Dækket af Rejsegarantifonden
Vancouver er flere gange blevet kåret til en af verdens bedste byer at leve i, og som I selv vil erfare, ligger byen helt fantastisk placeret, omgivet af vand og bjerge. Byens centrum er præget af moderne skyskrabere og højhuse. Det kunne måske lyde lidt forretningsagtigt og kedeligt, men det er bestemt ikke tilfældet. Der er et fantastisk leben med masser af butikker, forretninger og restauranter, og det skyldes det faktum, at de store bygninger overvejende er beboelse. Vancouver downtown (centrum) er heldigvis heller ikke større end at I kan gå rundt til fods til de fleste seværdigheder
Vancouver er en smuk by og en af de bedste måder at opleve byen på er på cykel. Så lej en cykel og kør en tur til Stanley Park, der er byens mest populære rekreative område. Stanley Park er byens store, grønne hjerte. Et stykke canadisk vildmark midt i storbyen.
Her er stier og cykelstier med udsigt til havet, skærgården og byens skyskrabere, der står med bjergene i nord som bagtæppe. Her er skovområder og søer (Beaver Lake og Lost Lagoon), hvor man I skumringen kan opleve både vaskebjørne og bævere. Parken er desuden hjemsted for mange forskellige fuglearter, og der er gode chancer for både at se elegante hejrer og hvidhovedet havørn. Glem ikke at lægge vejen forbi Brockton Point, hvor I kan se en samling af kystindianernes imponerende totempæle. Hvis solen skinner og vejret er godt, så overvej at tage badebukser og et håndklæde med på turen. Byens vel nok bedste strand ligger i Stanley Park. Den hedder English Bay Beach. Er det lidt for køligt til en dukkert, så tag forbi alligevel for stemningen og for solnedgangen.
Snyd ikke jer selv for en gåtur langs den smukke ”Vancouver Seawall”-rute. Endelig rummer parken også Canadas største akvarium, Vancouver Aquarium, hvor I blandt andet kan opleve søløver, havoddere, beluga-hvaler og havskildpadder på nærmeste hold.
Et andet spændende sted er Granville Island, en lille ø, der ligger tæt på byens centrum. Her finder i Granville Island Public Market. Det er et kæmpestort, overdækket marked med et hav af boder, hvor man kan købe alt fra grøntsager og blomster over friskfanget fisk til brød og syltetøj fra lokale leverandører. Her er det helt oplagt at nyde en god frokost.
Foruden markedet byder Granville Island også på små gallerier med lokale kunstnere, butikker, caféer, teatre og biografer, så sæt god tid af til besøget.
Har I lyst til en god museumsoplevelse, så kan vi varmt anbefale Museum of Anthropology også kaldet MOA. Vancouvers antropologiske museum er, udover at være en arkitektonisk genistreg af den kendte arkitekt, Arthur Erickson, et rigtig godt udgangspunkt for at forstå byens og områdets kulturelle historie. Her finder I udstillinger, der belyser tiden fra indianerne dominerede området op til nutidens moderne kunst og Vancouvers integration i det internationale samfund. Nogle af de mest imponerende samlinger er de store og varierede totempæle og farverige masker.
Museet ligger lidt uden for centrum, men det er bestemt et besøg værd. Fra Granville Street kan man tage bus nr. 4 til UBC, der er en forkortelse for University of British Columbia. Der er flere daglige rundvisninger med dygtige guider, der på en levende og interessant måde fortæller om landets oprindelige befolkning.
Ønsker I at høre mere om vores rejser til Canada, er I meget velkomne til at ringe til os på telefon 86 13 77 44. I kan også sende os en rejseforespørgsel og få et uforpligtende tilbud.
21
dageFra kr. 16.350
Pris pr. person ved 2 voksne & 2 børn16
dageFra kr. 12.700
Pris pr. person ved 2 voksne & 2 børn