Find din rejse
Vælg et rejsemål
Voksne
- +
Børn
- +
Shutterstock 2407467461 (Paradise Holiday Beach With Turquoise Ocean And Beach Club In Bali. Aerial View)
Guide til Uluwatu's strande

Guide til Uluwatu's strande

Christina
Artiklen er skrevet af
Christina Wengel
Web & SoMe Manager & Production Assistant

Man bør næsten besøge nogle af Uluwatus mange strande, når man er på Bali. Der er virkelig mange at vælge imellem – fra små, lidt hemmelige bugter til mere kendte strande med liv og surfere i bølgerne.

Uluwatus kystlinje er noget helt særligt. De høje kalkstensklipper falder lodret ned i turkisblåt hav, og mellem klipperne gemmer der sig små bugter med hvidt sand og bølger, som surfere rejser langt for at opleve. Mange af strandene ligger for enden af lange trapper, og jeg synes faktisk, det er en del af charmen. Når man endelig står nede på sandet, føles det lidt som at have fundet sin egen hemmelige strand – også selvom man deler den med andre.

Vi har derfor lavet en guide til nogle af de vigtigste strande i Uluwatu-området med fokus på, hvad de hver især egner sig bedst til: surf, svømning, solnedgang eller bare ro.

Shutterstock 630184619 (Melasti Sea Beach, Blue Sky, Sand, Sun And Daylight Relaxation Landscape At Magic Bali Island, Indonesia. April 2017)

Melasti Beach – bred sandstrand og turkis vand

Melasti Beach er en af de strande, hvor man virkelig fornemmer Uluwatus dramatiske kyst. Klipperne rejser sig højt omkring stranden, og vejen derned snor sig langs bjergsiden med flotte kig til havet undervejs. Når du kommer helt ned, åbner der sig en bred, lys sandstrand med turkisblåt vand og god plads – også selvom der er mange mennesker. Melasti er et godt valg, hvis du rejser med børn eller gerne vil have en mere klassisk stranddag med nem adgang til mad, drikke og toiletter.

På stranden venter:

  • Bredt bælte af lyst sand
  • Lavere bølger (afhængigt af tidevand), ofte bedre til svømning end mange andre Uluwatu-strande
  • Små beach clubs, solsenge og parasoller

Padang Padang Beach – lille strand med store bølger

Padang Padang er en lille, intim strand, der gemmer sig mellem klipperne. For at komme derned går du ad en trappe og gennem en smal passage i klippen – det føles næsten som at gå gennem en naturlig port, før stranden pludselig åbner sig foran dig. Selve stranden er ikke stor, men den har en rigtig hyggelig stemning med folk, der bader, soler sig og følger med i surferne ude på bølgerne. Ved roligt vand kan du bade nær kysten, men bølger og strøm kan hurtigt tage til – så vær ekstra opmærksom på børn og usikre svømmere. Langs kanten af stranden ligger små boder med snacks, drikkevarer.

Stranden er berømt for:

  • Et af Balis mest kendte surfbreaks, ofte kaldt “Balinese Pipeline”
  • Hvidt sand og klart vand
  • En hyggelig, kompakt strand med livlig stemning i dagtimerne
Shutterstock 2536879257 (Aerial Udsigt Over Padang Padang Strand Med Turkisblå Hav. Ferie I Bali)
Shutterstock 1609238938 (Aerial From Suluban Beach In Uluwatu Area On Bali Indonesia)

Uluwatu Beach / Suluban Beach – huler og hardcore surf

Suluban, ofte kaldt Uluwatu Beach, er måske en af de mest dramatiske strande i området. Turen derned går via trapper forbi små warungs og surfshops, hvor boards står stablet op, og våddragter hænger til tørre. Til sidst kommer du til en grottelignende åbning mellem klipperne, og når du går gennem den, træder du ud på klipper og sand med de store bølger brusende lige foran dig.

Selve badningen er mere udfordrende her – det er ikke stedet til en rolig børnesvømmetur, men det er et fantastisk sted at mærke surf-stemningen, tage billeder og nyde udsigten over havet og bølgerne.

Stranden er mest kendt for:

  • Verdensklasse-surf for øvede
  • Udsigt til surfere fra klipperne
  • Grotten og klipperne, der giver en næsten “pirat-agtig” stemning

Bingin Beach – boheme-byg og rolige aftener

Bingin Beach er en af de mest fotogene strande i Uluwatu. Husene, små hoteller og caféer ligger i etager ned ad klippen, så mange steder har udsigt direkte over det turkisblå hav. Man går ned ad en længere trappe for at komme til stranden, og undervejs passerer man små caféer, guesthouses og surfshops, der tilsammen giver området en afslappet og bohemeagtig stemning. Nede på stranden er tempoet roligt, og går med havudsigt, surf og simple måltider med sand mellem tæerne.

Stranden er bedst omkring midt-tidevand. Ved højvande kan sandet næsten forsvinde, mens havet ved lavvande trækker sig tilbage og afslører sten og koraller.

Her får du:

  • Gode bølger (især ved lavere tidevand) for øvede surfere
  • Flotte solnedgange med udsigt fra caféernes terrasser
Shutterstock 2294756733 (Aerial View Of Bingin Beach In Bali, Indonesia)
Shutterstock 2642567431 (Balangan Beach Cliffs Anmeldelser, Bali Indonesien)

Balangan Beach – lang bue af sand og surf

Balangan Beach er en lang, bred bue af gyldent sand med klipper i begge ender, der indrammer stranden flot. Ovenfor stranden ligger et kendt udsigtspunkt, hvorfra du får det klassiske panoramabillede ned over kysten – et af de steder, mange stopper for at tage billeder, også selvom de ikke bliver på stranden hele dagen.

Balangan er et godt kompromis mellem rå surferstemning og en mere klassisk stranddag. Som altid i Uluwatu er det en god idé at tjekke bølger og strøm, før du hopper i vandet – især hvis du rejser med børn eller mindre rutinerede svømmere.

På stranden finder du:

  • Surfspots til let øvede og øvede
  • Små warungs med simple måltider og kolde drikke
  • Solsenge og parasoller

Nyang Nyang & Nunggalan – lange, vilde strande

Nyang Nyang og Nunggalan Beach ligger på en af de mest rå og uforstyrrede strækninger af Uluwatus kyst. Her er strandene lange, brede og næsten uberørte, omgivet af stejle klipper og frodig natur. Det kræver en god vandretur ned – og især op igen – ad lange trapper eller stier, men netop det gør, at der sjældent er mange mennesker. Bølgerne kan være kraftige, og der er sjældent livreddere, så det er ikke stedet til lange svømmeture. Til gengæld er det perfekt til gåture, billeder, picnic og en mere “vild” strandoplevelse uden støj og kommercielt liv.

Her får du:

  • Lange, næsten uberørte strande under stejle klipper
  • Færre mennesker end på de mere kendte strande
  • En god vandretur op og ned ad trapper eller naturlige stier
Shutterstock 2286677035 (Aerial View Of Nyang Nyang Beach On The Southernmost Coast Of Bali, Indonesia)
Shutterstock 459979345 (BALI, INDONESIA FEBRUARY 12, 2016 Pantai Dreamland Beach South Kuta Tropical Beach Island Bali Indonesia, Bali Editorial Use Only)

Dreamland Beach – stor strand med navn, der siger det hele

Dreamland Beach er en bred, lys sandstrand på Bukit-halvøen, som gennem de seneste år er blevet mere udviklet med resorts, beach clubs og flere faciliteter tæt på vandet. Stranden føles mere “klassisk ferieagtig” end mange af de små bugter i Uluwatu, og her er som regel godt gang i den med folk, der bader, surfer, spiller bold og slapper af på solsenge. Stranden kan være travl i højsæsonen og om eftermiddagen, men atmosfæren er afslappet og tydeligt præget af feriestemning.

Den er et godt valg, hvis du gerne vil have:

  • Nem adgang (ingen ekstremt lange trapper)
  • Solsenge, parasoller og restauranter tæt ved
  • Mulighed for både at bade (når havet er roligt) og surfe

Thomas Beach – lidt roligere og mere lokal

Thomas Beach ligger mellem Padang Padang og Uluwatu Beach og er et godt valg, hvis du søger en mere lokal og rolig strandoplevelse. Stranden nås via en trappe, men turen er kortere end mange af de andre trapper i området, og belønningen er en pæn strækning lyst sand med god plads – ofte med færre mennesker end på sine mere kendte naboer.

Thomas Beach passer godt til dig, der gerne vil have en afslappet stranddag uden for meget støj og aktivitet, men stadig med mulighed for at bade, spise enkelt og leje lidt udstyr, hvis du har lyst.

Her finder du:

  • En fin sandstrand med enkelte klipper i vandkanten
  • Små warungs, der serverer simple retter og kolde drikke
  • Solsenge og mulighed for at leje kajakker/paddle boards enkelte steder
Shutterstock 451205083 (The Thomas Beach In Bali, Indonesia. Longexposure Shot)
Shutterstock 2256840477 (Tropical Beach With Tropical Ocean In Bali. Aerial View Of Green Bowl Beach)

Green Bowl Beach – stejl trappe og små huler

Green Bowl Beach er en af de mere “hemmelige” strande i Uluwatu-området, især fordi vejen derned kræver en del. Du skal ned ad en lang, stejl trappe, og man ved godt, at turen op igen bliver lidt af en lille workout. Til gengæld føles stranden ret afsides og fredelig, når du først står dernede, omgivet af klipper og med udsigt til det klare, blå hav.

Her belønnes du med:

  • Lys sandstrand klemt inde mellem høje klipper
  • Små grotter og huler, hvor du kan søge skygge midt på dagen
  • Gode forhold til surf – og enkelte gange snorkling, når havet er roligt

Pandawa Beach – mere udviklet, nem adgang

Pandawa Beach ligger lidt øst for de mest kendte strande i Uluwatu, men den regnes ofte med, fordi den har samme flotte kystlinje – bare med nemmere adgang og flere faciliteter. Her kører du hele vejen ned til kysten via en vej, der er skåret ind i klipperne, og stranden er bred, lys og ofte mere rolig end mange af bugterne længere mod vest. 

Stranden er især populær blandt lokale familier og grupper, der kommer for at bade, spille bold og hygge sig frem mod solnedgang. Det er et godt sted, hvis du vil have en stranddag med god plads, roligere bølger og let adgang til faciliteter.

Her er:

  • En bred, forholdsvis rolig strand
  • Nem adgang med vej helt ned til vandet
  • Flere små restauranter samt mulighed for at leje kajakker og boards
SHUTTE~4
Shutterstock 649826830 (Surfer Ridning Stor Bølge På Padang Padang Strand, Bali, Indonesien)

Hvilken strand skal du vælge?

En hurtig oversigt:

  • Bedst til badning (når havet er roligt): Melasti, Dreamland, Pandawa, dele af Balangan
  • Boheme og slow living: Bingin, Thomas Beach
  • Surf (øvede): Uluwatu/Suluban, Padang Padang, Bingin, Balangan
  • Vild natur og få mennesker: Nyang Nyang, Nunggalan, Green Bowl

Mange vælger at bo ved én strand – fx Bingin eller Padang Padang – og tage scooter eller bil til andre strande i løbet af dagen.

Praktiske tips til strandene i Uluwatu

Tidevand betyder alt: Ved højvande kan nogle strande næsten forsvinde, mens der ved lavvande dukker sten og koraller op. Tjek tidevandstider, hvis du planlægger stranddag på fx Suluban, Bingin eller Green Bowl.

  • Trapper og kondi: Mange strande kræver en god tur ned – og især op – ad stejle trapper. Tag gode sandaler/sko og lidt vand med.
  • Sol og varme: Sydkysten kan være meget varm midt på dagen. Solcreme, hat og skyggepauser er et must.
  • Strøm og bølger: Havet omkring Uluwatu kan være kraftigt. Hold øje med eventuelle flag, skilte og livreddernes anvisninger – og gå kun i, hvor du føler dig tryg.
  • Transport: Scooter er den mest fleksible løsning, men du kan også hyre en bil med chauffør for en halv eller hel dag og lade ham/hende køre dig mellem de forskellige strande.
Shutterstock 1766738615 (BALI, INDONESIA February 2020 Sea View Beach Cafe With Wooden Furniture And Umbrellas On Dreamland Beach, Bali, Indonesia)

Vil du kombinere strandene med kultur, udsigtspunkter og beach clubs?

Læs også vores artikel om oplevelser i Uluwatu, hvor vi vi fortæller om andre oplevelser i/ omkring Uluwatu: Uluwatu-templet, Kecak-dans, Batu Jaran Hill, Karang Boma og meget mere.

Oplevelser i Uluwatu

Drømmer du om en rejse til Uluwatu, læs mere om vores rejser til Uluwatu her:

Rejser til Uluwatu