Udflugter fra Sri Lankas sydkyst
De fleste rejsende vælger at besøge Trincomalee på Sri Lankas østkyst på grund af de indbydende strande, de smukke solopgange og den afslappede stemning. Og det er naturligvis helt forståeligt, for langs Nilaveli og Uppuveli lige nord for byen ligger nogle af de fineste strande, vi har set på Sri Lanka, med lyst sand, palmer og det varme Indiske Ocean som nærmeste nabo.
Men noget af det bedste ved Trincomalee er, at I ikke behøver at vælge mellem badeferie og oplevelser. Her kan I få begge dele – og det hele inden for korte afstande. Om morgenen kan I opleve stemningen og nattens fangst på det lokale fiskemarked eller sejle ud på havet på jagt efter de kæmpemæssige blåhvaler. Senere kan I snorkle blandt farvestrålende fisk ved Pigeon Island og om eftermiddagen gå gennem det gamle kolonifort, Fort Frederick, sammen med pilgrimmene på vej mod det farvestrålende hinduistiske Koneswaram-tempel, der ligger yderst på klipperne højt over havet.
Trincomalee føles samtidig anderledes end mange af de steder, I møder længere sydpå på Sri Lanka. Her er markant færre turister, og byen virker derfor mere traditionel og lokal – på den gode måde. Fiskerbåde, hinduistiske templer, gamle kolonibygninger, militære områder og små butikker ligger side om side omkring den store naturhavn og giver byen en helt særlig karakter.
Vi har her samlet fem spændende oplevelser, som vi mener, I bør overveje at kombinere med de afslappende dage ved stranden i Uppuveli eller Nilaveli.
I kan se Pigeon Island som en lille grøn plet cirka 1 kilometer ude i Det Indiske Ocean, når I står på stranden ved Nilaveli. Øen er en maritim nationalpark, som I kan sejle til på omkring 20 minutter, og her gemmer de største oplevelser sig først og fremmest under havoverfladen.
Omkring øen findes et af de bedst bevarede koralrev på Sri Lanka, så husk snorkeludstyret. I behøver ikke at være erfarne med maske og snorkel, for en stor del af oplevelsen foregår på forholdsvis lavt vand.
Eksperterne har registreret mere end 100 koralarter og over 300 fiskearter, og på gode dage er vandet meget klart. I kan være heldige at opleve havskildpadder samt de små sorttippede revhajer, som ofte ses jage og lege på det lave vand omkring revet.
Et lille tip er at tage af sted tidligt om morgenen, hvor solen endnu ikke står højest, og der ofte er færre besøgende. Det giver som regel en bedre og mere rolig oplevelse.
Det er en af de udflugter, der næsten giver sig selv, uanset om I bor ved Nilaveli eller Uppuveli.
Sri Lanka er fra naturens side velsignet med blåhvaler i farvandene omkring øen gennem store dele af året. Farvandet ud for Trincomalee er et af de steder på Sri Lanka, hvor I kan opleve blåhvaler, kaskelothvaler og forskellige arter af delfiner forholdsvis tæt på kysten. I perioden fra maj til og med september er der derfor gode muligheder for at komme ud og opleve verdens største dyr, blåhvalen, på tæt hold.
På en hvalsafari skal I tidligt op, da bådene sejler ud om morgenen, hvor havet normalt er roligst. Der er naturligvis tale om vilde dyr i bevægelse, så der er ingen garantier, men er hvalerne i området, skal kaptajnen nok gøre sit for, at I får en uforglemmelig oplevelse.
Det første tegn vil ofte være hvalens blæst, når den kommer op til overfladen for at trække vejret. Kort efter ser I måske den karakteristiske vandsøjle stige op fra havet. Og så kommer den næsten uendelige ryg langsomt til syne over vandoverfladen, inden det enorme dyr igen forsvinder ned i dybet. Det er først dér, I forstår størrelsen på dette kæmpemæssige dyr.
En hvalsafari tager gerne 3–4 timer, men det er hele ventetiden værd.
Den srilankanske kolonihistorie kommer helt tæt på, hvis I tager en afslappet gåtur gennem det historiske Fort Frederick på den klippefyldte halvø i udkanten af Trincomalee. Fortet blev anlagt af portugiserne i begyndelsen af 1600-tallet og fik enorm betydning, for den, der kontrollerede Trincomalee, kontrollerede samtidig en af de vigtigste naturhavne i Det Indiske Ocean.
I går ind gennem den gamle port og fortsætter ad en skyggefuld vej mellem store træer, gamle bygninger og fortets robuste mure. Bliv ikke overraskede, hvis I møder nærgående hjorte og legesyge aber undervejs.
For enden af vejen ligger en af Sri Lankas vigtigste hinduistiske helligdomme, Koneswaram-templet, dramatisk placeret på Swami Rock højt over Det Indiske Ocean. Her falder klipperne næsten lodret ned mod havet, og mod øst er der kun blåt vand helt ud til horisonten.
Templet har været et religiøst centrum gennem århundreder. Det oprindelige tempel blev ødelagt af portugiserne i 1622, og byggematerialerne blev efterfølgende brugt til opførelsen af Fort Frederick. Templet, som I besøger i dag, er derfor en senere genopførelse. Det skal dog ikke tage noget fra oplevelsen, for templet er både farvestrålende og fascinerende – ikke mindst på grund af den spektakulære beliggenhed.
Vil I opleve Trincomalee uden turistfilter, skal I stå tidligt op og tage forbi byens fiskemarked. Her landes nattens fangst fra bådene og bæres op på markedet for at blive præsenteret, vejet og handlet. Der er vand på gulvet, lugten af hav og fisk hænger i luften, og det går ikke stille for sig, når priserne råbes frem og tilbage. Men det er et fantastisk drama, der udfolder sig, uden at nogen tager synderlig notits af de få turister.
Her handles alt fra tun og barracuda til hajer, rokker og fisk i størrelser og former, man sjældent ser hjemme i Danmark. Mange af de fisk, I ser blive handlet, ender senere på bordene i områdets restauranter.
Fiskemarkedet giver et sjældent indblik i de lokales hverdag og er måske en af de oplevelser, der fortæller mest om byens tætte sameksistens med havet.
Trincomalee har en stor tamilsk befolkning, og de hinduistiske templer er derfor ikke blot seværdigheder. De er en levende del af byen og en vigtig del af områdets kulturelle arv.
Midt i Trincomalee ligger det farvestrålende Pathirakali Amman Temple, som næsten er umuligt at gå forbi uden at stoppe op. Facaden er dækket af guder, dyr og mytologiske figurer i stærke farver, og jo længere I står og kigger, desto flere detaljer opdager I.
Indenfor er templet om muligt endnu mere imponerende og detaljerigt, men samtidig ændrer stemningen sig. Her hænger duften af røgelse i luften, små olielamper brænder, og lokale familier kommer for at bede og bringe ofringer. Det er netop denne blanding af de imponerende omgivelser, den indre ro og det levende religiøse hverdagsliv, der gør templet så interessant at besøge.
I behøver ikke at kende meget til hinduismen for at få noget ud af besøget. Brug lidt tid på blot at stå og betragte livet omkring jer – det giver et fint indblik i den tamilske kultur, som fylder meget i Trincomalee.
I skal ikke nødvendigvis gøre Trincomalee til et sted, hvor programmet er fyldt med udflugter fra morgen til aften. Noget af charmen ligger netop i kombinationen af nogle af Sri Lankas bedste strande og det faktum, at I samtidig bor tæt på en rigtig by, hvor fiskerbåde stadig kommer ind med dagens fangst, hinduistiske tempelklokker blander sig med trafikken, og 400 års kolonihistorie ligger side om side med en langt ældre tamilsk kultur.
Og så kan I altid vende tilbage til Nilaveli, finde en plads under palmerne og slutte dagen med fødderne i sandet.
Du kan opleve Trincomalees strande, farverige templer og spændende dyreliv på flere af vores rejser til Sri Lanka. Lad dig inspirere nedenfor, eller gå til siden med alle rejser til Trincomalee.
Siden er sidst opdateret 08. september 2026