★★★★★ på Trustpilot
Dækket af Rejsegarantifonden
I indleder rejsen med tre nætter i Barcelona, hvor I har god tid til byens store seværdigheder, de livlige markeder og den gamle bydels labyrint af brolagte gader. Herefter går turen nordpå i lejebil til Costa Brava, hvor tempoet sættes ned. I bor fire nætter i Calella de Palafrugell på det stemningsfulde boutiquehotel Sant Roc, dramatisk placeret på klipperne over havet med enestående udsigt til havet og byen og med vandreruten Camí de Ronda lige udenfor døren.
Barcelona er en by, der bedst opleves til fods. Derfor bor I centralt i byen med de store seværdigheder og stemningsfulde kvarterer indenfor gåafstand.
Rejsen er særligt oplagt for par, der gerne vil kombinere storbyens seværdigheder og energi med kystens ro og smukke landskaber. Det og lidt til får I på Hotel Sant Roc, der har en gammeldags charme og en romantisk atmosfære, som går rent hjem hos vores par. Det sagt, så kan rejsen også fungere for familier, fordi begge hoteller har familieværelser.
Men tilbage til rejsens start. Få minutters gang fra jeres hotel i Barcelona ligger den berømte boulevard Passeig de Gràcia med elegante facader og butikker. Her kan I træde indenfor i den verdensberømte arkitekt Antoni Gaudís forunderlige univers i Casa Batlló og Casa Milà, to herskabelige huse. Hans leg med lys, former og finurlige detaljer gør, at man hele tiden stopper op. Forbløffet og overrasket over, hvilke usædvanlige og visionære boliger han fik frihed til at skabe dengang for mere end 100 år siden.
Og så er der Gaudís helt store værk, Sagrada Família. Den ufuldendte kirke. De påbegyndte byggeriet i 1882, og de bygger stadig. Udefra er den dramatisk og næsten eventyrlig. Indenfor åbner rummet sig med høje søjler og et lys, der filtreres gennem farvede glas og skaber en stemning, man ikke glemmer.
I kan fylde dagene fra morgen til aften med store seværdigheder. Men oplevelsen af Barcelona bliver i vores optik mere helstøbt, hvis I også fletter et lokalt marked ind eller tillader jer selv en pause i solen på en fortovsrestaurant med udsigt til byens liv. Det er i kombinationen af de store seværdigheder, folkelige oplevelser og stemningsfulde øjeblikke, at Barcelona virkelig gør indtryk.
Efter tre overnatninger i Barcelona skifter rejsen rytme. I afhenter lejebilen i Barcelona og kører nordpå. Storbyens gader bliver gradvist afløst af grønne bakker, pinjetræer og små veje, der snor sig gennem landskabet.
Calella de Palafrugell er en af de kystbyer, der stadig lever sit eget liv med små strande mellem klipperne, hvidkalkede huse og aftener, der leves langsomt.
Hotel Sant Roc ligger på et klippefremspring over havet med frit udsyn til Middelhavet og kystlinjen. Her er sjæl og historie, og atmosfæren føles ægte, varm og helt uimodståelig, når I sætter jer på terrassen og lader blikket glide ud over bugterne.
I flyver til Barcelona og tager en taxa til Gran Hotel Havana. Det er den letteste måde at komme frem på, og I bliver sat af lige ved døren. Hvis I ankommer før værelset er klart, kan I få bagagen opbevaret og tage en tur ud i nærområdet. En kaffe i solen, en let frokost og de første indtryk af byen.
Sidst på eftermiddagen er det oplagt at vende tilbage til hotellet og tage en pause på tagterrassen med pool og udsigt over byens tage.
Om aftenen kan I finde en tapasbar i kvarteret. Barcelona begynder sent, og der er ingen grund til at skynde sig.
De næste to dage har I god tid til at opleve Barcelona i et tempo, hvor byen langsomt folder sig ud. Det er her, I begynder at mærke rytmen, lydene og stemningen, og hvor kontrasterne mellem det storslåede og det helt nære bliver tydelige.
Den ene dag kan I med fordel hellige jer Antoni Gaudí, den verdensberømte catalanske arkitekt, der har sat sit helt særlige præg på byen. Begynd ved Sagrada Família, hans ufuldendte livsværk. Når I træder ind i kirkerummet, rejser søjlerne sig som vældige træer, hvis grene bærer kirkens loft, og lyset filtreres gennem de farvede glas og lægger et næsten meditativt skær over rummet. Det er en oplevelse, der kan tage pusten fra de fleste.
Herefter kan I bevæge jer videre ad Passeig de Gràcia, hvor Gaudí også udfoldede sig i mere hverdagsnære rammer. I Casa Batlló og Casa Milà fortsætter fortællingen i mindre skala, men med samme legende tilgang til former, lys og detaljer. Indenfor opdager man hurtigt, at intet er overladt til tilfældighederne. Selv trapper, vinduer og dørgreb er tænkt ind som en del af helheden. Vil I have hele historien med, kan det anbefales at besøge husene med audioguide, der købes sammen med billetten.
> Få inspiration til oplevelser med Gaudi
Den anden dag bør I give jer selv lov til at opleve Barcelona i øjenhøjde. Barri Gòtic, El Born og El Raval hænger sammen i et net af smalle brolagte gader, små pladser og gårdhaver, hvor hverdagslivet leves side om side med historien. Gå uden en stram plan. Stop, når I har lyst. Barcelona belønner jer, når I giver jer tid.
Flet gerne et marked ind undervejs. La Boqueria er fuld af farver, dufte og liv, mens Mercat de Sant Antoni giver et mere lokalt indblik i byens hverdag. Trænger I til havluft, kan I tage et par timer ved stranden i Barceloneta, inden I vender tilbage til hotellet.
Sidst på eftermiddagen er det oplagt at vende tilbage til Gran Hotel Havana og tage en pause på tagterrassen, inden I går ud og finder en restaurant til endnu en aften i byen.
> Få inspiration til flere oplevelser i Barcelona
> Se vores guide til Barcelonas strande
I afhenter lejebilen i Barcelona og kører nordpå mod Costa Brava. Turen tager kun et par timer, så I kan tage den i roligt tempo.
Ved ankomsten til Calella de Palafrugell tjekker I ind på Hotel Sant Roc. Her får I ikke udleveret et smart nøglekort. I får en rigtig nøgle. Den hænger i et lille dueslag bag receptionen, og den detalje siger faktisk meget om stedet. Det giver plads til en lille snak, et lokalt tip og en anbefaling til dagens bedste gåtur eller et godt bord til i aften.
Når I har pakket ud, er det oplagt at gå ud på terrassen og tage det hele ind. Udsigten strækker sig langs kysten, og havet ligger lige dernede, hvor klipperne møder de små strande.
Om aftenen kan I spise på hotellets restaurant, som er fremragende, både hvad angår maden og udsigten. Her bliver et måltid en del af oplevelsen, når mørket falder på, og lysene langs kysten tændes én efter én.
Dagene ved kysten får hurtigt deres egen rytme. En morgenkaffe med udsigt, en tur ned mod byen og små strandafsnit mellem klipperne, og så tilbage til Sant Roc, hvor terrassen og udsigten kalder på jer.
Camí de Ronda løber lige forbi hotellet og gør det let at gå både nordpå og sydpå langs klipperne. Stien forbinder bugter, klippekyster og små strande, hvor vandet er klart og blåt i solskinnet. Tag badetøj med, så en gåtur nemt bliver til en dukkert undervejs. Spørg gerne i receptionen efter vejen til Playa Golfet, en af de smukke strandperler, der ligger lidt mere gemt.
Til frokost kan I tage det helt roligt på terrassen mellem oliventræerne. Nogle dage vælger I restaurantens menukort, andre dage de mere uformelle frokostretter fra hotellets lille foodtruck. Et glas kold hvidvin, skygge fra træerne og havet lige foran jer. Det enkle er nogle gange det bedste.
> Mere om Cami de Ronda
Med lejebil kan I udforske baglandet kaldet Empordà. I kører ad små veje gennem vinmarker, olivenlunde og bløde bakker, hvor landskabet skifter tempo for hvert sving. Pals og Peratallada er to oplagte stop, hvis I vil have middelalderstemning med brosten, små pladser og huse, der står tæt. Bestil en kaffe i skyggen, kig op på de gamle facader og lad tiden gå lidt langsommere.
Girona er en anden oplagt udflugtsmulighed. Provinshovedstaden er et positivt bekendtskab med en smuk gammel bydel, hvor gaderne snor sig op og ned, og katedralen rejser sig over tagene. Her er det oplagt at slentre rundt i gaderne, shoppe lidt, spise en lang frokost og mærke, at Costa Brava ikke blot handler om havet.
Og så er der aftenerne hjemme i Calella de Palafrugell. Find en restaurant nede ved vandet, bestil en stribe retter til deling og en flaske vin, mens havet ligger mørkeblåt foran jer og samtalerne summer omkring jer.
Når tiden er inde, kører I tilbage mod Barcelona Lufthavn, afleverer lejebilen og påbegynder hjemrejsen. I rejser hjem med fornemmelsen af at have oplevet to sider af Catalonien, der virkelig klæder hinanden.
1
Gran Hotel Havana - Jeres 4-stjernede hotel på rejsen med roof top pool og ideel beliggenhed i hjertet af Barcelona
2
Sagrada Família – Gaudís ikoniske kirke og byens mest kendte vartegn
3
Park Güell – Gaudís farverige park med skulpturer og udsigt
4
Picasso-museet – Kunstmuseum med værker af Pablo Picasso
5
El Born – Kreativt og atmosfærisk kvarter med tapas og butikker
6
Montjuïc – Udsigtspunkt med museer og grønne områder
7
Barceloneta – Byens livlige strand og gamle fiskerkvarter
8
Camp Nou – FC Barcelonas stadion og kulturelt samlingspunkt
9
La Rambla – Berømt gågade i centrum af Barcelona
10
Rambla de Catalunya – Trendy shoppinggade i Eixample
11
Hotel Sant Roc - Jeres dejlige boutique-hotel på rejsen
12
Calella de Palafrugell - En af Costa Bravas smukkeste kystbyer med små strande, hvidkalkede huse og en rolig, ægte middelhavsstemning.
13
Camí de Ronda - Den ikoniske kyststi, der forbinder bugter, klipper og små byer – ideel til vandreture med havudsigt.
14
Begur - Charmerende by med middelalderborg, små gader og udsigter over både kyst og bagland.
15
Pals - Smukt bevaret middelalderby med brostensbelagte gader, stenhuse og en helt særlig historisk atmosfære.
16
Cadaqués – En hvidkalket kystperle med smalle gader, azurblåt hav og kunstnerisk sjæl – romantisk, rolig og uimodståeligt charmerende året rundt.
Barcelona og og Costa Brava - Palafrugell Boutique
Pris pr. person ved 2 voksne & 2 børn
Afrejse: København d. 24. nov. 2026
Find datoer og priser på din rejse her og bestil online.
Du kan prøve igen, eller eventuelt sende os en forespørgsel på vores formular
Kontakt os herUdfyld venligst, og du vil efterfølgende modtage tilbuddet direkte i din indbakke.
Prisen inkluderer
Prisen inkluderer ikke
Vi kontakter dig om dette
Vi kontakter dig om dette
Spørg vores Spanien eksperter
Telefon: 8613 7744 |
Mail: tilbud@cpt.dk
(åben alle hverdage 9-16.30)
Tilpas ferie
Vi kan desværre ikke vise priser på alle datoer, men vi beregner gerne en pris til dig. Er du interesseret i rejsen, og vil du gerne vide, hvad den koster? Så udfyld venligst felterne nedenfor. Vi kvitterer med en eksakt pris på jeres rejse. Helt uforpligtende, naturligvis.
Har du en baby med, skal du regne med et tillæg på kr. 2.500. Husk at oplyse os om, at du har en baby med på rejsen. Det kan du gøre senere i bestillingsforløbet. Anfør venligst babyens fulde navn og fødselsdato.
Læs merePrisgaranti
Kan du købe rejsen billigere et andet sted, så matcher vi prisen og giver dig yderligere 250 kroner i rabat pr. person.
Læs mereFortrydelsesret
Bestiller du online kan du fortryde dit køb indenfor 48 timer - ganske enkelt.
Læs mere