Familiedrevet 3-stjernet strandhotel med lys, liv og havudsigt
Hotellet er besøgt af
Henrik Særmark-Thomsen
Bureauchef i Check Point Travel
Llafranc er en af Costa Bravas små perler. En elegant og afslappet kystby med en bred strand, en rolig strandpromenade og en stemning, der er en anelse mere mondæn end nabobyen Calella de Palafrugell – men stadig nede på jorden. Her leves livet i et behageligt tempo mellem stranden, caféerne og restauranterne langs vandet, med havet som konstant følgesvend.
Midt i det hele ligger Hotel Terramar. Et virkelig godt og velfungerende 3-stjernet hotel, familiedrevet og med en beliggenhed, der er svær at overgå. Hotellet ligger direkte ud til strandpromenaden og stranden, så I har sand, hav og byliv lige foran jer – og udsigt til Middelhavet fra både restaurant og fællesarealer.
Et varmt velkommen og ægte engagement
Vi dukker op helt uanmeldt og bliver mødt med det samme. Maria, som er en del af familien bag hotellet, slipper det, hun har i hænderne, og tager imod med smil, energi og oprigtig interesse. Den entusiasme og varme sætter tonen fra første øjeblik.
Hotel Terramar drives med nærvær og engagement, og det mærkes tydeligt. Stemningen er imødekommende og afslappet, og selvom hotellet er af en vis størrelse, føles det personligt og overskueligt. Her bliver man set – uden at det bliver formelt.
Lyst, velholdt og indbydende
Hotellet er relativt nyrenoveret og fremstår lyst, moderne og velholdt. Værelserne er indrettet i lyse farver med et enkelt og tidssvarende udtryk, og hotellet tilbyder hele ni forskellige værelsestyper, herunder også værelser, der kan rumme familier. Det giver en fleksibilitet, man sjældent finder på strandhoteller med denne beliggenhed.
Restaurant, pinjetræer og udsigt til det blå hav
Hotellets restaurant ligger direkte ud mod strandpromenaden og har udsigt til havet. Her serveres frokost, kaffe og kolde drikke ved bordene under pinjetræerne – med stranden og Middelhavet lige foran jer. Det er et sted, hvor man let bliver siddende lidt længere end planlagt, mens livet på promenaden glider forbi.
Hotellet har også en møbleret tagterrasse med liggestole og hyggelige opholdskroge, hvor I kan slå jer ned og nyde udsigten over bugten fra oven. Et roligt sted at trække sig tilbage midt på dagen eller sidst på eftermiddagen, når lyset bliver blødere over kysten.
Strandliv og kystvandringer
Fra hotellet er der kun få skridt til stranden, som er en af de bedste på kysten. Samtidig ligger den smukke kyststi Camí de Ronda i kort gåafstand. Her kan I gå langs klipperne til Calella de Palafrugell den ene vej eller mod mere åbne kyststrækninger den anden – med små bugter, udsigtspunkter og havet som fast følgesvend.
Hotel Terramar er et sted, I vælger for beliggenheden og stemningen. Med havet foran jer, strand og restauranter lige uden for døren og kysten inden for rækkevidde bor I midt i det hele – på den bedst tænkelige måde.
Værelser på Hotel Terramar
Hotel Terramar er et gennemført og velfungerende 3-stjernet strandhotel med hele ni forskellige værelsestyper, hvilket giver god fleksibilitet for både par og familier. Værelserne er relativt nyrenoverede og fremstår lyse, indbydende og velholdte med fokus på komfort og funktionalitet.
Alle værelser har eget badeværelse, aircondition, tv, gratis wifi, værdiboks og hårtørrer.
Dobbeltværelserne kan være indrettet med enten dobbeltseng eller to enkeltsenge, alt efter værelsets udformning og tilgængelighed – helt almindeligt for familieejede hoteller i Spanien.
Hotellet råder primært over dobbeltværelser, men tilbyder også familieværelser og junior suites. Der findes ikke connecting rooms.
Nogle værelser her terrasse/balkon.