi anbefale, at I tager en taxi til Jeres centralt beliggende hotel. I bor i det såkaldte SOMA (South of Market Street) distrikt, der er kendt for sine mange museer, butikker, restauranter og caféer samt rige muligheder for underholdning i form af teatre og biografer m.v.
Dag 2: San Franciscos Ikoner
En spændende byrundtur i San Francisco, der, udover sin verdenskendte åbenhed overfor alle racer, religioner, politiske holdninger og seksuelle frisind, er kendt for sine historiske sporvogne, meget stejle gader og naturligvis byens vartegn, det arkitektoniske mesterværk Golden Gate-broen, kunne passende starte fra Jeres hotel. Gå rundt til nogle af de spændende museer i SOMA-kvarteret, eksempelvis Museum og Modern Art, Asian Art Museum, Cartoon Art Museum eller Ansel Adams center. Nyd en frokost på én af de mange caféer og fortsæt til det charmerende China Town, der er som at træde direkte ind i en kinesisk by. Skilte på kinesisk, butikker med medicinske urter og grøn te, restauranter med eksotiske retter som tørrede søheste, svineører eller den mere kendte Pekingand og så de hakkende og spyttende kinesere. Chinatown er også et godt sted, hvis man leder efter et billigt og godt måltid.
Fra Chinatown kunne I passende tage en sporvogn gennem det fashionable Nob Hill til forlystelsesområdet Fishermans Wharf. Her er meget gøgl, men udsigten over San Francisco-bugten til Golden Gate og Alcatraz er fantastisk, og de mange brølende søløver i den gamle marina er ganske underholdende. Dette er også et oplagt sted at nyde sin aftensmad, eventuelt den lokale specialitet, clam chowder.
Er man i San francisco, skal man naturligvis også opleve Golden Gate på nært hold, så der er mulighed for at nyde de mange smukke arkitektoniske detaljer under såvel som ovenpå den orangefarvede bro. Et af de bedste steder at gøre dette, er ved Fort Point, der blev bygget af spanierne for at beskytte byen mod fjender fra søsiden. Tag eventuelt en taxi til Fort Point ved foden af Golden Gate, og gå tilbage langs vandet til San Francisco. Ud på eftermiddagen kunne I passende sejle ud i San Francisco bugten til den gamle militærinstallation og tidligere fængselsø Alcatraz. Her bliver I ledt rundt i fængslet med audioguide, og mærker murenes historier komme helt tæt på, når I hører om Al Capones mislykkede flugtforsøg og fangernes triste skæbner. Fra øen har I en helt unik udsigt ind over byens stejle gader og skyskrabere, blandt andet byens højeste bygning, den meget iøjnefaldende Transamerica Pyramid. Men også Golden Gate og den mindre kendte Bay Bridge tager sig fantastisk ud fra Alcatraz. Tilbage på fastlandet er der ikke langt til Chinatowns lokkende restauranter.
Vil I have en anderledes oplevelse af San Francisco-bugten, Golden Gate fra søsiden og Alcatraz, er der mulighed for at tage på en sejltur til den lille by Sausalito på bugtens nordlige bred. På tilbage turen kan I så nyde den imponerende San francisco skyline. Det er også muligt at låne cykler på hotellet og så prøve kræfter med byens stejle gader og afslutningsvis køre over Golden Gate og nyde en medbragt frokost i parkområdet ved broen.
Dag 3: Eventyrlandskaber i Yosemite Nationalparken
Efter I har hentet jeres Lejebil, går turen over en anden af San Franciscos imponerende broer, Bay Bridge, til byen Oakland. Fortsæt herfra mod Yosemite-nationalparken, igennem småbyer og opdyrkede landskaber. Fremme ved parken kunne I begynde med en sen frokost, inden I kører til det ultimative udsigtspunkt Glacier Point. Her, cirka 1.000 lodrette meter over dalen, er der en forrygende udsigt til de fleste af Yosemites største seværdigheder; den ikoniske klippeformation, Half Dome, spejlblanke Mirror Lake og en række spektakulære vandfald, herunder Nordamerikas højeste, Yosemite Falls og det klassiske Vernal Falls. I horisonten forsvinder den endeløse klippelandskab, hvor kun rutinerede trekkere begiver sig hen, men mindre kan også gøre det. Fra Glacier Point kan I få et overblik over nogle af de muligheder, I har i forbindelse med morgendagens besøg. For lad det være sagt med det samme: Yosemites eventyrlandskab fortjener mere end ét besøg. Hen på eftermiddagen kører I til hotellet i Oakhurst, som ligger udenfor nationalparken. Overnatningsmulighederne i Yosemite er meget begrænsede, hvorfor det kræver, at man bestiller i særdeles god tid, hvis det skal kunne lade sig gøre.
Dag 4: Spektakulære naturoplevelser i Yosemite
Begynd dagen tidligt fra hotellet, så I ankommer til parken fra morgenstunden. Allerede på vejen ind til Yosemite Village kører I langs med Merced-floden gennem frodige landskaber, der er taget ud fra eventyrernes verden. Bridalveil Fall kaster sit karakteristiske fald ud over klippesiden, og ikke langt der fra står den majestætiske klippeformation El Capitain og våger over indgangen til paradis. Fra Yosemite village udgår en række interessante vandreture. Længden og sværhedsgraden varierer, men fælles for dem alle er, at så snart man er et stykke inde på ruten, tynder det ud i folkemængden, så man opnår en følelse af at være ét med naturen. Turen forbi Vernal Falls og Nevada Falls ad ”the Mist Trail” kan varmt anbefales, da den giver et godt indblik i områdets varierede terræn og vegetation. Og så kan man stå helt henne ved kanten og følge vandet fra Vernal Falls forsvinde 75 meter ned i dybet i et mægtigt brøl. Brug dagen fuldt ud i parken, inden I vender tilbage til hotellet.
Dag 5: Blandt naturens ældgamle kæmper i Sequoia
Dagens rute bringer jer fra den ene store naturoplevelse til den næste. Sequoia National Park er hjemsted for nogle af verdens største træer, de såkaldte kæmpe sequoaier, der kun findes på de vestlige bjergskråninger af Sierra Nevada. I bor tæt på det område, der kaldes Giant Forest, hvor I kan opleve nogle af de mest imponerende eksemplarer af de ældgamle kæmper, blandt andet General Sherman, der vurderes til at være mellem 2.300 og 2.700 år gammel, cirka 84 meter højt og med en diameter ved basen på 11 meter. Et veludviklet stisystem gør det muligt at bevæge sig rundt blandt de mest interessante grupperinger af Sequoia-træer, der har fået statslige navne. Følelsen af at være meget lille er naturligvis nærliggende, og forcerer man nogle af de væltede stammer eller går ind i et af de udhulede træer, forstærker det oplevelsen. Det er ikke kun træerne, der er store i dette område. Også bjergene i Kings Canyon er ganske imponerende, med Mount Whitneys 4.421 meter som det største i USA udenfor Alaska.
Dag 6: Viva Las Vegas
En lang dag venter forude, og for en tid bevæger vi os væk fra de naturskabte vidundere og tager til ét af de menneskeskabte, Las Vegas. Når de mange lysstråler fra Las Vegas ud på eftermiddagen dukker op i horisonten, har I vished for, at I er tilbage i civilisation. Tusindvis af mennesker ankommer hver dag hertil, og alle håber på den store gevinst. Hvad enten det er i form af jackpot på ét af byens utallige spillesteder eller en ny tilværelse i USA's hurtigst voksende by. Efter ankomsten og et forfriskende bad kunne turen gå til fods ned ad The Strip, hvor det hele startede med hoteller som det legendariske Golden Nugget og Flamingo. Her kom kendte entertainere som The Rat Pack, Dean Martin, Sammy Davis Junior, Peter Lawford og naturligvis Frank Sinatra og Liza Minelli, der alle har sat deres tydelige fingeraftryk på Las Vegas. Efter solnedgang vågner Las Vegas op til dåd. Lysene tændes og indhyller byen i et psykedelisk lysshow i alverdens nuancer. Store neonreklamer blinker om kap på de mange kasinoer for at tiltrække kundernes opmærksomhed, og skulle det ikke være nok, kan man jo prøve med ildspyende vulkanudbrud eller iscenesatte sørøverslag. Underholdningen kender ingen grænser, og der er noget for enhver smag. Find en god restaurant, nyd eventuelt ét af byens fantastiske shows eller prøv lykken på ét af de flotte kasinoer – måske er du heldig og kan tage hjem med den store gevinst.
Dag 7: Uforglemmelig solnedgang over Bryce Canyon
Begynd dagen med et par baner i hotellets pool efterfulgt af én af Las Vegas legendariske morgenmadsbuffeter. I dag krydser i statsgrænsen til Utah, og bevæger jer ind i det landskab, som I kender fra utallige western-film. Røde klippeformationer, dybe kløfter og brusende floder står i kontrast til den blå himmel, og man forventer næsten at se John Wayne komme ridende, skarpt forfulgt af hylende indianere. De klichefyldte billeder af indianere og cowboys glider dog hurtigt i baggrunden, for det er de store naturoplevelser, der hele tiden banker på bilruderne. Målet er Bryce Canyon National Parks fantastiske, naturskabte amfiteater, der hver eftermiddag åbner for en mageløs forestilling. Erosionen har gennem tiden skåret riller i plateauet, så en række fritstående kalkstenssøjler er kommet til syne. Paitute-indianerne, der oprindeligt boede i området, fandt ligheder mellem klippesøjlerne og forstenede forfædre. Andre mener, at området minder om en stor samling gotiske kirkespir. Kun fantasien sætter grænser, og alle har ret til deres egen fortolkning af klippeformationerne, der skifter fra gul, over en let orange til koralrød i løbet af eftermiddagen.
Undervejs til Bryce har I mulighed for at stoppe op og gå en tur i en anden af områdets mange interessante nationalparker, Zion National Park.
Dag 8: Mod Monument Valley
Morgenstemningen i Bryce National Park er noget ganske specielt. Er I tidligt ude, vil I ofte have stierne for jer selv, så kom af sted og find et uforstyrret udkigspunkt, hvorfra I kan nyde solopgangen. Vandreture i parken er ligeledes mere behagelige, inden den kraftige sol får ordentligt fat og når helt ned i bunden af de smalle passager mellem klippetårnene.
Fra Bryce kører I til Monument Valley på grænsen mellem Utah og Arizona. Områdets særegne landskab er skabt over millioner af år. Vind og vejr har langsomt skåret sig ned igennem plateauet, således at kun de mest hårdføre klippepartier står tilbage. Disse fritstående klipper udgør en fascinerende samling af naturskabte monumenter. Hvis det hele virker bekendt, kan det skyldes, at den velrenommerede instruktør, John Ford, har indspillet 10 af sine westerns her, blandt andet ”My Darling Clementine” med karismatiske Henry Fonda i hovedrollen.
Dag 9: Det vilde Vest, Monument Valley
I har hele dagen til rådighed, så der er god tid til at nyde det særprægede landskab. En cirka 27 kilometer lang grusvej fører jer forbi nogle af de mest imponerende klippepartier, men kør forsigtigt, da vejen kan være hullet og ujævn. Monument Valley ligger på Navajo indianernes jord, og ønsker I en anderledes og mere kulturel sightseeing, er der mulighed for at tage på en guidet rundtur med én af de lokale indianere. Så kan I selv vælge, om det skal være på ladet af en Pickup truck eller i mere autentisk stil på hesteryg – yeee haa!
Dag 10-11: Grand Canyons storhed
I følger den mægtige Colorado-flod fra Monument Valley og videre ind i Navajo-indianernes reservat med kurs mod sydkanten af den mægtige Grand Canyon. Hvad Bryce og Monument Valley har i spektakulære detaljer, har Grand Canyon i sin størrelse. Hen ved 450 km lang og op til 29 km bred strækker den enorme kløft sig igennem det barske landskab. Det er en helt særlig fornemmelse at stå på kanten og kigge ned i det uendelige dyb til Colorado-floden, der minder om et lille vandløb fra kanten i 1.600 meters højde. Nogle sammenligner det med at stå ved verdens ende, og det er en uforglemmelig oplevelse at følge de næsten lodrette klippesider forsvinde i horisonten, specielt omkring solnedgang, hvor det røde landskab gløder i gyldne nuancer. For de indfødte indianere har Grand Canyon altid haft en helt særlig spirituel betydning, og det er ikke svært at forstå, når man har oplevet den storhed, der hviler over området.
I overnatter to nætter i Grand Canyon Village, og har derfor gode muligheder for at opleve, hvorledes det eventyrlige landskab ændrer farve og karakter i løbet af dagen. Tag med shuttlebusser til nogle af de mest spektakulære udkigsposter mod vest. Tag bilen og oplev mere isolerede steder mod vest. Eller overvej en uforglemmelig helikoptertur ud over kanten og ned i den dybe kløft. Der er mange muligheder, men alle efterlader de et uforglemmeligt indtryk. Grand Canyon er ubetinget en af de største og mest populære naturoplevelser i USA.
Dag 12: Route 66 og Lake Havasu
Fra Grand Canyon er der mulighed for at køre en del af dagens strækning på den legendariske Route 66, der er blandt de mest kendte vejstrækninger i verden. Vejen strækker sig 3.939 kilometer igennem noget af det mest spektakulære natur i USA fra Chicago over Rocky Mountains til Los Angeles. Så langt følger vi den dog ikke, men vi støder på den ved byerne Williams og Seligman, der mest af alt minder om en by, der har stået stille i 60 år. Gamle dollargrin, klassiske købmandsbutikker, benzinstationer og skilte er som taget ud af en gammel film med James Dean eller Marilyn Monroe. Her fra går det via Kingman, hvor Pamela Anderson blev anholdt for upassende offentlig opførsel under en fotooptagelse til mandebladet Playboy, og den gamle mineby, Oatman, hvor vilde muldyr går rundt i gaderne. Fremme ved Lake Havasu finder I jeres hotel og kan nyde eftermiddagen ved søen eller gå en tur over den gamle London Bridge fra 1831, købt på en auktion i London i 1960, og flyttet hertil sten for sten.
Dag 13: Mod Los Angeles og Stillehavskysten
I skal tilbage mod den californiske vestkyst og det forfriskende Stillehav ved metropolen Los Angeles. Turen går gennem ét af de mest barske områder i USA, Mojave ørkenen, hvor I har mulighed for at stoppe op i Joshua Tree National Park. Parken er kendt for sine smukke palmelignende Joshua-træer og som et yndet mål for ambitiøse klippeklatrere. Som et kæmpemæssigt fatamorgana kommer millionbyen Los Angeles endelig frem af den slørede ørkendis og allerede på indfaldsvejene får I en idé om byens ufattelige størrelse. Drømmenes by spreder sig over 1.200 kvadratkilometer eller det samme som Lolland, og det tager flere timer at krydse byen fra nord til syd. Det hele står i skærende kontrast til de fantastiske og varierede naturoplevelser, I har oplevet de seneste dage, på fredfyldte landeveje. Jeres hotel ligger i gåafstand til stranden, i et område med gode restauranter og små butikker.
Dag 14: Blandt Hollywoods stjerner
Los Angeles er berømt over hele verden for sine store filmstudier, der har produceret stribevis af populære spillefilm igennem tiderne. En dag i skyggen af nogle af de største stjerner kunne derfor passende tage sit udgangspunkt med et besøg i bydelen Hollywood. Her bor og arbejder det meste af den amerikanske filmindustri. Skuespillere, producenter, musikere og kunstnere bor gerne i nogle af de kæmpestore villaer i den vestlige del af byen, det berømte Beverly Hills, der vel er indbegrebet af den amerikanske drøm. Efter en tur rundt i Hollywood og Beverly Hills kunne turen gå til den verdenskendte gade Hollywood Boulevard. Her er det muligt at gå på jagt efter dit største idols stjerne på den legendariske ”Walk of Fame” og opleve Kodak Theatre, hvor alle de kendte stjerner hvert år samles i forbindelse med uddelingen af den populære Oscar statuette. Uden for teatret er der mulighed for at få taget et billede med nogle af de kendte stjerner, eller rettere deres dobbeltgængere, som har set muligheden for at tjene en skilling ved at ligne de kendte filmfigurer. Bliv ikke overrasket, hvis du pludselig står ved siden af Spiderman eller Marylin Monroe.
Los Angeles er naturligvis mere en blot Hollywood og film. Byen har et stort udvalg af butikker og indkøbscentre, hvor det er muligt at købe alt imellem himmel og jord. Skal det være dyrt og det ypperligste indenfor designervarer, så er stedet Rodeo Drive, hvis fortove flankeres af eksklusive butikker. Dette er i virkeligheden også det sted, hvor der er størst sandsynlighed for at møde de rigtige stjerner, der gerne kaster sig ud i vilde shoppingture ned ad gaden.
Afslut dagen med at nyde solnedgangen fra Santa Monica Pier, endestationen for Route 66, eller Venice Beach, hvor hårdtpumpede muskelbundter træner på stranden, folk lufter hund på rulleskøjter og mere eller mindre talentfulde kunstnere prøver at overbevise verden om deres potentiale. Følg kystvejen tilbage til jeres hotel.
Dag 15: Universal Studios og Disneyland
Ikke langt fra hotellet findes en række af Los Angeles´ mange interessante museer, men de fleste vælger en dag bag ved scenerne i Universal Studios eller et besøg blandt de kendte tegneseriefigurer i Disneyland. Og det er et valg, for det er ikke muligt at opleve begge dele på én dag.
Universal Studios giver et fremragende indblik i, hvorledes en række af de kendte Hollywood filmscener bliver skabt, hvilket tydeligt og meget levende kan opleves på en bustur rundt i parken. Derudover er der et utal af forlystelser, der alle tager udgangspunkt i store film som King Kong, Tilbage til fremtiden, Mumien, Terminator, Shrek, E.T. og Jurassic Park. Indendørs og udendørs rutsjebaner, liveshows med stuntmænd, flystyrt og dinosaurangreb er kun en del af den varierede underholdning, som primært henvender sig til voksne og større børn.
Disneyland er et dyk ned i Walt Disneys eventyrlige fantasiverden, kaldet Magic Kingdom, og er en stor oplevelse for både børn og voksne. Ingen kan vel sige sig fri for at have blot et minimalt kendskab til de skønne Disneyfigurer, så tag af sted og mød Mickey Mouse, Anders And og alle de andre. Ligesom Universal Studios er Disneyland inddelt i forskellige afsnit eller verdener, hvor der er et enormt udbud af forlystelser, koncerter, liveshows m.v. hver dag. Det hele sluttes gerne af med et imponerende fyrværkeri og lasershow. For begge forlystelsesparker gælder det om at komme tidlig af sted, da der op ad dagen kommer mange besøgende.
Dag 16: Hjemrejse fra Los Angeles
Formiddagen kan bruges på en sidste shoppingtur eller lidt afslapning inden hjemrejsen. Over middag er det blevet tid til at aflevere bilen, og for at gøre det så nemt som muligt, har vi arrangeret, at I kan aflevere bilen i lufthavnen, således I efterfølgende kan gå direkte mod check-in.
Dag 17: Hjemkomst til Danmark
Der vil være et kort flyskifte på hjemrejsen, inden det sidste stykke mod Danmark
Se alle rejser til USA
Send os en rejseforespørgsel, så får du et uforpligtende tilbud på netop din rejse, der er tilpasset afrejsedatoer og den længde, du ønsker.









