
Tempoet er vigtigt når man rejser med børn, så I starter med nogle dage på stranden i Koggala, hvor der er mulighed for at tage på hvalsafari, gå på opdagelse i kolonibyen, Galle, og naturligvis bade og hygge sig. Omkring Udawalawe kan I tage på jeepsafari og se elefanter, aber og fugle i alle farver og endda komme helt tæt på i den lokale elefantbørnehave. Herfra går turen op i højlandet, hvor fine vandreture fører jer gennem de endeløse temarker op til fantastiske udsigtspunkter. En spektakulær togtur fører jer til en bid af England, Nuwara Eliya, inden I slutter af med et par dage på strandhotel i Negombo, hvor I også finder et af Sri Lankas største fiskemarkeder og små hyggelige butikker og restauranter.