Nusa Penida - Oplevelser og sights
★★★★★ på Trustpilot
Dækket af Rejsegarantifonden
Uluwatu ligger på spidsen af Bukit-halvøen i det sydlige Bali – et område kendt for dramatiske kalkstensklipper, små bugter og noget af øens bedste surf. Her finder du ikoniske templer, beach clubs med udsigt over det Indiske Ocean og små caféer, hvor dagene flyder sammen i kaffe, smoothie bowls og solnedgange.
For mig er Uluwatu et af de steder på Bali, jeg altid længes tilbage til. Området er gået fra at være et råt surfer-spot til et mere stilfuldt hjørne af øen med villaer, boutiquehoteller og beach clubs højt over havet – men uden at miste sin afslappede stemning. Der er hyggelige caféer, et utal af strande at udforske og en helt særlig, god vibe, som gør, at man hurtigt falder ind i rytmen: lidt kultur, lidt strand, lidt udsigt – og rigtig meget god mad.
Pura Luhur Uluwatu er et af Balis vigtigste havtempler og et af øens seks såkaldte Sad Kahyangan-templer. Det ligger i Pecatu på spidsen af Bukit-halvøen, på en cirka 70 meter høj klippe med udsigt over Det Indiske Ocean. Som gæst bevæger man sig uden for det indre tempelområde ad en brolagt sti langs klippekanten mellem nord- og sydsiden. Turen kan tilpasses, men regn med op til omkring 1 km med trapper, små pavilloner og flere udsigtspunkter undervejs. Der er mange aber omkring templet, især ved indgangen og langs stierne, så solbriller, smykker, hatte og mad bør opbevares i tasken.
Lille tip: Besøg gerne sidst på eftermiddagen og bliv til solnedgang – udsigten er særligt flot her.
Læs mere om Balis templer her!
Ved Uluwatu-templet ligger et lille amfiteater, hvor den traditionelle Kecak- og firedans opføres ved solnedgang. Forestillingen bygger på det hinduistiske epos Ramayana og fortæller historien om prins Rama, hans hustru Sita og abeguden Hanuman. En flok mænd sidder i rundkreds og synger det karakteristiske “cak-cak-cak” i rytmiske mønstre, mens skuespillerne bevæger sig ind og ud af kredsen.
Godt at vide:
En kort køretur fra Uluwatu ligger Garuda Wisnu Kencana Cultural Park – ofte bare kaldet GWK. Parkens centrum er den 121 meter høje statue af guden Vishnu på den mytiske fugl Garuda, som hører til blandt verdens højeste statuer. Man kan komme tæt på basen af statuen, gå rundt om den og se den fra forskellige udsigtspunkter i parken.
Området består af flere åbne pladser og sale, hvor der i løbet af dagen er faste programmer med balinesisk dans, musik og teater. Rundt i parken står der også mindre skulpturer og relieffer med motiver fra hinduistisk og balinesisk mytologi samt udsmykkede stenstrukturer på de store åbne pladser. Der er desuden mindre udstillinger om balinesisk kunst og kultur, restauranter, caféer og udsigtspunkter med kig ud over det sydlige Bali.
Uluwatu er ikke kun surf og strand – området har også et voksende miljø for yoga, fitness og holistisk træning. Flere studier tilbyder daglige yogaklasser, typisk alt fra vinyasa og hatha til yin og meditation. Mange steder har åbne shala’er med udsigt til grønne omgivelser eller klippekanten, hvilket giver en ret særlig stemning, især ved morgen- og solnedgangsklasser.
Derudover findes der mindre fitnessstudier og udendørs træningsområder, hvor du kan lave styrketræning, funktionel træning eller deltage på holdtimer.
Uluwatu er nærmest hellig grund for surfere. Klippekysten gemmer på nogle af Balis mest kendte surfspots som Padang Padang, Uluwatu/Suluban og Bingin, hvor bølgerne tiltrækker surfere fra hele verden. Men du behøver ikke være ekspert for at være med.
Langs flere af strandene ligger surfskoler, hvor du kan booke alt fra en enkelt begynderlektion til korte forløb over flere dage. Instruktørerne kender bølgerne og ved, hvornår og hvor det er bedst for begyndere – og de sørger for det hele: board, rashguard og ofte også billeder eller video.
Små surf-tips til begyndere: Start tidligt eller sidst på dagen – der er mindre varme og tit færre mennesker.
Uluwatu er ikke et klassisk shoppingområde på niveau med Seminyak, og det er egentlig også en del af charmen. Men netop derfor bliver man ekstra glad, når man opdager, hvor mange fine butikker der alligevel gemmer sig langs de små veje.
Der er selvfølgelig masser af surf- og yogabutikker med boards, badetøj, rashguards og behageligt hverdagstøj. Men indimellem dem dukker der små design- og tøjbutikker op med unikke smykker, kjoler, skjorter og interiør – ting, man ikke lige finder i enhver souvenirbutik. Det er ikke fordi, der er meget shopping, men der er virkelig nogle lækre butikker med unikke ting, og personligt kunne jeg nemt købe mig fattig her.
En stor del af oplevelsen i Uluwatu er strandene. Kysten består af høje klipper og små bugter, og flere af de mest kendte strande – som Padang Padang, Suluban/Uluwatu Beach og Bingin – nås via trapper ned gennem klipperne. Det føles hver gang lidt som at gå på opdagelse.
Kort overblik over typer strande:
Vi har samlet en selvstændig guide til strande ved Uluwatu her!
Batu Jaran Hill ligger ikke langt fra Uluwatu-templet og er et af de flotteste udsigtspunkter i området. Her står du på kanten af høje klipper med panoramaudsigt over kystlinjen og det åbne hav. På klare dage kan du se Uluwatu-templet i horisonten og følge bølgerne, der bryder langt under dig.
Mange tager lidt snacks og en kold drik med og finder sig et roligt sted i græsset. Der er som regel ikke meget i vejen med hegn og sikkerhed, så man skal holde god afstand til kanten – især hvis man har børn med.
Karang Boma Cliff er endnu et dramatisk udsigtspunkt, hvor klippen rækker ud over havet som et bredt plateau. Her får du en følelse af at stå helt ude på kanten af Bali med synet af de lodrette klipper og havet, der strækker sig, så langt øjet rækker.
Det er ikke et sted med stor infrastruktur – måske kun en lille bod eller to – så det er en god idé at have vand og eventuelt lidt snacks med. Til gengæld får du ro, udsigt og fotomuligheder, der er svære at slå.
Hvis du elsker caféer og god mad, er Uluwatu et fantastisk område at bo i. Det føles næsten som en lille søster til Canggu, og der er faktisk flere caféer og restauranter, du kan finde begge steder. Kaffe, friskpressede juicer, smoothie bowls, kreative salater, gode pizzaer og balinesiske klassikere – det hele er der.
Et par af mine anbefalinger:
Uluwatu er også kendt for sine beach clubs, hvor du kan kombinere havudsigt, pool, musik og god mad. Mange bruger en eftermiddag på stranden og slutter af med solnedgang og middag i en beach club. Du kan med fordel tjekke dresscode og eventuelle entrépriser til større events på forhånd.
Særligt populære beach clubs:
Lidt praktisk, der gør dagene i Uluwatu lettere:
Uanset om du kommer for templerne, strandene, surfet eller maden, er Uluwatu et af de steder på Bali, der bliver hængende. Kombinationen af rå natur, små bugter, dramatiske klipper og hyggelige caféer gør, at man hurtigt får lyst til at vende tilbage.
Drømmer du om en rejse til Uluwatu, læs mere om vores rejser til Uluwatu her: