Find din rejse
Vælg et rejsemål
Voksne
- +
Børn
- +
Alhambra, Granada, Spanien
6 skønne oplevelser i Granada

Granada - 6 skønne oplevelser

Henrik
Artiklen er skrevet af:
Henrik Særmark-Thomsen
Bureauchef i Check Point Travel

Store dele af Spanien var i næsten 800 år under arabisk herredømme. Det satte dybe spor i arkitektur, sprog, håndværk og hverdagsliv, og i Andalusien kan det til tider være svært at se, hvor den ene kultur slutter, og den anden begynder. Granada er et af de steder, hvor det bliver allermest tydeligt. 

I Granada ligger Spaniens dramatiske historie lige for dine fødder i Albaicíns smalle, skyggefulde gader og i de små gårdhaver, hvor vandet efter arabisk forbillede risler fra springvand mellem fliser og mønstre. Og så er der den mægtige festning Alhambra, der knejser på klippen over byen og samler fortællingen i én stor oplevelse.

Granada er samtidig et historisk vendepunkt. I 1492 faldt det sidste mauriske kongedømme, og den kristne epoke tog over med store kirker og kulturelle omvæltninger. Det er byens dramatiske historie og de tydelige kulturspor, der gør Granada så fascinerende.

Hvis I bor i Malaga, Ronda eller et andet sted i det sydlige Andalusien, betaler det sig at afsætte en dag til Granada. Start med Alhambras paladser og haver, brug eftermiddagen på at gå på opdagelse i den gamle bydel, og rund af med tapas og god vin, når byen får sin svale aftentemperatur.

Paladsbyen Alhambra

Alhambra er uden sammenligning Granadas største seværdighed og blandt Andalusiens største oplevelser. Set nedefra ligner det en borg på klippen, men bag murene gemmer der sig en hel paladsby med gårdhaver, sale og haver, der fortæller historien om det sidste mauriske kongedømme i Spanien.

Alhambra består af flere dele. Alcazaba er den ældste fæstning med vagttårne og udsigt over hele Granada. Nasrid-paladserne er de mest berømte rum, hvor I bevæger jer gennem overdådigt udsmykkede sale med fine stuklofter, kalligrafi og geometriske mønstre, der vidner om en imponerende håndværkstradition. Væggene er dekoreret med farvede fliser og indviklede geometriske mønstre, der gentager sig med næsten matematisk præcision og skaber en særlig rytme i rummene. Og så er der Generalife, herskernes sommerresidens med terrasser og haver, hvor vand og skygge er tænkt ind som en del af arkitekturen.

Det er helheden, der gør Alhambra så stor en oplevelse. I går fra fæstningens rå mure til forfinede paladsrum og videre ud i grønne haver med udsigt over byen.

Alhambra Granada Shutterstock 2471047489

Tip til rejsen: Planlæg besøget hjemmefra. Billetter skal som regel bookes flere uger i forvejen, og der er fast adgangstid til Nasrid-paladserne. Overvej en guidet rundvisning, hvis I vil have historien og symbolikken foldet ud undervejs. Book billetter på den officielle hjemmeside her.  

Granada Shutterstock 1398215894

Generalife - De smukke arabiske haver

Generalife er den del af Alhambra, hvor I for alvor mærker, hvorfor haver og vand var så vigtige i den mauriske kultur. Terrasserne ligger som brede, grønne trin ned ad skråningen med lave mure, små trapper og kig ud over byen. I går mellem sirligt klippede hække og stolte cypresser, forbi blomstrende bede og langs de smalle vandrender, hvor vandet risler gennem haven, mens udsigten åbner sig mod Granada.

Det føles som et åndehul efter paladsernes mange detaljer, og derfor giver det god mening at slutte besøget her. Generalife er i vores optik et must, så når I køber billet til Alhambra, så sørg for, at haverne er inkluderet. Heroppe kan I lade indtrykkene falde på plads i ro, før turen går videre ned mod byen.

Den gamle bydel Albaicín

Efter Alhambra giver det god mening at fortsætte til Albaicín, Granadas ældste bydel. Her kan I gå på opdagelse i et virvar af smalle, snørklede gader, der kantes af hvidkalkede huse, hvor historien sidder i murene. De ældste huse er fra middelalderen, og skubber I en af de gamle træporte op, træder I ind i gårdhaver med springvand og søjlegange i maurisk stil.

Albaicín er bygget til skygge og langsomt tempo. Smalle passager, små pladser og trapper forbinder kvarteret, og indimellem åbner der sig kig mod Alhambra mellem tagene. Vil I have en naturlig indgang til den mauriske labyrint, så begynd ved Carrera del Darro og Paseo de los Tristes og bevæg jer opad. Undervejs dukker små keramikværksteder, lokale barer og fortovscaféer op, hvor en kort pause bare gør oplevelsen endnu bedre.

Granada By (10)
Granada By (30)

Udsigten fra Mirador de San Nicolás

På toppen af den gamle bydel ligger den lille plads og byens berømte udsigtspunkt, Mirador de San Nicolás. Her ser I Albaicíns tage foran jer og Alhambra knejsende på den modsatte bakke. Det er det klassiske Granada-motiv og et perfekt sted til et foto.

Udsigten fortjener i virkeligheden mere end et hurtigt klik, så giv jer selv en lille pause og nyd synet i ro og mag. Og når I har vandret hele vejen til toppen og er blevet lidt tørstige, passer den traditionelle rødvinsdrink tinto de verano perfekt som en lille belønning. Den serverer de på den lille restaurant El Balcón de San Nicolás, som har terrasse med direkte kig over mod Alhambra. Salud!

Tip til rejsen: Billedet er taget fra en hyggelig, lille restaurant, som tilbyder lækker mad og storslået udsigt fra terrassen. Stedet hedder El Balcón de San Nicolás og får Check Point Travels anbefaling baseret på vores besøg i slutningen af oktober 2025.

Katedralen og Capilla Real

Tilbage i centrum møder I det Granada, der voksede frem efter 1492. Katedralen rejser sig lyst og monumentalt midt i byen, og lige ved siden af ligger Capilla Real, det kongelige gravkapel. Her ligger de katolske monarker, Ferdinand og Isabella, som gjorde Granada til symbolet på afslutningen af Al Andalus.

Det er et besøg, der giver perspektiv på Alhambra og Albaicín. Pludselig står kontrasten skarpt. Fra de mauriske gårdhaver og vandets rislen til et kristent kirkerum med storhed, orden og tyngde. Brug en time eller to her, og gå så ud igen i gaderne med følelsen af at have fået hele byens fortælling med.

Granada Shutterstock 2491722329

Tapas og aftener med liv

Når mørket falder på, skifter Granada igen karakter. Tapasbarer og restauranter fyldes med mennesker og samtaler, duften af mad driver ud i gaderne, og det er umuligt ikke at lade sig friste.

Granada er oplagt til aftener, hvor I bestiller lidt ad gangen og lader stemningen bestemme tempoet. Find en bar, start med et glas vin eller en øl, del et par små retter, og gå videre, når I har lyst. Det er en enkel måde at opleve byens aftenliv på, og I finder ofte de bedste steder ved at prøve jer frem.

På tapasbordet møder I mange af de andalusiske klassikere. Jamón serrano eller ibérico skåret i helt tynde skiver, oliven, manchego (spansk ost produceret på fåremælk) og små retter med stegte auberginer, ofte serveret med honning eller sirup. I kan også støde på albóndigas i en krydret tomatsauce eller gambas al ajillo, der serveres i små lerfade med sydende varm olivenolie og masser af hvidløg.

Til tapas drikker mange et glas lokal vin, en kold cerveza eller en tinto de verano, når aftenen er lun. Har I lyst til noget mere klassisk andalusisk, kan et lille glas sherry også være en fin ledsager til skinke og de mere salte bidder.

> Mere om klassiske spanske retter

Læs mere