Canada

 

Rejser til Canada

 

CanadaØstlige Canada: Toronto, Niagara Falls, Ottawa, Montreal og Quebec CityVestlige Canada: Vancouver, Victoria, Whistler, British Columbia, Edmonton, Calgary, Banff og JasperRundrejserPraktiske oplysninger

 

Canada

 

Velkommen til verdens 2. største land, der byder på et utal af oplevel­ser, som man ikke ser andre steder i verden.

 

Det er især den storslåede natur, der gør stort indtryk på en. Det er ikke ualmindeligt at se en sort bjørn lunte rundt i udkanten af en skov og bor man i en af Canadas mange små bjerg­landsbyer, skal man ikke blive forskrækket, hvis man en dag møder en elg på hovedgaden.

 

Et besøg i Canada er et møde med et helt fantastisk dyre- og planteliv, men også et møde med en meget venlig og åbenhjertig befolkning, der byder alle fremmede velkommen med åbne arme.

 

Canada som nation er ikke ret gammel, og befolkningen er sammensat af mere end 100 nationali­teter, der på nogle få hundrede år har formået at skabe et velhavende og velfungerende samfund.

 

Canada er en stor mundfuld, og man bliver nødt til at vælge mellem de mange tilbud, men uanset hvad man beslutter sig for, så ligger der masser af oplevelser og venter!

Til toppen af siden 

Østlige Canada

 

Toronto og Montreal er Canadas største byer, som hver især har masser af spændende ting at tilbyde sine gæster. Mange flybilletter tillader at man tager ud til f.eks. Toronto og rejser hjem fra Montreal, og på den måde kan man kombinere flere af Canadas spændende byer.

 

Toronto

 

Toronto, Canadas største by, er bestemt et besøg værd med dens charme og mange seværdigheder.

 

Byen er samlingssted for mange mennesker fra hele verden, og man vil støde på spændende kulturer.

 

Man finder f.eks. 5 forskellige Chinatown, og verdens største italienske befolkning udenfor Italien i Toronto. Yonge Street er kendt som verdens længste og på dens 18 km lange gade strækning finder man bl.a. "Hockey Hall of Fame" og "Eaton Centre Shopping Mall", hvor byens turistkontor og det gamle rådhus også ligger.

 

Toronto er også berømt for CN Tower, som er verdens højeste fritstående tårn på 533 meter. Dets primære funktion er radio og TV kommunikation, men på toppen finder man restaurant, bar og to udsigtsposter, hvoraf den ene er udvendig. På en skyfri dag kan man se op til 160 km. væk.

 

Selv om aftenen er der masser af liv i Torontos gader med dens mange restauranter og underholdningssteder. Toronto er den tredje største teater by i verden efter London og New York. 

Til toppen af siden 

Niagara Falls

 

Niagara Falls er ikke kun navnet på et af verdens mest besøgte naturskabte vidundere, men også navnet på en by med ca. 80.000 indbyggere beliggende ca. 2 timers kørsel fra Toronto.

 

Byen er blevet Canadas svar på Las Vegas med blinkende neon lys, glimmer og bryllupskapeller over alt. Heldigvis kan alt dette ikke ødelægge oplevelsen af de imponerende vandfald, der i århundrede har tiltrukket folk fra hele verden uanset vejr og vind, årstid eller om det er dag eller nat.

 

Uanset hvornår man vælger at besøge Niagara Falls, er det et fantastisk sceneri.

 

I Niagara Falls by finder man Niagara Falls Museum, der i Vovehalsenes Hal bl.a. har en samling af de tønder og andre effekter, der er blevet brugt til at krydse vandfaldene.

Til toppen af siden 

Ottawa

 

Ottawa har været Canadas hovedstad siden 1857, hvor Dronning Victoria valgte den frem for andre og større canadiske byer som Montreal, Toronto og Quebec.

På daværende tidspunkt hed byen "Bytown" og der var blot 7.500 indbyggere - ikke noget stort udgangspunkt for en hovedstad, men man mener byen blev primært valgt pga. sin centrale beliggenhed.

Ottawa tog navn efter floden, der løber gennem byen, for "Bytown" var trods alt ikke noget navn for en hovedstad.

 

I dag er der mere end 800.000 indbyggere i Ottawa, og den moderne by er spækket med gamle genstande, som man kan se på de mange nationale samlinger byen huser, og man kan sagtens bruge flere dage på at besøge Ottawas mange museer.

 

På den modsatte side af Ottawa floden finder man byen Hull, som i mange år var - og stadigvæk er Ottawa overlegen, hvad angår spisesteder og natteliv. Så selv om hovedstaden er ved at være fremme i skoene, så bør man ikke snyde sig selv for en aften i Hull.

Til toppen af siden 

Montreal

 

Montreal er på mange måder en modsætningsfyldt by - den er både gammel og moderne, engelsk og fransk, pulserende og afslappet - og det er måske derfor at den i flere undersøgelser er blevet kåret til den by i den vestlige verden, hvor folk befinder sig bedst, og derfor man som besøgende straks føler sig hjemme.

 

Montreal er Canadas næst største by efter Toronto og er den største by udover Paris, der har en fransktalende befolkning. Der er ca. 3 millioner indbyggere, hvor af ca. 2/3 taler fransk.

 

Denne internationale by, som ligger på en ø, er både venlig, varm og charmerende med sin blanding af gammel og ny arkitektur. Nattelivet er fantastisk og byen har omkring 4000 restauranter.

 

Midt i byen ligger Mont Royal, en uddød vulkan, som er 233 meter høj. Gaden Sainte Cathrine er hovedstrøget med mange forskellige butikker, samt et af byens største shopping centre. Hvis man vil have en god udsigt over byen bør man besøge Olympic Stadium Tower.

Til toppen af siden 

Quebec City

 

Quebec City blev grundlagt i 1608 af Samuel de Champlain og var den første bosættelse i "Ny-Frankrig", og det er lykkedes byen at bevare sit franske særpræg.

 

Quebec City ligner på mange måder en europæisk by fra det 17. århundrede, og det får mange amerikanere og canadier til at besøge byen - noget af det mest franske man finder uden for Frankrig.

 

Quebec er endvidere den ældste havneby i Canada, og som den eneste by i Nordamerika med en befæstet bymur omkring. Inden for muren ligger den gamle bydel, som i 1985 af UNESCO blev erklæret for en del af verdens kulturelle fællesarv og derfor skal bevares som den står i dag.

 

Byens højeste punkt er byens fort "La Citadel" med fantastisk udsigt over St. Lawrence floden. Quartier Petit Champlain er Quebecs ældste bydel, hvor man finder nogle af byens bedste

Til toppen af siden 

Vestlige Canada

 

Det vestlige Canada har så meget at byde på, at man kan blive helt forpustet bare ved tanken om alt det man gerne vil nå på sin ferie i denne del af landet.

 

Her findes høje bjerge, endeløse skove, spændende storbyer og små hyggelige flækker. Der dyrkes vin og man har enorme kvægfarme. Man kan se dyr og planter, som ikke findes andre steder i Canada og en bil er næsten uundværlig, hvis man skal have dette fantastiske område helt ind under huden.

Til toppen af siden 

Vancouver

 

Beliggende på Canadas vestkyst omkranset af barske bjerge med sneklædte tinder på den ene side og Stillehavet på den anden side, finder man Vancouver.

 

Byen byder på en helt unik cocktail af storbylivets nerve, kulturelle attraktioner og en pragtfuld natur, og uanset på hvilket tidspunkt at året man kommer, sker der et eller andet.

 

Med sin placering mellem Asien og Europa er Vancouver et multi-etnisk samlingssted. Det kan man som gæst nyde godt af på sin vej rundt i byen, hvor man kan lægge vejen forbi det farvestrålende Little Italy eller aftenmarkedet i Chinatown, som er Nordamerikas 2. største næst efter Chinatown i San Francisco.

 

Vancouver har alt, hvad en storby kan tilbyde, og samtidig ligger Canadas fantastiske natur kun få kilometer væk.

Til toppen af siden 

Victoria

 

Vancouver Island, en ø på størrelse med Jylland, er den største af de nordamerikanske øer ud til Stillehavet. Her finder man bjerge på mere end 2.000 meters højde, tætte skove, brede sandstrande og dybe fjorde.

 

Langt størstedelen af befolkningen bor i den sydlige del af øen, og det er her vi finder byen Victoria.

 

Victoria er en hyggelig by med brostensbelagte gader, velholdte gamle huse, pubber, pladser og parker - alt i alt minder Victoria meget om en engelsk provinsby, og der kører da også røde dobbeltdækker busser rundt i byen.

 

Der er mange seværdigheder at give sig i kast med såsom, Royal British Columbia Museum, som er et af Nordamerikas bedste museer, Royal London Wax Museum og Undersea Gardens of Victoria viser eksempler på det rige dyreliv, der er i Stillehavet.

Til toppen af siden 

Whistler

 

Som gæst i Whistler vil man nyde godt af de mange skønne spisesteder med både lokalt og internationalt køkken, de festlige barer, natklubber og diskoteker, og ikke mindst den pragtfulde natur.

 

Trænger man til et pusterum fra "the wild life" kan man i byen finde et hav af shopping muligheder, gallerier, museer samt Meadow Park, et kæmpe stort sportscenter med aktiviteter af alle slags.

 

Whistler forsøger at opretholde en streng byggekodeks, og derfor ligner de fleste hoteller gamle slotte, og de fleste huse er bygget i kampesten.

 

Man får indtryk af, at byen er meget ældre end den reelt er, og tankerne ledes uvilkårligt hen på en gammel europæisk alpelandsby.

 

Byggestilen kombineret med en imødekommende befolkning er kun med til at forstærke den hyggelige atmosfære, og man kan ikke andet end at slappe helt af og nyde sit ophold.

Til toppen af siden 

British Columbia

 

Provinsen British Columbia er på mange måder en fantastisk oplevelse ikke mindst i kraft af sin storslåede natur, der kan få enhver til at gispe efter vejret.

 

British Columbia er Canadas 3. største provins og ca. 22 gange så stor som Danmark, og det er på mange måder en enorm oplevelse, der venter en.

 

"Et hav af bjerge" - sådan lød de første beskrivelser af British Columbia, og der findes da også 10 separate bjergkæder i provinsen, hvoraf Rocky Mountains er den mest kendte, og ca. 70% af provinsens areal betragtes som bjergområde, da det har en højde på mere end 950 m.o.h.

 

Det er et faktum man skal have i tankerne, når man sætter sig i bilen for at køre, for selv om man ikke skal særlig langt (i luftlinie) så tager det hurtigt lang tid.

 

Ud over de høje bjergmassiver er British Columbia også kendetegnet ved de store nåleskove, som dækker mere end halvdelen af arealet og naturen er et område, man beskytter meget, hvilket er ensbetydende med, at der er dannet en lang række naturreservater, som er et eldorado for dyre elskere fra hele verden.

Langt de fleste som kommer til British Columbia vælger at koncentrere deres besøg omkring den sydligste tredjedel af provinsen, først og fremmest fordi der er masser at se, men også fordi den uspolerede natur mod nord nærmest kan virke ufremkommelig.

 

Et oplagt sted at besøge er det frodige område Okanagan med en stor sø af samme navn, hvor der dyrkes vin og masser af frugt i dalen. Det er et dejligt område at rejse i og man finder masser af små spændende byer at besøge bl.a. Kelowna.

 

Det såkaldte "High Country" ved byen Kamploops er ligeledes et interessant område, hvor man bl.a. finder nogle af verdens største kvægfarme. Man kommer nemt til at føle sig som tilskuer til en cowboyfilm, for her går rigtige mænd med bredskygget hat og cowboystøvler med sporer, og de ved hvordan man bruger en lasso.

 

Endelig må man ikke snyde sig selv for at besøge Canadas oprindelige befolkning - indianerne. I British Columbia findes mere end 190 forskellige stammer med en befolkning på mere end 100.000.

Til toppen af siden 

Edmonton

 

Canadas femte største by, Edmonton, oplevede i 70'erne en enorm fremgang i olieindustrien, og i dag bliver byen kaldt for "oliehovedstaden i Canada".

 

Edmonton er også en meget moderne by med masser af højhuse, men man har bevaret "det grønne" i form af hele 460 parker inden for bygrænsen. En række af dem flyder sammen langs Saskatchewan-floden, og gør det til et enormt og fantastisk grønt område 22 gange større end New Yorks Central Park.

 

Edmonton har verdens største shopping og underholdnings center, West Edmonton Mall, et fænomen, der er optaget i Guinness rekordbog. Her er der over 800 butikker, et kasino, Hard Rock Cafe, en skøjtebane, et tivoliland, World Water Park et kæmpe vandland med indendørs strand og man kan endda få lov at prøve kræfter med elastikspring.

 

En by i en by - med alt hvad hjertet begærer.

Til toppen af siden 

Calgary

 

På en højslette i det sydlige Alberta ca. 1.000 meter over havet ligger byen Calgary med en imponerende udsigt til Rocky Mountains, der rejser sig som en høj mur i horisonten mod vest.

 

Calgary ligger kun en times kørsel fra The Rockies og benyttes ofte kun som trafikalt knudepunkt for ski- og vandrefolket, men byen har også selv meget at tilbyde.

 

Calgary er en moderne storby, der er blevet rig på områdets mange olieforekomster.

 

I centrum ligger skyskraberne side om side langs Bow River; det er også her man finder byens mange attraktioner så som Calgary Tower - byens 191 meter høje varetegn, hvorfra man har en fantastisk udsigt over hele området.

 

De Olympiske Vinterlege i 1998 gjorde Calgary kendt over hele verden, og de mange stadions er i dag en integreret del af byens idrætsliv og en stor oplevelse at besøge.

Til toppen af siden 

Banff

 

Banff er beliggende i provinsen Alberta ca. 130 km. nordvest for Calgary.

 

Med sin placering i hjertet af Rocky Mountains er Banff den perfekte destination for udendørs entusiaster, og den store Banff National Park byder bl.a. på imponerende gletschere, smukke smaragdgrønne søer, overvældende bjergmassiver og et rigt dyreliv med fx elge, som man kan "risikere" at møde midt på hovedgaden.

 

Banff National Park er Canadas ældste national park og er af UNESCO blevet erklæret for en del af verdens kulturelle fællesarv. Det betyder, at der er meget strenge regler for, hvad der må bygges i området, hvilket er med til at sikre at byerne ikke vokser uhæmmet og bliver overfyldte med besøgende.

 

Under sit ophold i Banff bør man give sig tid til at besøge nogle af de varme kilder fx Upper Hot Springs, som ligger 3 km. fra Banff centrum, hvor et offentligt svømmebad forsynes med 40o varmt vand fra kilderne, eller hvis man er mere til shopping, er Banff Avenue byens hektiske forretningsgade, hvor man kan finde alt hvad hjertet begærer.

Til toppen af siden 

Jasper

 

Jasper er en rigtig canadisk landsby "in the middle of no-where".

 

Med sin beliggenhed i Jasper National Park kommer man helt tæt på et fantastisk dyreliv, og der udgår en lang række vandrestier fra byen, som bringer en ud i den vidunderlige natur.

 

Størstedelen af husene i Jasper er lavet af træ og de fleste er ret små, men stort set alle har en lille have, som hvert år med stor omhu tilplantes med blomster.

 

Connaught Drive er hovedgaden i Jasper og her finder man togstationen, busstationen, banker, restauranter, souvenir butikker og turist informationen. På Jasper Yellowhead Museum kan man se den udviklingen byen har gennemgået. Et andet museum er The Den, hvor man kan se udstoppede dyr, som lever i Jasper National Park.

 

Ved nogle af de 5 søer, der omgiver byen er der mulighed for at lave mange sportsaktiviteter så som at windsurfe, svømme, fiske, ride på heste og leje kanoer.

Til toppen af siden 

Rundrejser

 

Canada er både vildt og uberørt natur og moderne storby. I de utallige nationalparker findes et sandt vildnis af sneklædte tinder, gletschere, gamle vulkaner og kæmpe skovarealer med rigt dyreliv.

 

I storbyerne får man en cocktail af kultur, spændende historie, gammel og ny arkitektur samt gode indkøbsmuligheder og spisesteder.     

Til toppen af siden 

Praktiske oplysninger

 

Visum og pas

Langt de fleste danskere, der planlægger at besøge Canada i mindre end 6 måneder, behøver ikke visum. Der er dog visse krav, man skal opfylde for at kunne rejse ind i landet uden visum.

 

Den rej­sendes pas skal være gyldigt minimum 6 måneder efter ankomsten, og det er vigtigt at bemærke, at man skal medbringe pas, når man flyver indenrigs i Canada. Endvidere skal man være i besid­delse af en returbillet eller en billet videre til et andet land, og man skal kunne bevise, at man har midler nok til at betale for sit ophold.

 

Har man spørgsmål kan man kontakte:

 

The Canadian Embassy

Kristen Bernikows Gade 1

1105 København K

 

 tlf. 33 48 32 00

 

Vaccinationer

Der kræves ingen særlige vaccinationer for ophold i Canada, men har man specifikke spørgsmål til­rådes det, at man i god tid inden afrejse kontakter sin læge eller Statens Serum Institut, tlf. 32 68 32 68.

 

Forsikring

Når man rejser til Canada, er man ikke dækket af det gule sygesikringsbevis, og det er meget let­sindigt ikke at tegne en rejseforsikring, som dækker sygdom og hjemtransport.

 

Det canadiske be­handlingssystem forudsætter, at man er i besiddelse af en god dækkende forsikring, og det kan betyde økonomisk ruin, hvis man ikke er dækket tilstrækkeligt og uheldet er ude, mens man er i Canada.

 

Hos Check Point Travel A/S kan man få råd og vejledning samt tegne sin forsikring.

 

Kørekort

Det anbefales, at man anskaffer sig et internationalt kørekort - ikke fordi det er lovpligtigt - men fordi den lokale færdselsbetjent i Canada er mere tilbøjelig til at godkende det frem for et kørekort, han ikke kender og kan læse. Det internationale kørekort fås på det lokale Pas- og Motorkontor. Man skal medbringe et pasfoto og 25 kr.

 

Valuta

Møntfoden hedder Canadiske Dollars (CAD) og 1 CAD svarer ca. til 5,5 DKK.

 

Det er næsten et "must" at have et kreditkort så som MasterCard og Visa, når man rejser i Canada, og man kan hæve og veksle valuta i de fleste banker og hos vekselerer (Thomas Cook).

 

Man kan ligeledes benytte sig af rejsechecks, som ofte giver en bedre vekselkurs end kontanter. Hvis man vil benytte sig af rejse­ checks, sparer man sig selv for en masse bøvl ved at få dem udstedt i Canadiske Dollars, da langt de fleste hoteller, restauranter og butikker tager imod rejsechecks i dollars.

 

For danskere er prisniveauet nogenlunde det samme som, man er vant til; et almindeligt måltid mad på en restaurant koster ca. 80-150 DKK. Overnatning på et middelhotelværelse fås fra 200-500 DKK pr. person pr. nat afhængigt af hvor i Canada man befinder sig.

 

At rejse i Canada 

Ovenstående information er lavet som appetitvækker og inspiration til nogle af de mange muligheder, som Check Point Travel kan tilbyde dig på din ferie til Canada.

 

Vi har ingen guider, da det er dig, der skal finde de bedste restauranter, de sjoveste barer og de mest interessante seværdigheder, for hos Check Point Travel sammensætter man selv sin rejse.

 

Og lad endelig ikke vores inspiration sætte grænser for dine ideer - vi kan meget mere end det, og du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har specielle ønsker eller blot vil høre på aktuelle flypriser.

Til toppen af siden 

Info

 

Hovedstad:
Ottawa

Sprog:
Engelsk og Fransk

Religion:
Katolikker og Protestanter

Valuta:
100 DKK = 18.77 Canadiske Dollars

Visum:
Visum ved ophold over 90 dage

Pas:
Gyldig 6 måneder efter forventet hjemkomst