Indien - Paladser, Templer & Tigre
Denne rundrejse tager udgangspunkt i Indiens Gyldne Trekant, og bringer os til en nærmest uafbrudt række af landets største seværdigheder. Den klassiske rejserute har vi udvidet med besøg i nogle af de mest eventyrlige byer i den farverige ørkenstat, Rajasthan. Undervejs bor vi på stemningsfulde paladshoteller, der oser af historie og romantik.
Eventyrlige Rajasthan
Rajasthan er som en levende eventyrbog med sine rustrøde ørkenlandskaber og middelalderlige byer. Her hører kameler og hellige køer med til gadebilledet, og vidunderlige paladser og borge fortæller historier om maharajaer, underskønne haremskvinder og drabelige slag.
Blandt pilgrimme i Pushkar
Vi færdes blandt pilgrimme i den hellige by Pushkar og tager på kamelryg ud i Thar-ørkenen for at opleve den spektakulære solnedgang. Siden rejser vi til den lyserøde by Jaipur, hvor vi går på opdagelse i basarens snørklede gader og besøger maharajaens palads, inden vi på elefanter rider op til det mægtige Amber Fort.
Tigersafari og Taj Mahal
Vi tager på safari i Ranthambore, der er et af de bedste steder at opleve den truede bengalske tiger. Derudover er parken hjemsted for bjørne, hjorte, aber og et væld af fugle. I Agra findes et af Indiens mest overdådige bygningsværker, Taj Mahal, der er med på listen over verdens største vidundere. Vi har tid til at nyde detaljerne og høre den fascinerende historie om mausoleets bygherre.
Smukke ørkenbyer
Vi forlader turiststrømmen og fordyber os i Rajasthans historie, der vækkes til live i de mindre byer Nimaj, Ghanerao og Kumbhalgarh. Her fyldes gaderne med sand fra ørkenen, og kameler er en naturlig del af bybilledet. Kvinderne klæder sig i farvestrålende sarier og bærer store sølvsmykker, mens mændene bærer deres turbaner og imponerende overskæg med en nærmest aristokratisk stolthed.
Rejsen kort:
Dag 1: Afrejse fra Danmark
Dag 2: Ankomst til Agra, besøg ved Akbar den Stores grav og rundtur i Agra Fort (M+A)
Dag 3: Imperiets juvel: Det eventyrlige gravmæle Taj Mahal (M+A)
Dag 4: På fotojagt efter den bengalske tiger i Ranthambhore nationalpark (M+F+A)
Dag 5: Ørkenstaten Rajasthan, den lyserøde by Jaipur og besøg i byens livlige og farverige basar (M+A)
Dag 6: Med elefant til Amber Fort, på opdagelse i maharajaens palads i Jaipur og lokal underholdning (M+A)
Dag 7: Via den hellige by Pushkar til Nimaj, landsbybesøg og ørkenstemning (M+A)
Dag 8: Tid til egne eventyr i Nimaj, afslapning og overnatning på Ghanearos royale slot (M+A)
Dag 9: Khumbhalgarhs historiske fort, Ranakpurs spektakulære jaintempler (M+A)
Dag 10: De royale haver i Udaipur, der er en af de absolut smukkeste byer i Indien og sejltur på Picola-søen (M+A)
Dag 11: Paladsbesøg og rundtur i Udaipur, fly til New Delhi og afskedsmiddag. Afrejse fra New Delhi (M+A)
Dag 12: Hjemkomst til Danmark
(M = morgenmad, F = frokost, A = aftensmad)
Se, print eller download det detaljerede dagsprogram her
Se alle rejser til Indien





