★★★★★ på Trustpilot
Dækket af Rejsegarantifonden
Hanoi, Hué og badeferie i Hoi An
Pris pr. person ved 2 voksne & 2 børn
Afrejse: København d. 04. maj 2026
Find datoer og priser på din rejse her og bestil online.
Du kan prøve igen, eller eventuelt sende os en forespørgsel på vores formular
Kontakt os herUdfyld venligst, og du vil efterfølgende modtage tilbuddet direkte i din indbakke.
Prisen inkluderer
Prisen inkluderer ikke
Der kan medbringes 30 kg. indskrevet bagage og 1 stk. håndbagage.
Det er ikke nødvendigt med turistvisum på denne rejse. Husk at jeres pas skal være gyldige i 6 måneder efter udrejse af Vietnam.
Ca. 10 dage inden afrejse fremsender vi jeres afrejsepapirer med præcise mødetider- og steder.
Spørg vores Vietnam eksperter
Telefon: 8613 7744 |
Mail: tilbud@cpt.dk
(åben alle hverdage 9-16.30)
Tilpas ferie
Vi kan desværre ikke vise priser på alle datoer, men vi beregner gerne en pris til dig. Er du interesseret i rejsen, og vil du gerne vide, hvad den koster? Så udfyld venligst felterne nedenfor. Vi kvitterer med en eksakt pris på jeres rejse. Helt uforpligtende, naturligvis.
Har du en baby med, skal du regne med et tillæg på kr. 2.500. Husk at oplyse os om, at du har en baby med på rejsen. Det kan du gøre senere i bestillingsforløbet. Anfør venligst babyens fulde navn og fødselsdato.
Læs merePrisgaranti
Kan du købe rejsen billigere et andet sted, så matcher vi prisen og giver dig yderligere 250 kroner i rabat pr. person.
Læs mereFortrydelsesret
Bestiller du online kan du fortryde dit køb indenfor 48 timer - ganske enkelt.
Læs mereOplev Vietnams mangfoldighed med tre unikke stop: fra stemningsfulde gader og gadekøkkener i Hanoi, til kejserlige minder og flodliv i Hué – og videre til bløde sandstrande og afslappet rytme i Hoi An. En rejse i roligt tempo med plads til nærvær, kultur og strandliv – og hoteller med atmosfære hele vejen.
Rejsen starter i Vietnams farverige hovedstad Hanoi, hvor gadekøkkener, templer og gamle franske villaer og livlige markeder danner ramme om det lokale hverdagsliv. Herfra rejser I med nattog til kejserbyen Hué, hvor floden slynger sig forbi citadeller, kejsergrave og fredelige pagoder. I afslutter rejsen med seks nætter i strandbyen An Bang ved Hoi An, hvor rismarker, lanterner og roligt tempo sætter stemningen. Undervejs bor I på håndplukkede hoteller med atmosfære og god beliggenhed, og al transport foregår privat, så I rejser i jeres eget tempo.
Rejsen begynder, og kursen er sat mod Vietnam. Undervejs er der tid til at læne sig tilbage og glæde sig til det, der venter: duften af gadekøkkener, roen ved floderne og en hel uge med fødderne i sandet.
Ved ankomsten til Hanoi bliver I mødt af jeres chauffør og kørt til The Q Boutique Hotel – et lille, stemningsfuldt hotel med moderne komfort og en fredelig atmosfære midt i den gamle bydel.
Efter indtjekning kan I tage en rolig gåtur i nærområdet og få første fornemmelse af byens liv. Gaderne er smalle og fulde af aktivitet: scootere, gadekøkkener, små templer og butikker, hvor man sælger alt fra røgelsespinde til rispapir.
En spadseretur rundt om Hoan Kiem-søen byder på grønne træer, folk i samtale og unge par, der tager billeder ved den ikoniske røde bro. Sæt jer på en fortovscafé med en vietnamesisk iskaffe og nyd tempoet – både det hektiske og det rolige.
Når mørket falder på, åbner natmarkedet i den gamle bydel. Her kan I gå på jagt efter alt fra lanterner og tekstiler til små gaver – og finde et sted med bia hoi og dampende nudler serveret ved lave borde i gadelyset.
Stå tidligt op og tag en tur forbi en af byens parker eller langs Hoan Kiem-søen, hvor morgengymnastik og tai chi udføres i flokke – en fredelig, nærværende del af byens rytme.
Efter morgenmaden er det oplagt at besøge Litteraturtemplet, hvor de fredelige gårde og damme med lotusblomster emmer af historie. Derefter kan I fortsætte til Ho Chi Minhs mausoleum og de omkringliggende haver, hvor storhed og enkelhed går hånd i hånd.
Tag videre til Long Bien-broen, bygget af franskmændene og stadig i brug. Herfra kan I gå over floden til Banana Island, et grønt åndehul midt i byen, hvor livet leves i et andet tempo – med palmer, jordveje og små haver.
Læs mere om Hanois seværdigheder.
Eftermiddagen kan bruges i det franske kvarter, hvor brede boulevarder, kolonibygninger og hyggelige caféer skaber en anden stemning. Til aften er en streetfood-tur med lokal guide et højdepunkt – her smager I jer gennem bun cha, egg coffee, banh cuon og hører historier, der ikke står i guidebøgerne.
I kan også gå i fodsporene på utallige instagrammere og nyde en forfriskning lige ved siden af togskinnerne ind mod banegården i Hanoi. Det er med at trække maven ind, når toget kommer forbi, helt tæt på de opstillede stole og borde. Flere steder har de lokale sat det i system og opkræver entre – der kan tjenes penge på alt i Vietnam.
I dag har I god tid til at fordybe jer i byen på jeres egne præmisser. Stå tidligt op og besøg Quang Ba blomstermarked, hvor lastbiler fyldt med roser, liljer og lotusblomster vælter ind før solopgang, og stemningen er farverig og intens.
Tag derefter en tur til West Lake – byens største sø – hvor I kan besøge den smukke Tran Quoc-pagode, gå en tur langs søbredden eller finde en rolig café med udsigt over vandet.
I kan også tage tilbage til det gamle kvarter og gå på opdagelse i små antikvitetsbutikker og værksteder, spise frokost i en gårdhavegemt restaurant eller bare slentre og nyde stemningen. Her lever det lokale liv side om side med turisterne, og det er netop blandingen, der gør Hanoi så levende og vedkommende.
Om aftenen kan I nyde en drink på en tagterrasse med udsigt over de oplyste gader og runde dagen af med en middag på en stemningsfuld restaurant i den gamle bydel.
Det er jeres sidste dag i Hanoi – og der er stadig tid til at få mere med hjem. Måske vil I tage cykler eller en rickshaw til Dong Xuan-markedet, hvor I kan købe små souvenirs eller blot lade jer opsluge af stemningen.
Eller måske vender I tilbage til et sted, der gjorde særligt indtryk: parken ved søen, gyden med de bedste nudler, en bestemt café med udsigt over det hele. Der er også mulighed for et sidste besøg på Banana Island eller en stille stund i et tempel, I ikke nåede tidligere.
Hen mod aftenen bliver I hentet og kørt til togstationen, hvor Genforeningsekspressen venter. I stiger ombord i en 4-personers soft class-sovekupé, og snart glider toget ud i mørket – gennem landsbyer og marker, forbi blinkende lys og fjerne bjergsilhuetter.
En rolig nat begynder, mens I vugges sydpå – med næste stop: kejserbyen Hué.
Tidligt om morgenen ankommer I til Hué, hvor jeres chauffør venter på perronen og kører jer direkte til Spatel d’Annam – et charmerende hotel i grønne omgivelser, ikke langt fra Parfume-floden. Værelset bliver først klar senere på dagen, så stil bagagen fra jer og gå på opdagelse – eller nyd en stille stund ved hotellets pool.
Hué har en særlig ro over sig. Floden bugter sig fredeligt gennem byen, og rundt om ligger templer, paladser og haver, der vidner om Vietnams kejserlige storhedstid.
Når I er klar, kan I tage på en rolig opdagelsestur – måske til Thien Mu-pagoden, som ligger højt på en bakke med udsigt over vandet, omgivet af fyrretræer og duften af røgelse. I kan også gå en tur langs flodpromenaden, hvor både og små markeder skaber en afslappet rytme.
Hen på eftermiddagen er det oplagt at krydse broen til den gamle bydel og besøge Citadellet – en imponerende befæstet by med porte, søjlegange, templer og haver. Her fornemmer man historiens vingesus, og det er let at forestille sig hoffets liv, som det udspillede sig bag murene.
Om aftenen kan I spise middag på en restaurant ved floden eller i en af byens gamle villaer, hvor der serveres klassiske retter inspireret af det kejserlige hofkøkken. Stemningen er rolig og stemningsfuld – og en fin afrunding på jeres første dag i Hué.
Dagen i dag kan bruges til at udforske de berømte kejsergrave syd for byen. Her ligger gravkomplekserne som fredelige oaser i grønne bakker – med søer, pavilloner og alléer omgivet af lotus, fyr og frangipani-træer.
Minh Mang-graven er symmetrisk og stramt komponeret – som et udtryk for orden og magt, mens Tu Duc-graven emmer af poesi og eftertanke med sin sø, skov og små pavilloner, hvor kejseren selv plejede at digte og fiske i ensomhed.
Undervejs kan I tage en bådtur på Parfume-floden, hvor det stille vand og de grønne bredder giver en særlig ro. Her flyder nuet med, og stemningen er som et langsomt digt i bevægelse.
Læs mere om hvad I kan opleve i Hué.
Vil I tilbage til bylivet, kan I om eftermiddagen opsøge Dong Ba-markedet – Hués største og ældste marked, hvor det lokale liv folder sig ud i alle farver og lyde. Her sælger kvinder i rishatte grøntsager, fisk og frugt fra små boder, mens duften af lime, tørret blæksprutte og frisk koriander blander sig i luften.
Der er bjerge af ris, kurve med chili og kanel, og i de indre gange hænger silkestoffer side om side med bambusredskaber og plastiklegetøj. Sæt jer på en lille plastikskammel og smag en skål bun bo Hué – byens egen krydrede nudelsuppe – serveret rygende varm og med masser af frisk mynte og lime.
Markedet summer af samtaler, grin og prutten om priser – og det er her, man for alvor mærker pulsen i det Hué, der ikke optræder på postkortene, men som bor i hverdagens rytme.
Om aftenen kan I vælge mellem gadekøkkener og restauranter i stemningsfulde omgivelser – med synet af floden, lyden af cikader og smagen af frisk koriander og stjerneanis i baggrunden. En dag, der forener det storslåede og det stille.
Efter gårsdagens historiske vingesus og naturoplevelser har I i dag mulighed for at dykke endnu længere ned i Hués mere hverdagsnære liv. Start måske dagen med en morgentur langs flodpromenaden, hvor lokale motionerer og små mobile køkkener begynder at rulle ud.
Hotellet stiller cykler til rådighed, og det er oplagt at tage på tur gennem det fredelige landskab sydøst for byen. En smuk rute fører jer gennem rismarker og grønne områder til landsbyerne Thanh Tien og Sinh, der begge er kendt for deres traditionelle håndværk. I Thanh Tien fremstilles farverige papirblomster til lokale ceremonier, mens Sinh er berømt for sin unikke folkekunst – traditionelle træsnit, der fortæller hverdagens historier.
Livet her går i et andet tempo. Bøfler græsser i markkanterne, og børn vinkler nysgerrigt, mens I triller forbi. Undervejs kan I spise frokost hos en lokal familie eller på en enkel landsbyrestaurant, hvor retterne laves fra bunden med friske urter og grønt fra haven.
Om eftermiddagen kan I forkæle jer selv med lidt ro og komfort – måske en traditionel vietnamesisk fodmassage, en tur på hotellets terrasse med te og udsigt, eller bare et hvil i skyggen.
Spis som en kejser
Hvis den sidste aften i Hué skal være noget særligt, så bestil bord og nyd en middag på Ancient Hue Restaurant – en stemningsfuld restaurant indrettet i en traditionel havevilla. Her serveres retter inspireret af kejsertidens køkken, og omgivelserne med lanterner, damme og friseret have gør oplevelsen både romantisk og forankret i byens ånd. Et smukt punktum for jeres ophold i Hué.
Efter morgenmaden forlader I Hué og bliver hentet af jeres chauffør. Turen sydpå er smuk og varieret – gennem grønne bjerge, forbi små landsbyer og ud mod kysten, hvor havet dukker op i horisonten og følges med jer hele vejen mod Hoi An. I krydser Hai Van-passet, hvor bjergene rejser sig dramatisk over kysten, og udsigterne skifter med hvert sving.
Fremme i Hoi An indlogeres I på Daisy An Bang Villa – et lille, fredeligt hotel få minutters gang fra stranden i An Bang. Her venter seks dage med palmesus, poolliv og mulighed for at udforske én af Vietnams smukkeste byer. Brug resten af dagen på at lande. Tag en tur til stranden, slap af i haven, eller find en lille strandbar med kolde drikke og fødderne i sandet. Når solen går ned, kaster den sit gyldne lys hen over bølgerne – og roen breder sig.
Jeres hotel ligger ved An Bang Beach, 5-10 minutters kørsel fra centrum af Hoi Ans historiske bydel. Vel fremme er det tid til at nyde en velfortjent dukkert og måske nogle timer i eftermiddagssolen på den skønne An Bang strand. I området omkring hotellet finder I adskillige hyggelige restauranter, stemningsfulde caféer og små butikker samt minimarkeder, så I kan proviantere til strandturen.
Skulle sulten melde sig eller trænger I til en forfriskning i skyggen, er der et godt udvalg af lokale spisesteder. Alternativt er det kun en kort køretur til Hoi Ans gamle bydel, hvor hyggelige restauranter, kaffebarer og caféer er indrettet i de historiske huse. Udvalget er imponerende, og kvaliteten er i top de fleste steder, så find den restaurant, der passer bedst til jer – husk I er her i flere dage, så I har god til at prøve lidt af hvert.
I har rigtig god tid til at slappe af på stranden under opholdet i Hoi An. Nyde den afslappede stemning omkring An Bang Beach. Fordøje nogle af de mange store oplevelser på rejsen. Komme helt ned i tempo og blot tage dagene, som de kommer.
Er I ikke helt færdige med at gå på opdagelse, kan I passende tage hul på Hoi An med en spændende byvandring i den UNESCO-fredede gamle bydel, hvor det er nemt at hyre en lokalguide til at fortælle historien om dengang Hoi An var en af Sydøstasiens vigtigste handelsbyer på lige fod med Macau og Penang.
I dag fremstår Hoi An som en velbevaret handelsby fra kolonitidens Vietnam med atmosfærefyldte og bilfri gader, små hyggelige caféer og butikker indrettet i de fredede historiske bygninger. Så der er noget om snakken, når vietnameserne taler om Hoi An som Vietnams smukkeste by.
Start dagene med morgenmad ved poolen eller på jeres egen terrasse, inden I begiver jer ud i området. Hotellet stiller cykler til rådighed, og det er en oplevelse i sig selv at trille gennem rismarkerne, hvor vandbøfler græsser, og bønderne arbejder i roligt tempo under den varme sol.
Besøg den gamle bydel i Hoi An – blot 10 minutters cykeltur væk – hvor gule facader, træskodder og japanske broer danner rammen om en stemning, der føles som at træde ind i en anden tid. Her kan I lade jer føre med af lanternernes farver, købe silkestoffer og te i små butikker, eller nyde en frokost i skyggen af et gammelt købmandshus.
Der er også mulighed for at tage på madlavningskursus, besøge øen Cam Kim med sine fredelige landsbyer og håndværkstraditioner, eller tage på sejltur i kurvebåde gennem lavvandede kanaler med vandkokospalmer på begge sider.
Vil I blot være, er stranden lige ved hånden. Her venter sand, skygge og det bløde brus fra havet – og langs kysten ligger små barer og restauranter, hvor I kan nyde frisk grillet fisk, vietnamesisk salat og kolde drikke med tæerne i sandet.
Om aftenen forvandler Hoi An sig, når mørket falder på og lanternerne tændes. Byen bliver blød i lyset, og floden glitrer med små både og levende lys. I kan spise på en stemningsfuld restaurant i den gamle by eller tage tilbage til stranden og runde dagen af i ro og varme.
Dagen starter i roligt tempo. Måske med en tidlig svømmetur, mens stranden stadig ligger fredelig og næsten øde. Solen står op over rismarkerne bag jer, og en let morgenvind får palmerne til at danse sagte.
I har tid til at nyde en sidste kop kaffe på terrassen, tage en tur langs kysten eller måske købe den lille gave, I ikke fik med dagen før. På hotellet kan I pakke i fred og ro, inden I bliver hentet og kørt til lufthavnen i Da Nang.
Her begynder hjemrejsen – med kroppen fuld af varme, og hovedet fyldt med billeder: lanternerne over floden, kejserportene i Hué, stemningen i Hanois gader og lyden af bølger, der skyller ind over stranden i An Bang.
I lander i Danmark – med taskerne måske lidt tungere, men med hjertet lettere. I har oplevet tre vidt forskellige steder i Vietnam, hver med sit eget tempo og sin egen tone. En rejse, der både gav plads til at opleve og til bare at være – og som for mange bliver starten på en længsel efter at vende tilbage.