Shutterstock 172516370
Athen og det romantiske Hydra Prisen inkluderer fly, hoteller, færgebillet og morgenmad
Se galleri

Program & kort

1

Central Athens Hotel, Athen

3 nætter:

Udforsk den hyggelige bydel og de historiske seværdigheder

2

Hydra Hotel, Hydra

4 nætter:

Bo på en af Grækenlands mest romantiske øer

Rejseplan

Vi har sammensat denne individuelle rundrejse til jer, der er på udkig efter en spændende sammensætning af den historiske hovedstad, Athen og en charmerende ø-oplevelse på romantiske Hydra. Kombinationen af spektakulære seværdigheder, uforglemmelige naturoplevelser, atmosfærefyldte restauranter og caféer, selvforkælelse og afslapning er enestående. Denne pakke henvender sig primært til voksne og par, der ønsker en ferie med tid til jer selv.

Istock 497009134

I starter med 3 nætter i historiske Athen, hvor I bor i den hyggelige bydel, Plaka, med et stort udvalgt af hyggelige restauranter, livlige barer, spændende småbutikker og overdækkede markeder lige udenfor hotellet. I bestemmer selv tempoet og kan uden problemer gå til Akropolis og andre af Athens store seværdigheder eller måske blot lade jer overraske af Athens charme og skjulte perler.

En kort sejltur bringer jer fra det intense Athen til en af de mest romantiske øer i Grækenland, Hydra, hvor biler er fraværende. I har 4 nætter, og dermed god tid til at gå på opdagelse blandt Hydras historiske bygninger og små specialbutikker eller følge de velanviste stier udenfor byen til spektakulære udsigtspunkter og gamle klostre. I kan også vælge at slappe helt af, nyde en forfriskning og et skønt måltid på en de atmosfærefyldte restauranter ved havnen og bare se på de vuggende både på havet.

Istock 949860108

I rejser fra Danmark til Grækenlands hovedstad, Athen. Fra lufthavnen kan I tage metroen ind til centrum, og efter en ganske kort gåtur ankommer I til jeres hotel.

Jeres hotel for de kommende 3 nætter er det 3-stjernede Central Athens Hotel, der ligger helt fantastisk i den historiske og hyggelige bydel Plaka. Fra restauranten på hotellets tag har I en fremragende udsigt til bydelens tage og Akropolis. I har blot 5-10 minutters gang fra Monastiraki Metrostation, og kun 15 minutters gang til spektakulære Akropolis og Athens Agora, som er to af de største seværdigheder i det historiske Athen. Et stort og spændende udbud af restauranter og caféer ligger rundt om hotellet i Plakas hyggelige gader.

Shutterstock 1512830267

Med to hele dage til rådighed er der gode muligheder for at kombinere de kendte historiske seværdigheder med nogle af Athens mere ukendte højdepunkter, og fordelen ved at gå rundt til fods er, at I selv styrer tempoet og samtidig opdager ting ved Athen, som I ikke forventede.

Bydelen Plaka er det antikke Athens hjerte og i dag en levende bydel med mange fine småbutikker, antikvitetshandlere, tøjbutikker og om søndagen sågar et stort loppemarked. Men bydelen har også en række hyggelige pladser, farverige eksempler på streetart og skyggefulde parker, hvor det kan være hensigtsmæssigt at komme lidt væk fra solen.

Akropolis og Akropolis museet, Athens Agora og den nationale have er blandt de mest populære seværdigheder og et must for mange førstegangsrejsende til Athen. Men Athen er meget mere end historiske bygninger og ruiner, det er i lige så høj grad grækerne og deres gæstfrihed, som tydeligt mærkes på byens caféer og restauranter, så husk at kombinere oplevelserne.

Istock 487961313

Efter morgenmaden går turen tilbage til Monastiraki metrostation for at tage toget til havnen i Piræus. Fra stationen i Piræus er der ikke langt til båden, som sejler jer ud i den Saroniske Bugt til den eventyrlige ø, Hydra.

Ved indsejlingen kan I se hvorledes Hydras historiske gamle huse løfter sig op af havet og fordeler sig på skråningerne over havnen, som et smukt amfiteater. Allerede på den korte gåtur fra den hyggelige havnefront, forbi restauranterne på esplanaden og op igennem de smalle brostensbelagte gader til hotellet fornemmer man den afslappede stemning og utrolige ro, der hviler over Hydra. Efter ankomsten vil I mærke roen sænke sig og tempoet automatisk indstille sig på, at alting her foregår til fods – her er ingen larmende biler.

Jeres hotel for de kommende 4 nætter er det 4-stjernede Hydra Hotel, der er indrettet i en charmerende gammel stenvilla og ligger med udsyn til byen. I gaderne omkring hotellet er der indrettet små specialbutikker, interessante museer, gode caféer og stemningsfulde taverner.

Mount Eros Hydra

I har god tid til at gå på opdagelse i Hydra by, nyde stemningen og finde jeres egne favoritter blandt de mange gode restauranter og hyggelige caféer, hvor det kan være nødvendigt med en forfriskning indimellem. Det naturlige mødested for øens gæster er esplanaden langs med havnen, men snyd ikke jer selv for at søge højere op i byens gader eller at gå den korte tur til Kamini, hvor der ligeledes er et fint udbud af taverner og en lille havn.

Så snart I bevæger jer ud til kanten af Hydra by, bliver gaderne afløst af stenede stier, der fører til flere af øens markerede vandrestier. For de aktive er der derfor en glimrende mulighed for at tage på eventyr og få nogle fantastiske naturoplevelser, blot skal I huske at medbringe vand, for der er ikke mange muligheder for at handle udenfor Hydra by.

En af de mest spektakulære vandreture er turen til profeten Elias kloster, der ligger på en lille afsats højt hævet over havet. Udsigten fra klostret og ned over Hydra by er ganske enkelt spektakulær og helt uforglemmelig. Selve klostret er en lille arkitektonisk overraskelse og klostrets kirke er utrolig smuk både udefra og indenfor, hvor detaljerede bibelske vægmalerier og en fantastisk altertavle er med til at udsmykke kirken. Udvides turen til Moni Profiti Ilia med den sidste stigning mod toppen af Mt. Eros vil I kunne nyde en uforstyrret, 360 graders panoramaudsigt over Hydra, Den Saroniske Bugt og Myrtos Havet. Normalt kan turen til klostret og Mt. Eros gøres på et par timer i et roligt tempo, så skal I vælge én tur, er denne helt klart at foretrække – husk der venter kolde forfriskninger, når I er tilbage i byen.

Hydra er ikke kendt for gode strande, så de fleste kommer for at nyde roen, hinanden og slappe af i de romantiske omgivelser, men det kan naturligvis være svært ikke at finde badetøjet frem, så gør som de lokale, spring i fra klipperne eller gå i fra en af øens stenstrande og nyd en velfortjent dukkert i det azurblå vand.

I tager båden tilbage til Piræus, finder metroen og toget til lufthavnen, inden turen fortsætter hjem til Danmark med fly.

Athen og det romantiske Hydra

  • 3 nætter i Athen på 3-stjernet Central Athens Hotel
  • Gåafstand til de største historiske seværdigheder i Athen
  • Afslapning og skønne restauranter i det hyggelige Plaka kvarter
  • 4 nætter på Hydra på 4-stjernet Hydra Hotel
  • Afslapning og gode udflugtsmuligheder
  • Inkl. fly, hoteller, færgebillet og morgenmad

kr. 5.200,-

8 dage fra kr. 5.100,-

Pris pr. person ved 2 voksne & 2 børn

Afrejse: Hamborg d. 20. apr 2022