Find din rejse
Voksne
- +
Børn
- +
shutterstock_1208759107.jpg

Tag på markeder i Dong Van og Meo Vac

Markedsdag i Dong Van

Allerede fra tidlig morgen er gaderne fyldte med en uendelig strøm af kvinder. Med lidt held oplever vi kvindernes flotteste, farverige dragter samt mænd i sorte klæder. Mændenes traditionelle klædedragt fuldendes af en karakteristisk alpehue og en farverig halsklud.
Alle kommer de slæbende på alskens grøntsager og frugter, røgelsespinde, hjemmelavet papir med mere i deres allestedsnærværende flettede kurve. Andre har taget grise, fjerkræ og måske endda hundehvalpe med på markedet. Det hele skal gerne afsættes i løbet af dagen for at give plads til nyindkøbte varer i kurven. Der tinges hårdt og højlydt om fiskeyngel og ingefær i et hjørne, imens der måles nøjagtig af hvor meget svinefedt, der ryger i en pose i et andet. Slagterafdelingen er den mest levende, for her præsenteres det friskslagtede kød på lange borde.

marked.jpg

I har god tid til at nyde de eksotiske indtryk, og måske er der nogen, der af de lokale bliver budt på den lokale specialitet, Tong Ka, der er en krydret stuvning på hesteindvolde. Husk at skylle efter med risbrændevin ligesom de lokale gør det.

Markedet i Meo Vac

Markedet i Meo Vac er særlig kendt for sit store udbud af husdyr og potentielle slagtervarer. Køer, vandbøfler, geder, høns, ænder og hundehvalpe skifter hænder til højestbydende, og det går ikke altid stille for sig, når sælger og køber råber om kap med de skrigende grise, der er ved at skifte hænder.

shutterstock_1238335279.jpg

Mange folkeslag mødes på markederne, blandt andet traditionelle Dzao'er i deres sorte og indigoblå dragter samt Langdang Dzao'er i sorte dragter med broderede kantbånd og smukke sølvprydede hovedbeklædninger. Disse har selskab af folk fra blandt andet hvid H'mong, Nung og Tay. Det kan være svært for uindviede at se forskel på de mange forskellige folkeslag, men heldigvis begår jeres lokale guide sig hjemmevant i dette område og kan nemt fortælle, hvad I skal ligge mærke til i folkenes klædedragter. Selv på disse kanter bliver vestligt tøj dog mere og mere almindeligt, men især de ældre generationer trækker hellere i de traditionelle dragter, når muligheden byder sig.

shutterstock_1215986749.jpg

Markedet i Lung Phin afholdes hver sjette dag, så passer det ind i planen, kan I slutte af med at besøge et af Ha Giangs ældste markeder. Én gang om året afholdes det berømte "kærligheds-marked" i Lung Phin, hvor nye kærestepar finder sammen og ældre flammer genantændes. Af og til sker det endda, at nogle skifter og bytter koner og mænd.