Balinesisk charme i særklasse
Dette hotel er håndplukket af
John Lau Jensen
Product Manager i Check Point Travel
Med det samme I træder ud af bilen ved ankomsten til Arya Villas, mærker I, at dette sted er noget ganske specielt. Rismarker, palmer og farverige blomster danner en helt naturlig ramme omkring Arya Villas, der mest af alt fremstår som en afslappende oase.
Stemningen og stedets helt særlige atmosfære kan I nærmest fornemme i luften, og skulle der være lidt tvivl til overs, forsvinder den, når I møder det venlige, afslappede og imødekommende personale. Dette er Bali, når det er mest autentisk og stemningsfuldt.
Klassisk landsbystemning med historiske villaer
Arya Villas er indrettet som en klassisk landsby med udgangspunkt i arkitektoniske traditioner, kombineret med en skøn have og fantastiske omgivelser. Her bor alle i historiske javanesiske trævillaer, såkaldte gladaks, med udsigt til haven eller rismarkerne fra de uundværlige møblerede terrasser. Små stier løber rundt mellem de 22 villaer, receptionen, restauranten og poolområdet, hvilket forstærker følelsen af at bo i en lille hyggelig landsby.
Pool og afslapning med udsigt
Det naturlige samlingspunkt for Arya Villas’ gæster er, udover restauranten, det dejlige poolområde, som ligger helt ud til kanten af rismarkerne. Her har I mulighed for at slappe af og nyde det uforstyrrede view over rismarkerne og de imponerende vulkaner Gunnung Agung og Batukaru i baggrunden. Solsenge er til rådighed, og der er mulighed for at bestille forfriskninger og tapas fra restauranten.
Wayang Restaurant: Indonesisk fusionskøkken
Gå de få meter fra poolen til Wayang Restaurant, indrettet i en traditionel Joglo, som med sine åbne sider giver gæsterne en fantastisk udsigt over området. I får følelsen af at sidde udendørs og nyde jeres måltider, hvilket skaber en afslappet atmosfære, helt i tråd med villaernes og receptionens stil. Restauranten serverer et indonesisk fusionskøkken med lokale og regionale specialiteter, baseret på lokale råvarer og gerne økologiske, hvor det er muligt. Her er noget for enhver smag, med høj kvalitet og venlig, afslappet service.
Tejas Spa: Forny energi og velvære
Trænger I til at tage afslapningen til nye højder, eller har I ømme ben efter dagens vandretur, cykeltur eller shopping i Ubud, anbefales et besøg i Tejas Spa. Her tilbydes forskellige behandlinger og massage med udgangspunkt i balinesiske traditioner. Vil I gerne dele oplevelsen, er der naturligvis mulighed for parbehandlinger.
Udforsk Ubud og omegn
Arya Villas er et perfekt udgangspunkt for et overflødighedshorn af spændende ture i området omkring Ubud. Uanset om I er interesserede i vandreture, cykling, landsbybesøg, let rafting eller et kig på de mange lokale templer, vil alle kunne finde noget interessant – faktisk kan det være svært at vælge. Tag eventuelt en snak med personalet i receptionen, som kender området godt og kan komme med anbefalinger om lokale markeder, ceremonier eller andre oplevelser.
Vil I gerne besøge de hyggelige restauranter og kaffebarer i Ubud, eller blot gå på opdagelse i nogle af de mange butikker, er der shuttleservice fra Arya Villas til centrum af Ubud, som kun ligger 15 minutters kørsel væk.