Find din rejse
Vælg et rejsemål
Voksne
- +
Børn
- +
Shutterstock 1654805647 Tourists In Life Vests On The Boat Watching Whales, Sri Lanka, Mirissa
Hvalsafari på Sri Lanka

Hvalsafari på Sri Lanka - blåhvaler, delfiner og de bedste sæsoner

John
Artiklen er skrevet af
JOHN LAU JENSEN
Product Manager i Check Point Travel

Forestil jer en tidlig morgen på Det Indiske Ocean. Kysten forsvinder langsomt bag jer, båden sejler ud på åbent vand, og pludselig brydes stilheden af et kraftigt pust. Under overfladen bevæger verdens største dyr sig gennem havet: blåhvalen.

Hvalsafari er en af Sri Lankas store naturoplevelser. I farvandene omkring øen lever blåhvaler, kaskelothvaler og flere arter af delfiner, og på de rette tider af året er der gode muligheder for at opleve dem.

En hvalsafari byder sjældent på en hval, der svømmer ved siden af båden i en halv time. Ofte får man først øje på et pust i horisonten og spejder derefter efter, hvor hvalen dukker op igen. Nogle observationer varer få øjeblikke, mens andre giver mulighed for at følge dyret længere.

I denne artikel ser vi på, hvor og hvornår I kan tage på hvalsafari på Sri Lanka, hvilke hvaler og delfiner I kan være heldige at opleve, og hvad I kan forvente af en tur på Det Indiske Ocean.

Hvor kan man tage på hvalsafari på Sri Lanka?

De mest populære udgangspunkter er Mirissa på sydkysten om vinteren og Trincomalee på østkysten i sommerhalvåret. Selvom I indimellem kan være heldige at se hvaler fra land, har I de bedste muligheder på en bådtur ud på Det Indiske Ocean.

Shutterstock 1696443688 BLUE WHALE SRI LANKA MIRISSA

Mirissa – det klassiske sted på sydkysten

Mirissa på Sri Lankas sydkyst er landets mest kendte udgangspunkt for hvalsafari. Her ligger det dybe hav forholdsvis tæt på kysten, og bådene sejler tidligt om morgenen ud fra havnen på udkig efter hvaler – især blåhvaler. Sæsonen strækker sig typisk fra november til april, hvor havet ud for sydkysten generelt er roligere.

Blåhvalen er hovedattraktionen, men farvandet rummer også arter som kaskelothvaler, brydeshvaler og finhvaler samt flere delfinarter. Hvad I oplever på turen, varierer fra dag til dag og afhænger blandt andet af vejret, havforholdene og dyrenes bevægelser. Der er tale om vilde dyr, så observationer kan aldrig garanteres.

Mirissa er især oplagt på vinterrejser gennem det sydlige Sri Lanka, hvor en hvalsafari kan kombineres med et ophold i for eksempel Galle eller på et af sydkystens stemningsfulde strandhoteller.

Trincomalee – hvalsafari på østkysten

Trincomalee er et alternativ til Mirissa i sommerhalvåret. Når sydvestmonsunen påvirker havet ved Sri Lankas syd- og vestkyst, er forholdene ofte bedre på østkysten. Her strækker sæsonen for hvalsafari sig typisk fra marts til oktober.

I kan blandt andet være heldige at opleve blåhvaler, kaskelothvaler og forskellige arter af delfiner. Kaskelothvalen er verdens største tandhval.

Trincomalee passer naturligt ind i vores sommerrejser på Sri Lanka. Et ophold ved strandene i Uppuveli eller Nilaveli kan kombineres med en tidlig morgentur ud på Det Indiske Ocean, så hvalsafarien bliver en ekstra naturoplevelse i løbet af badeferien.

Shutterstock 2525459859 Kaskelothval Physeter Macrocephalus, Ikonisk Stort Havpattedyr Og Det Største Tandrovdyr Fra Verdenshavene, Det Indiske Ocean
Shutterstock 2528906937 Delfinobservation I Kalpitiya Sri Lanka

Kalpitiya – især kendt for delfiner

Kalpitiya på nordvestkysten er også kendt for livet i havet, men området forbindes især med store flokke af spinnerdelfiner.

I kan også være heldige at opleve blåhvaler, kaskelothvaler og andre hvalarter i området, men det er mere undtagelsen end reglen. Hvis det primære mål er hvalsafari, vil Mirissa og Trincomalee derfor normalt være de to steder, vi først vil fremhæve.

Hvad kan I opleve på en hvalsafari?

Blåhvalen – verdens største dyr

Blåhvalen er årsagen til, at mange vælger netop Sri Lanka til hvalsafari. Et voksent dyr kan blive 25–30 meter langt, og selv når man kun ser ryggen bryde vandoverfladen og det karakteristiske pust stige op over havet, bliver mange overraskede over, hvor stort dette imponerende dyr er.

Blåhvaler kan opleves i farvandene omkring Sri Lanka året rundt, selvom de bedste områder for organiseret hvalsafari skifter med årstiderne og havforholdene.

Kaskelothvalen

Kaskelothvalen er verdens største tandhval og lever i farvandene omkring Sri Lanka. Den dykker efter blandt andet blæksprutter på store dybder og er især kendt for sit enorme, næsten firkantede hoved.

Når kaskelothvalen gør klar til et dybt dyk, kan I være heldige at se dens store hale løfte sig fri af vandet, inden den forsvinder ned under overfladen.

Brydeshvalen

Brydeshvaler forekommer også i farvandene omkring Sri Lanka og kan blandt andet opleves på hvalsafarier ud for Mirissa og Trincomalee. Arten er mindre end blåhvalen, men stadig et imponerende syn, når den bryder havoverfladen.

Delfiner – ofte en del af oplevelsen

Hvalsafari på Sri Lanka handler dog ikke kun om hvaler. Flere forskellige delfinarter lever i farvandene omkring øen, og især spinnerdelfiner kan optræde i store flokke. De er kendt for deres akrobatiske spring og rotationer over vandoverfladen.

Flaskenæsedelfiner og andre delfinarter kan også opleves, og nogle gange bliver mødet med en stor flok delfiner næsten lige så mindeværdigt som selve hvalobservationerne.

Finhvaler og andre arter

Farvandene omkring Sri Lanka rummer en lang række arter af hvaler og delfiner. Finhvaler og flere andre hvalarter kan forekomme, men de opleves langt sjældnere på de klassiske hvalsafarier end blåhvaler og kaskelothvaler.

Hvornår er det bedst at tage på hvalsafari på Sri Lanka?

Overblik
Område Bedste periode Især kendt for
Mirissa / sydkysten November–april Blåhvaler, kaskelothvaler og delfiner
Trincomalee / østkysten Ca. marts–oktober Blåhvaler, kaskelothvaler og delfiner
Kalpitiya / nordvestkysten Primært vinterhalvåret Store flokke af delfiner og mulighed for hvaler

Det er vigtigt at understrege, at når vi taler om sæson, handler det først og fremmest om gode havforhold og bedre muligheder for at se dyrene – ikke om en garanti. Vejr, vind, strømforhold og dyrenes bevægelser spiller altid ind.

Hvalsafari
Shutterstock 2733758629 Turister Nyd Hvalsafari I Det Indiske Ocean, Mirissa, Sri Lanka 12 Jan 2026

Hvordan foregår en hvalsafari?

I skal stå tidligt op, hvis I vil have de bedste muligheder for at opleve hvaler på Sri Lanka. De fleste ture starter tidligt om morgenen, hvor havet normalt er roligst.

Fra Mirissa varer turene ofte omkring fire til fem timer, men den præcise længde afhænger af havforholdene og af, hvor dyrene befinder sig den pågældende dag. Det samme gælder for ture fra Trincomalee.

I skal være forberedt på, at turen foregår på åbent hav. Selv på dage med forholdsvis roligt vand kan båden bevæge sig meget, så hvis I let bliver søsyge, bør I tage højde for det.

Det er samtidig vigtigt at huske, at en hvalsafari er en naturoplevelse. I ved aldrig på forhånd præcis, hvad dagen byder på. Nogle ture giver fantastiske observationer, mens andre kræver mere tålmodighed.

Ansvarlig hvalsafari

En god hvalsafari handler ikke om at komme så tæt på dyrene som muligt. Hvaler og delfiner skal have plads til at bevæge sig og opføre sig naturligt.

Bådene bør holde afstand, undgå at afskære dyrenes bevægelsesretning og nærme sig dem på en måde, der ikke forstyrrer deres naturlige adfærd. Derfor anbefaler vi altid at vælge en erfaren operatør, der tager hensyn til både sikkerhed og dyrevelfærd.

Hvalsafari som en del af rejsen

Hvalsafari passer godt ind i en rundrejse på Sri Lanka, fordi der er mulighed for at tage på tur fra forskellige kyster i løbet af året. På en vinterrejse kan Mirissa kombineres med sydkystens strande, Galle og nationalparkerne i syd. Om sommeren kan I kombinere de historiske kongebyer i den kulturelle trekant og strandlivet ved Uppuveli eller Nilaveli med en tidlig morgentur ud på Det Indiske Ocean fra Trincomalee.

På den måde kan I opleve noget af Sri Lankas mest imponerende dyreliv både på land og til havs – fra elefanter og leoparder i nationalparkerne til verdens største dyr ude i Det Indiske Ocean.

> Læs også: Sri Lankas nationalparker – hvilken skal I vælge?

Se rejser til Sri Lanka med mulighed for hvalsafari

Se et udvalg af rejser, hvor I har mulighed for at tage på hvalsafari, nedenfor. I kan også gå på opdagelse blandt alle vores rejser til Sri Lanka.

Shutterstock 2364149875

15

dage

Nyhed

Kongebyer og badeferie i Trincomalee
  • UNESCO Verdensarv i kongebyerne Polonnaruwa og Anuradhapura
  • Uforglemmelig udsigt fra den sagnomspundne løveklippe i Sigiriya
  • Vilde naturoplevelser blandt store elefantflokke og gigantiske blåhvaler
  • Badeferie på charmerende 3-stjernet strandhotel ved Trincomalee
  • Farverige lokale markeder og overraskende hindu-templer
  • Inkl. fly, hoteller, private transporter og udvalgte måltider

Fra kr. 15.575

Pris pr. person ved 2 voksne & 2 børn

København

Maj

Shutterstock 2445192765 (Sigiriya Rock Also Known As Lion Rock At Golden Light Of Sunset. Beautiful Landscape In Sri Lanka.)

15

dage
Sri Lanka: Historie, natur og smukke strande
  • Gå på opdagelse i de gamle kongebyer omkring Dambulla
  • Afslapning og hygge ved en af Sri Lankas bedste strande i Bentota
  • Flodsejlads i laguner, cykelture, landsbybesøg og farverige markeder
  • Stemningsfuld kystby og uendelige sandstrande i Tangalle
  • Elefanter og leoparder i Udawalawe og Yala – eller blåhvaler ved Mirissa
  • Inkl. fly, hoteller, private transporter og udvalgte måltider

Fra kr. 12.150

Pris pr. person ved 2 voksne & 2 børn

København

Oktober

ML6A3976 508

15

dage

NYHED!

Kongebyer og badeferie i Trincomalee – Deluxe
  • Tag på opdagelse blandt de gamle kongebyer i Sri Lankas kulturelle trekant
  • Nyd den uforglemmelige udsigt fra den sagnomspundne løveklippe i Sigiriya
  • Tag på safari blandt Asiens største elefantflokke og kom tæt på blåhvaler
  • Afslappende badeferie på 4-stjernet strandhotel ved Trincomalee
  • Livlige markeder, farverige templer og lokal stemning ved Det Indiske Ocean
  • Inkl. fly, hoteller, private transporter og udvalgte måltider

Fra kr. 17.125

Pris pr. person ved 2 voksne & 2 børn

København

Maj

Shutterstock 647460688 (Elefant Familie Udwalawe)

15

dage
Safari og badeferie på Sri Lanka
  • 5 dage i Tangalle ved nogle af Sri Lankas smukkeste strande
  • Gode udflugtsmuligheder med landsbybesøg, blåhvaler og leoparder
  • Ophold i overdækkede safaritelte og safari i Udawalawe
  • 5 dage i Bentota ved en af Sri Lankas bedste strande inkl. halvpension
  • Farverige markeder, spændende flodsejlads og gode seafood-restauranter
  • Inkl. fly, private lokal transport og spændende hotelkombinationer

kr. 13.100

Fra kr. 12.750

Pris pr. person ved 2 voksne & 2 børn

København

Oktober

FAQ om hvalsafari på Sri Lanka

Hvornår er der sæson for hvalsafari på Sri Lanka?

Ved Mirissa er november til april den klassiske sæson, mens Trincomalee især er interessant fra forår til efterår. Det betyder, at der er gode muligheder for hvalsafari på forskellige dele af Sri Lanka gennem en stor del af året.

Hvor er det bedste sted at se blåhvaler på Sri Lanka?

Mirissa er det mest kendte udgangspunkt i vinterhalvåret, mens Trincomalee er interessant i sommerperioden. Hvilket område der er mest oplagt, afhænger derfor i høj grad af, hvornår I rejser.

Kan man se blåhvaler hele året på Sri Lanka?

Ja, blåhvaler forekommer i farvandene omkring Sri Lanka året rundt. Mulighederne for organiseret hvalsafari afhænger dog i høj grad af monsuner og havforhold, og derfor skifter det mest oplagte område med årstiden.

Hvilke hvaler kan man se på Sri Lanka?

Blåhvaler og kaskelothvaler er blandt de vigtigste arter, men der forekommer eksempelvis også Brydeshvaler, finhvaler og andre hvalarter. Derudover kan flere forskellige delfinarter opleves.

Er hvalsafari på Sri Lanka egnet til børn?

Ja, men det afhænger af barnets alder og forholdet til sejlture. Turene kan vare flere timer på åbent hav, og der kan være bølger. For familier med mindre børn anbefaler vi derfor at se på bådtype, turens forventede varighed og dagens vejrforhold.

Er man sikker på at se hvaler?

Nej. Det er vilde dyr, og observationer kan aldrig garanteres. Chancen varierer med sæson, vejrforhold og dyrenes bevægelser.

Læs mere

Siden er sidst opdateret 22. september 2026