Find din rejse
Vælg et rejsemål
Voksne
- +
Børn
- +
Biblioteca Pública Arús Barcelona Shutterstock 2324708793
Oplev Barcelonas skjulte perler Arkitektur, parker og borgerkrig

Barcelonas skjulte perler

Steder med historie, karakter og en særlig atmosfære. Her er vores bud på nogle af Barcelonas skjulte perler. Steder, der giver jer en lidt anden oplevelse af byen, og som passer godt ind mellem de store klassikere.

Barcelona har sine store klassikere, og dem skal I naturligvis opleve. Sagrada Família, Casa Batlló, La Pedrera, Park Güell, det gotiske kvarter og havnefronten hører til blandt byens store seværdigheder med god grund.

Men Barcelona bliver endnu mere interessant, når I også giver jer tid til de steder, der ligger lidt ved siden af den mest oplagte rute. Steder med historie, arkitektur, ro, særpræg og personlighed. Ikke nødvendigvis hemmelige steder, for Barcelona er en stor og besøgt by. Men steder, der stadig kan give følelsen af at have fundet noget særligt.

Biblioteca Pública Arús Barcelona Shutterstock 2324708793

Biblioteca Pública Arús

Biblioteca Pública Arús er præcis den slags sted, man let kunne gå forbi uden at vide, hvad der gemmer sig indenfor. Biblioteket ligger på Passeig de Sant Joan og blev grundlagt i slutningen af 1800 tallet af Rossend Arús, der ønskede at skabe et sted for viden, fri tanke og oplysning.

Træder I ind, skifter Barcelona karakter. Her er mørkt træ, gamle reoler, historisk tyngde og en atmosfære, der føles mere som et privat vidensrum end en klassisk seværdighed. Biblioteket rummer blandt andet samlinger med tilknytning til frimureri, arbejderbevægelse, anarkisme og socialhistorie, og det giver stedet en anden kant end mange af byens mere kendte monumenter.

Læg også mærke til kopien af Frihedsgudinden ved indgangen. Den står ikke bare som en sjov detalje, men som et symbol på frihed, viden og oplysning. Det siger meget om bibliotekets ånd og gør besøget til noget mere end et kig ind i et smukt rum. Det er et lille stykke Barcelona med idealer, historie og personlighed.

Recinte Modernista de Sant Pau

Recinte Modernista de Sant Pau er en af de oplevelser i Barcelona, som mange førstegangsrejsende overser, og det er egentlig lidt mærkeligt. For stedet har både stor arkitektonisk wow-effekt og en historie, der gør indtryk.

Det tidligere hospital blev tegnet af Lluís Domènech i Montaner, en af de store skikkelser i catalansk modernisme, og anlægget er i dag optaget på UNESCOs verdensarvsliste sammen med Palau de la Música Catalana. Her handler modernismen ikke kun om smukke facader. Den blev brugt til at skabe lys, luft, haver og værdighed omkring pleje og sygdom.

I dag kan I gå gennem pavilloner, tunneller, haver, mosaikker, kupler og detaljer i tegl, keramik og farvet glas. Det føles næsten som en lille modernistisk by i byen. Og netop derfor er Sant Pau så stærk en oplevelse. Den viser, at Barcelonas arkitektoniske storhed ikke kun tilhører Gaudí.

Sant Pau ligger desuden ikke langt fra Sagrada Família, så de to steder kan med fordel kombineres. Først Gaudís ufuldendte basilika. Derefter Domènech i Montaners hospitalsby med kupler, haver og mosaikker. Det giver en smuk og mere nuanceret dag i modernismens Barcelona.

Recinte Modernista De Sant Pau Barcelon
Casa Vicens Barcelona Shutterstock 2226109027

Casa Vicens

Casa Vicens er Gaudí, men i et helt andet format end de store klassikere. Det var hans første større hus i Barcelona og er i dag optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Her møder I ikke den modne Gaudí fra Sagrada Família eller Casa Batlló, men en yngre arkitekt, der allerede leger med farver, fliser, mønstre, naturformer og orientalske inspirationer.

Huset ligger i Gràcia, og det passer egentlig godt. For Gràcia har stadig noget af den selvstændige landsbystemning, som kvarteret havde, før det blev opslugt af Barcelona. Her føles besøget mindre monumentalt og mere intimt end ved flere af Gaudís mest besøgte værker.

Casa Vicens er især oplagt til jer, der gerne vil opleve Gaudí med lidt færre mennesker omkring jer og i en skala, hvor detaljerne er lettere at komme tæt på. Farverne, de keramiske fliser, jernarbejdet og de grønne mønstre giver huset en næsten eksotisk karakter. Det er ikke det største Gaudí-værk i byen, men det er et af de steder, hvor man tydeligt fornemmer begyndelsen på noget stort.

Plaça de Sant Felip Neri

Plaça de Sant Felip Neri er en lille plads i det gotiske kvarter, men den føles som et andet tempo midt i den gamle by. Man kommer ind gennem de smalle gader, og pludselig åbner der sig et stille rum med kirke, stenfacader, springvand og en stemning, der næsten får folk til at sænke stemmen.

Det er ikke en plads, der imponerer med størrelse eller pragt. Den gør indtryk på en anden måde. Murene bærer spor fra bombardementerne under den spanske borgerkrig, og det giver stedet en alvor, man bør møde med respekt. Her bliver Barcelona ikke kun smuk og stemningsfuld. Den bliver også historisk og sårbar.

Plaça de Sant Felip Neri er et godt eksempel på, at en skjult perle ikke altid behøver være farverig eller spektakulær. Nogle steder bliver siddende, fordi de er stille. Fordi de fortæller noget, uden at råbe. Og fordi de viser en side af Barcelona, man let overser, hvis man kun følger strømmen gennem de travleste gader.

Plaça De Sant Felip Neri Barcelona
Llobera Barcelona Shutterstock 2635494585

Jardins de Mossèn Costa i Llobera

På Montjuïc ligger Jardins de Mossèn Costa i Llobera, en af Barcelonas mest anderledes grønne pauser. I stedet for klassiske blomsterbede og store plæner møder I kaktusser, sukkulenter, palmer, skrånende stier og udsigt mod byen og havnen.

Det er en have med en helt anden karakter end mange af Barcelonas parker. Tør, grafisk og næsten sydlandsk i sit udtryk. Her står planterne som skulpturer, og på en varm dag kan stedet føles som et lille landskab mellem Barcelona og Middelhavet.

Haven passer godt ind i en dag på Montjuïc, hvor I måske også besøger Miró museet, ser udsigten fra bjerget eller går ned mod havnen. Men den kan også være et mål i sig selv, hvis I trænger til en pause fra de tætte gader. Det er et af de steder, hvor Barcelona pludselig får mere luft.

Alice Secret Garden

Alice Secret Garden er ikke stedet, vi ville vælge til middag. Men som et skævt og hyggeligt aftenstop til et par drinks fungerer det rigtig fint.
Stedet ligger på Carrer de Pau Claris og har en farverig, lidt eventyrlig stemning med planter, små detaljer og en “hemmelig have” fornemmelse midt i byen. Det er ikke en klassisk vinbar og heller ikke en traditionel restaurantoplevelse. Det er mere et sted, I vælger, hvis I har lyst til at slutte dagen et sted, der føles lidt anderledes.

Det kan være efter en dag med Gaudí, shopping, museumsbesøg eller lange gåture i Eixample. I går ind fra byen og lander i et mere legende univers med drinks, farver og en stemning, der stikker lidt af fra det almindelige. Ikke nødvendigvis stort eller højtideligt, men knashyggeligt på den der lidt skæve Barcelona-måde.

Alice Secret Garden
Monestir De Pedralbes Barcelona Shutterstock 746937739

Monestir de Pedralbes

Monestir de Pedralbes ligger et stykke væk fra Barcelonas mest travle ruter, og netop derfor er det værd at overveje. Her får I et helt andet tempo end i centrum. Mere ro, mere sten, mere klostergård og en tydelig fornemmelse af middelalderens Barcelona.

Klosteret blev grundlagt i begyndelsen af 1300 tallet af dronning Elisenda de Montcada og er et af de fine eksempler på catalansk gotik. Særligt den store klostergård gør indtryk med sine buer, etager og stille rytme. Det er en oplevelse, der ikke forsøger at overvælde jer, men som langsomt trækker tempoet ud af dagen.

Monestir de Pedralbes passer godt til jer, der allerede har set de store klassikere, eller som gerne vil opleve Barcelona fra en mere rolig og historisk side. Det er ikke stedet, I vælger for caféstemning og byliv. Det er stedet, I vælger for stilhed, gotik og en pause fra den tætte by.

Sådan får I glæde af Barcelonas skjulte perler

I behøver ikke nå dem alle. Det er faktisk slet ikke pointen. De skjulte perler fungerer bedst, når I fletter et par af dem ind i dagene mellem de større oplevelser.

Kombinér Recinte Modernista de Sant Pau med Sagrada Família, hvis I vil have en stærk dag med modernistisk arkitektur. Tag Casa Vicens med, hvis I vil opleve Gaudí i en mere intim skala. Gå ind i Biblioteca Pública Arús, hvis I gerne vil opleve et sted med historie, symbolik og en lidt anden Barcelona-stemning. Vælg Plaça de Sant Felip Neri, hvis I vil mærke den stille og alvorlige side af den gamle by. Og slut måske en aften på Alice Secret Garden, hvis I har lyst til en drink et sted med lidt mere fantasi end det sædvanlige.

Det er netop sådan, Barcelona bliver ved med at være interessant. Først kommer de store klassikere. Og bagefter kommer de steder, der gør byen mere personlig.

Rejs til Barcelona med Check Point Travel

På vores rejser til Barcelona får I tid til både de store seværdigheder og de små afstikkere, der giver byen mere personlighed. Vi hjælper jer med at sammensætte dagene, så I kan opleve Gaudí, gotiske gader, mad, havnefront og de steder, der ligger lidt ved siden af den mest oplagte rute.

> Se vores rejser til Barcelona

Barcelona Park Guell

5

dage

NYHED!

Storbyferie i Barcelona
  • 4 nætter på charmerende 3-stjernet hotel
  • Bo i et hyggeligt kvarter tæt på byens seværdigheder
  • I har restauranter og lokalt folkeliv lige udenfor døren
  • Oplev eventyrlige Sagrada Familia og Casa Batlló
  • Shopping, markeder og aftner med tapas og vin
  • Inkl. fly, hotel og morgenmad

Fra kr. 4.675

Pris pr. person ved 2 voksne & 2 børn

København

December

Barcelona Cable Car

5

dage

NYHED!

Storbyferie i Barcelona - Deluxe
  • 4 nætter på 4-stjernet hotel i hjertet af Barcelona
  • Morgenmad inkluderet under hele opholdet
  • Tagterrasse med bar, pool og udsigt over byens tage
  • I gåafstand til Gaudí og de store seværdigheder
  • Stemningsfulde kvarterer, tapas og folkeliv
  • Inkl. fly, hotel og morgenmad

Fra kr. 5.625

Pris pr. person ved 2 voksne & 2 børn

København

November

Hotel Hostalillo 37

8

dage
Barcelona & Costa Brava – Tamariu Boutique
  • 3 nætter i Barcelona på Gran Hotel Havana med tagterrasse, pool og bar
  • 4 nætter i Tamariu, Costa Brava med udsigt og kort vej til strand og by
  • Billeje inkluderet fra Barcelona til Costa Brava og retur (4 døgn)
  • Gaudí, markeder og den gamle bydel i Barcelona
  • Camí de Ronda, Empordà og aftener på strandpromenaden i Tamariu
  • Inkl. fly, hoteller og morgenmad alle dage

Fra kr. 7.100

Pris pr. person ved 2 voksne & 2 børn

Hamborg

November

Læs mere