Dubai ● Jumeirah Beach ● Dubais Ørken ● Praktiske oplysninger
Fra lille kystby til international storby.
Indtil 1830 var Dubai en lille ukendt kystby, hvor folk levede af at fiske, sælge perler og lidt landbrug.
I Dubai finder man alt hvad hjertet begærer for en spændende og anderledes ferie.
Dubai er en af de 7 Emirater som tilsammen danner De Forende Arabiske Emirater. Byen er en international storby, hvor man finder alle slags af underholdning og aktiviteter.
Der findes en dejlig sandstrand i Dubai, hvor der er mulighed for dykning, snorkling og andre
vandsportsaktiviteter. Der findes flere forlystelses- og vandparker med alle former for tænkelig underholdning.
Dubais kultur og historie
Hovedsproget i Dubai er arabisk, men der snakkes også engelsk, hindi og urdu. Størstedelen af befolkningen er muslimer, men en del er også kristne og hinduer.
Rent kulturelt er Dubai forankret i de islamiske arabiske traditioner, som gør, at der er visse forholdsregler man skal være opmærksom
på.
Først og fremmest anses det som yderst uhøfligt at tage billeder af lokale kvinder og militære institutioner. Man skal aldrig drikke alkohol på offentlige steder, og i ramadanen må man ikke spise, drikke eller ryge offentlig i dagtimerne. Man skal passe på aldrig at sidde så ens fodsåler peger i retning af en anden person, da det anses som værende uhøfligt og afvisende.
Dagens Dubai
I dag er Dubai præget af høflighed og gæstfrihed fra den islamiske kultur. Man kan som vesteuropæer drikke alkohol på hotellerne og i supermarkeder kan der købes svinekød i specielle afdelinger. På stranden og i poolområder er det fuldt acceptabelt at have bikini/strand tøj på, men ellers gælder det, at man skal klæde sig anstændigt, når man bevæger sig rundt i Dubai.
Desuden skal man holde øje med traditionelle sportsgrene som falkejagt, kamelvæddeløb og dhow-kapsejlads som stadig praktiseres mange steder.
Jumeirah Beach er navnet på Dubais dejlige badeby.
Stedet er kendetegnet for sine familievenlige, brede sandstrande, der er omgivet af smukke sandklitter. Vandet er turkisblåt og krystalklart så langt øjet rækker. Aktiviteter for store og små.
Her er masser af liv og aktiviteter for store og små. Alt lige fra vandsport som windsurfing og paragliding til leje af vandski og vandscooter. For vandentusiasterne er der mulighed for at besøge Wild Wadi, der er en eventyr- vandpark med mange forskellige attraktioner.
Selve Jumeirah by består hovedsageligt af skyskrabere. Den mest kendte bygning er nok verdens bedste hotel; Burj al Arab.
I samme område findes et nyopført forlystelses - og shoppingområde; Madinat Jumeirah, der er en kopi af et gammelt arabisk palads med guldkupler, tårne og spir.
Samme sted er der anlagt kanaler, hvor man kan bevæge sig mellem førsteklasses butikker og restauranter, der serverer mad fra hele det internationale køkken.
The World
Man skal heller ikke glemme det verdensomtalte byggeprojekt; The World, der består af en gruppe kunstige øer, som danner et verdenskort og som siges at kunne ses fra det ydre rum.
Man kan endnu ikke komme i land på øerne, men det er muligt at komme på en spændende sejltur ud til byggeprojektet.
Der er også mulighed for at opleve områdets andet store byggeprojekt; The Palm, der også består af en gruppe kunstige øer, der tilsammen danner en stor palme.
Ind til Dubai
Dubai by ligger ca. seks kilomenter nordpå og det er let at tage en taxi dertil, hvilket koster nogenlunde det samme som i Danmark. Flere af vores hoteller har desuden gratis shuttlebus mellem Jumeirah Beach og Dubai.
Dubais ørken
Smukke solnedgange over røde sandklitter, gode fotomuligheder, henna-tegninger på hænder og fødder, sandsurfing og ikke mindst ridetur på kamelryg.
Alt det og meget mere kan opleves i ørkenen udenfor Dubai.
Liwa ørkenen
Den yderste del af Rub Al Khali er Liwa ørkenen og er beliggende på den Arabiske halvø.
I det 18. århundrede var ørkenen hjemsted for stammefolk, der med tiden endte med at slå sig ned i og omkring Abu Dhabi emiratet.
Området er omgivet af saltsøer og imponerende røde sandklitter.
I den nordlige emirat Ras Al Khaimah er der mulighed for at køre gennem Wadi Bih, der har nogle smukke stejle klippevægge og hvorfra der er en fantastisk udsigt over dybe slugter og røde sandklitter. Der bor enkelte stammelandsbyer fordelt i de dramatiske klipper og dybe kløfter.
Wadien er navnet på den menneskeskabte dæmning, der ligger i udkanten af Khor Fakkan.
Herfra er der ikke langt til naturreservatet Fuiairah der ud over Kalba mangrove skove, også er ynglested for den hvidhalsede Kingfish, der i dag er udryddelsestruet.
Ayn Al Ghamoor ligger mellem Wadien og Hatta. Her findes nogle dejlige varme kilder.
Oaserne
Hatta er kendt som en dejlig bjergoase Klimaet her er dejligt året rundt og der er smukt grønt og frodigt, midt i den eller så golde ørken.
I Hatta er der mulighed for at besøge et udendørs museum, hvor man kan få indblik i livet i bjerglandsbyen for 400 år siden.
I Wadi Khamees nær grænsen til Oman, findes nogle berømte laguner. Området er spækket med unikke klippeformationer, dybe kløfter og små vandløb.
Oaserne Mahda og Knutwa er fyldt med vand året rundt.
Livet i ørkenen
Stammefolket, der holder til i ørkenens små oase byer, holder af at ryge en traditionel Shisha, der er det lokale ord for vandpibe. Ofte er der underholdning i form af mavedans, mens der tændes op i bålet.
Kamelklippen er en smuk klippe formation, der ligger lidt gemt væk mellem de enorme sandklitter, der ellers findes i ørkenen. Her er der mulighed for at nyde en storslået solopgang over ørkenen.
Big Red er en anden høj sandklit omkring 150 meter høj. Det svarer nogenlunde til højden af det danske Himmelbjerget. Det er muligt at bestige Big Red i en 4-hjulstrækker, der bliver sat på en ultimativ test. Desuden er der mulighed for at bestige klitten til fods, hvilket tager omkring én times tid.
På grænsen mod Saudi Arabien findes nogle endnu højere sandklitter. Her er de målt til helt op til 800-900 meters højde.
Geografi og klima
Dubai er en af de Arabiske Emirater, og hver emirat er navngivet efter den største by.
Dubai ligger på vestkysten af de Forenede Arabiske Emirater i den sydvestlige del af den Arabiske Golf.
Emiraten er den andenstørste af de 7 og dækker et område af 3.885 km2.
Størstedelen af Dubai er meget tyndt befolket, og den største koncentration af mennesker er i selve Dubai City.
Dubai City deles af Dubai Creek, en bugt som deler byen i de to hovedområder Deira og Bur Dubai.
Dubai har et fladt terræn ved kysten, der er meget ørken og sandbanker og længst mod øst er der mindre bjerge. Det højeste punkt i Dubai er Jabal Yibir med 1.527 m.
Dubai har et subtropisk og tørt klima. Sol og varmt vejr kan forventes det meste af året.
Regn er en sjældenhed, der falder uregelmæssigt og som regel kun om vinteren. Temperaturen spænder mellem minimum temperaturer på ca. 15˚C til et maksimum op ca. 42˚C. Den daglige gennemsnitstemperatur om vinteren ligger på omkring 25˚C i januar måned og helt op til de 42˚C i juli måned.
Der er meget varmt i sommermånederne, så det bedste tidspunkt at besøge Dubai på er mellem oktober og april. Man skal dog være opmærksom på, at temperaturen i ørkenen om natten er nær frysepunktet.
Lokal transport
Der findes flere former for transport lokalt I Dubai.
Først og fremmest er taxaer altid at finde i gadebilledet og i Dubai Creek, hvor man kan krydse bugten med en såkaldt "Creek Taxi".
Man kan også hoppe på en af mange turistbusser, som tager en rundt i byen til de største attraktioner og seværdigheder. Prisen for en billet der er gyldig i 24 timer er ca. 140,- AED for voksne og 90,- AED for børn.
Man kan også tage en tur med en "Cable Car" som går mellem Dubai Creeks 2 broer. Turen tager en halv time og fra 30 meters højde er der fantastisk udsigt i alle retninger.
Man kan også vælge at leje en bil samtidig med sit ophold, det kan enten gøres lokalt eller man kan vælge at leje den hjemmefra, så står den klar i lufthavnen når man ankommer. Man skal dog være opmærksom på at ikke alle færdselsregler bliver overholdt, og specielt i starten skal man, indtil man har vænnet sig til trafikken, køre forsigtigt og f.eks. være på vagt over for kameler på vejene.
I de sidste to årtier er der i Dubai blevet opbygget et imponerende netværk af første klasses veje, som forbinder alle dele af byen med hinanden, og det omkringliggende område. At leje en bil, kan klart anbefales hvis man gerne vil se andet end bare Dubai City.
Visum og pas
Alle danskere der planlægger at besøge Dubai skal have visum. Visum udstedes gebyrfrit ved ankomsten til Dubai dog max for ophold op til 30 dage.
Der er dog visse krav, man skal opfylde for at kunne få udstedt visum ved ankomsten til Dubai. Den rejsendes pas skal være gyldigt minimum 6 måneder efter ankomsten. Det anbefales, at børn får lavet deres eget pas. Endvidere skal man være i besiddelse af en returbillet eller en billet videre til et andet land, og man skal kunne bevise, at man har midler nok til at betale for sit ophold.
Desuden må der ikke findes et israelsk stempel i passet.
De Forenede Arabiske Emirater har ingen ambassade i Danmark, men har man spørgsmål kan man kontakte ambassaden i Tyskland:
Embassy of the United Arab Emirates
Katharina Heinroth Ufer 1
D-10787 Berlin
Telefon: +49 (30) 516 516
Fax: +49 (30) 516 519 00
Web: www.uae-embassy.de
Vaccinationer
Når man skal rejse til Dubai anbefales det at man overvejer vaccination mod difteri, Hepatitis A og Stivkrampe. Det tilrådes, at man i god tid inden afrejse kontakter sin læge eller Danske Lægers Vaccinations Service, tlf. 70 25 40 80. Man kan endvidere finde nyttig information på www.sikkerrejse.dk eller www.vaccination.dk.
Det anbefales desuden også at tjekke Udenrigsministeriets hjemmeside - www.um.dk - for de seneste rejsevejledninger for De Forende Arabiske Emirater.
Mad og drikke
Byen byder på herligheder fra hele verden med en fantastisk blanding af europæiske og arabiske retter. Mange fabelagtige restauranter, der tilbyder lækre retter med fisk og lam. Priserne varierer meget Men gennemsnitsprisen for en middag er ca. 180,- (DKK) pr. person. Alkohol er meget dyrt, de steder det serveres.
Indkøb
Byen er en kendt handelsby og kaldes ofte mellemøstens Shoppinghovedstad. Her findes et utal af kæmpe indkøbscentre af høj international standard.
Masser af forskellige markeder hvor man kan "prutte om prisen" på varer, som krydderier, tøj, parfumer eller det som Dubai er verdenskendt for, nemlig guld. Rygtet siger at man i Dubai finder det billigste guld i verden.
Priserne på varer er generelt lavere end i Danmark, da der er meget lav importtold på varer, og ingen beskatning. F.eks. kan man få mange mærkevarer til en meget lavere pris end i Danmark og andre vesteuropæiske lande. Bemærk desuden at fredag normalt er helligdag i Dubai, og at mange butikker holder lukket nogle timer midt på dagen.
Valuta
Møntfoden hedder Dirham (AED) og 100 AED svarer til ca. 170,- (DKK). De fleste steder accepteres kreditkort som Visa, Diners og MasterCard.
Man kan ligeledes benytte sig af rejsechecks, men det anbefales altid at veksle AED hjemmefra. Det tjener man generelt på. Hvis man
gerne vil have rejsechecks anbefales det at få dem lavet i USD og altid i store beløb. Det er også altid en god ide at gemme alle sine vekselkvitteringer.
Rejsen
Flyrejsen foregår med en af Check Point Travels samarbejdspartnere, der flyves fra København eller Billund via en by i Europa til Dubai.
Det er også muligt at flyve fra Hamborg.
Afhængig af luftfartselskabet kan man normalt være af sted op til 1 måned, nogle gange længere. Man rejser typisk fra Danmark enten morgen eller eftermiddag og ankommer i Dubai enten hen på eftermiddagen eller sent på natten - lokal tid.
Tiderne er afhængig af hvilket luftfartsselskab man rejser med. Tidsforskellen til Dubai er 2 timer når det er sommertid i Danmark, og 3 timer når der er vintertid i Danmark. Den samlede rejsetid ligger normalt på 8-9 timer inkl. flyskift.
Langt de fleste luftfartsselskaber har et bonusprogram, hvor man kan optjene point. Hvis man ikke allerede er medlem, kan tilmeldingsblanket fås hos Check Point Travel.
Når man rejser til Dubai, skal man typisk tjekke ind 1½ time før afrejse og man må medbringe 1 stk. bagage á maks. 20 kg samt 1 stk. håndbagage á maks. 8 kg.
Forsikring
Når man rejser til De Forenede Arabiske Emirater, er man ikke dækket af det gule sygesikringsbevis, og det er meget letsindigt ikke at tegne en rejseforsikring, som dækker sygdom og hjemtransport.
Behandlingssystem i De Forende Arabiske Emirater forudsætter, at man er i besiddelse af en god dækkende forsikring, og det kan betyde økonomisk ruin, hvis man ikke er dækket tilstrækkeligt, og uheldet er ude, mens man er i Dubai. Hos Check Point Travel A/S kan man få råd og vejledning samt tegne sin forsikring.