Barfodsluksus, paradisstrand og egen villa
Hotellet er besøgt af
Henrik Særmark-Thomsen
Bureauchef i Check Point Travel
Vi har gang i nogle fantastiske dage på High Season Pool Villa & Spa, hvor vi bor i en stor og smuk poolvilla, omgivet af ro og frodiggrønne omgivelser. Med 2 minutter i flipflopper ned til den smukke, hvide sandstrand og omtrent det samme til morgenmaden, som er den slags, man tager billeder af for at sende hjem til familie og venner. Men det bedste ved det hele er atmosfæren, der nærmest omgående sender os på hvilepuls og indstiller sindet på afslapning og nydelse.
Naturlig ro og sanselige indtryk
Luften er varm og salt. Duften af blomster og solvarmt træ blander sig med lyden af bølger, der skvulper dovent ind mod kysten. Her er ikke stille. Snarere fredfyldt. Palmeblade, der rasler i vinden. Cikader, der synger et sted i det grønne. Og havets rytmiske åndedræt. Lyde man lægger mærke til, fordi roen her er dyb og naturlig.
Privat luksus i Deluxe Pool Villa
Min voksne datter Ellen og jeg bor i en Deluxe Pool Villa. Det er deres ”laveste” kategori. Ellen må leve med, at hendes far er nordjyde. Jeg vil gerne være sikker på, at jeg får noget for pengene. Her bliver min tvivl gjort til skamme. Villaen ligger privat, skjult bag smukt træværk, palmer, tropiske træer og blomstrende buske. Som en lille, privat ø med egen pool og en skyggefuld, møbleret veranda, hvor jeg napper en friskbrygget kaffe i de tidlige morgentimer, mens solen står op, og fuglene tager over fra cikaderne.
Indretning med fokus på ro og komfort
Villaen er på hele 95 m². Den er enkelt og luksuriøst indrettet. Lige indenfor døren er der et hyggeligt stueafsnit, og herfra er der blot et par trin op til soveværelset, der er som en sval hule med lækre, bløde tekstiler. Badeværelset føles enormt og har både regnbruser og et elegant indendørs badekar. Det hele føles gennemført og gennemtænkt – skabt med respekt for roen på Koh Kood.
Paradisstranden lige udenfor døren
Stranden foran resortet er som de paradisstrande, man ser på de sociale medier og tænker: ”Ser det mon sådan ud i virkeligheden?” Det gør det her på High Season Pool Villa & Spa. Stranden er hvid og blød som flormelis, og det klare turkisblå vand strækker sig fredeligt ud mod horisonten. Om eftermiddagen hænger solen lavt over havet og bader det hele i gyldent lys. Resortet vender mod vest, så man får solnedgangen serveret hver aften – måske med en drink og tæerne begravet i sandet i hotellets beach bar.
En morgenmad ud over det sædvanlige
Vi er nødt til lige at vende morgenmaden. Det er den vildeste, jeg nogensinde har fået serveret. Og det siger ikke så lidt. Vi sidder med udsigt til havet og lader os forkæle med et overflødighedshorn af lækkerier og retter bestilt fra menukortet og serveret med friskpresset juice og friskbrygget kaffe. Der er også bobler på køl, hvis man er i det humør. Det kan man let komme på dette sted!
Eventyr og oplevelser på øen
Hvis I kan løsrive jer fra morgenbordet og atmosfæren på hotellet, så lej en scooter hos personalet i receptionen og kør ud i øens grønne landskab. Her er næsten ingen trafik, kun små veje, der bugter sig gennem et frodiggrønt bakkelandskab dækket af regnskov og plantager. Et par lokale restauranter og en lille købmand ligger i gåafstand fra resortet, og receptionen hjælper gerne med at arrangere bådture, snorkling ved koralrev eller en stille vandretur til et af øens vandfald.
Afslapning og forkælelse i spa’en
Og så er der jo spa’en, hvis man synes, at man liiige skal forkæle sig selv lidt. Den ligger skjult mellem grønne planter og lavendelfarvede blomster, og der dufter af lemongrass, når man træder indenfor. De kan deres kram. Behandlingerne er nænsomme og præcise. Og tiden forsvinder, når man ligger der på briksen. Det er utroligt, hvor mange gange man kan føle behov for massage, når man absolut intet laver.
Essensen af barfodsluksus
For mig er High Season Pool Villa & Spa essensen af barfodsluksus. Her handler det ikke om at imponere, men om at lade roen, skønheden og de små detaljer gøre arbejdet. Det er den slags luksus, der træder varsomt, men alligevel sætter dybe spor. Det er en oplevelse. Et sted og et ferieminde, som vi vil huske i lang tid.