Ikonisk 4-stjernet hotel med atmosfære og byens bedste beliggenhed
Hotellet er besøgt af
Henrik Særmark-Thomsen
Bureauchef i Check Point Travel
Nerja har mange gode hoteller – men ét sted skiller sig ud. Hotel Balcón de Europa er uden sammenligning byens mest ikoniske hotel. Det ligger præcis dér, hvor den berømte udsigtsterrasse Balcón de Europa rager ud over havet, med kystlinjen strakt ud til begge sider og Middelhavet lige nedenfor. Udsigten herfra bliver man aldrig træt af – hverken morgen, eftermiddag eller i de bløde aftentimer.
Hotellet åbnede i 1962 og har siden været i samme families eje. Det er et klassisk 4-stjernet hotel med historie, tyngde og atmosfære – og med en beliggenhed, der ganske enkelt ikke kan kopieres.
Et hotel med historie og personlighed
Vi bliver vist rundt på hotellet af Estella, der fortæller med tydelig stolthed om hotellets historie og den familie, som stadig står bag. Selvom hotellet er af en vis størrelse, har det bevaret en ro og en atmosfære, som føles både personlig og velafbalanceret.
Mange gæster vender tilbage år efter år – nogle booker endda deres næste ophold allerede ved afrejse. Det siger en del om stedets kvalitet og stemning.
Udsigt, caféstemning og strandliv
Fra hotellets café og restaurant har I samme fantastiske udsigt som fra Balcón de Europa. Her kan I sidde med et glas vin eller en kop kaffe, mens eftermiddagssolens gyldne lys rammer bjergene langs kysten og havet skifter farve.
Nedenfor hotellet ligger stranden, og selvom alle strande i Spanien er offentlige, har hotellet gjort det let at nyde strandlivet. I kan låne strandhåndklæder samt foldestole og liggestole og tage dem med ned på stranden lige foran hotellet. Om sommeren holder hotellets beach club også åbent om aftenen – et skønt sted at sidde helt nede ved vandet, høre havet og mærke den lune brise, mens aftensmaden serveres.
Solterrasser og afslapning
Hotellet har flere udendørsområder, herunder en østvendt solterrasse og en tagterrasse med en lille infinitypool. Poolen er ikke stor i forhold til hotellets størrelse, men fungerer fint som et sted at køle af – og med byens mange små bugter og frit tilgængelige strande lige rundt om hjørnet, er alternativerne mange.
Derudover tilbyder hotellet fitness, sauna og et courtesy room, som kan bookes i forbindelse med hjemrejse – en fin detalje, hvis I ønsker et sidste bad og et roligt øjeblik, inden turen går mod lufthavnen.
Hotel Balcón de Europa er et hotel, man vælger for beliggenheden, udsigten og atmosfæren. Et klassisk og veldrevet hotel midt i byen – med havet for fødderne og Nerjas liv lige uden for døren.
Værelser på Hotel Balcón de Europa
Hotel Balcón de Europa har 108 værelser fordelt på flere kategorier. Indretningen er klassisk og nydelig med kvalitetsmøbler og marmorgulve. Badeværelserne er generelt lidt kompakte, hvilket afspejler hotellets alder, men kvaliteten er god, og helhedsindtrykket er solidt og velholdt.
Alle værelser har aircondition, wifi, tv, værdiboks, minibar, hårtørrer og eget badeværelse.
👉 Hotellet har enkelte værelser uden balkon, som vi ikke benytter. I vores rejser inkluderer vi altid værelser med balkon eller altan, så I får fuldt udbytte af hotellets helt unikke beliggenhed.