Dækket af Rejsegarantifonden
1
Ravello
7 nætter:
Hotel Parsifal - En herlig oase i bjergene langs Amalfikysten
Ravello er en af de mest maleriske og stemningsfulde byer på Amalfikysten. Den gamle middelalderby ligger på en bjergtop med en betagende udsigt til Amalfikystens bjerge, citronlunde og det blå hav. Den udsigt kan I nyde i fred og ro, når I sidder på terrassen på Hotel Parsifal Antico Convento del 1288. Et lille familiedrevet hotel med masser af charme og historie. Her serverer familien Mansi fremragende mad og betjener gæsterne, som var de venner af huset. Hotellet ligger i hjertet af Ravello lige ud til de brolagte gader, der fører til hyggelige restauranter og torvepladser. Fra Ravello har I let adgang til masser af oplevelser fra sejlture langs Amalfikysten og besøg i antikkens Pompei til vandreture af de gamle æselstier, der forbinder landsbyerne på Amalfikysten.
Ravello regnes med rette for en af de smukkeste og mest maleriske byer på Amalfikysten. Den lille middelalderby ligger på toppen af en klippe med helt enestående udsigt til havet og det kystlandskab, som Amalfikysten er så berømt for.
Her er snørklede brolagte gader og pragtfulde gamle huse klædt i blomstrende lilla bougainvillea. Der er stemning og liv på byens torvepladser, gode lokale restauranter og fremfor alt en mageløs udsigt. Den har I også fra terrassen på Hotel Parsifal Antico Convento del 1288, der emmer af historie og charme. Det lille hotel med blot 17 værelser ligger i hjertet af byen. Siden 1948 har familien Mansi lagt kræfter og masser af hjerte i at give deres gæster en særlig oplevelse. Og det gør de!
Fra Ravello er der mange fine udflugtsmuligheder. I kan tage på heldagstur til Pompei eller tage på sejltur til øen Capri. I kan hoppe på lokalbussen og besøge nabobyen Amalfi eller tage på stranden i Minori. Og så er der et væld af vandreruter med udspring i Ravello, hvor I kan opleve det betagende landskab fra de snørklede æselstier, der i århundreder har forbundet landsbyerne på Amalfikysten.
I rejser fra Danmark (København, Billund eller Hamborg lufthavn) til Napoli.
Vel fremme i Napoli bliver I hentet på banegården af jeres chauffør og kørt til jeres hotel i bjergbyen Ravello på Amalfikysten.
Ravello ligger på en bjergtop med en fantastisk udsigt til havet og det kystlandskab, som har gjort Amalfikysten verdensberømt. Den stemningsfulde middelalderby går for at være en af de mest maleriske byer i denne del af Italien. Byen er en labyrint af snørklede brolagte gader, der kantes af gamle huse og statelige villaer. Der er liv i de mange små butikker og forretninger og en herlig afslappet stemning på fortovscaféerne ved Piazza Duomo, hvor folk sidder i solskin og nyder en kop kaffe eller et glas vin.
Denne by bliver jeres base for opholdet i Ravello. Her indlogeres I på Hotel Parsifal Antico Convento del 1288. Hotellet fungerede i århundreder som et kloster. Men siden 1948 har generation efter generation i familien Mansi lagt kræfter og hjerteblod i at gøre det lille hotel til et ganske særligt sted. Det er et charmerende hotel i historiske rammer, hvor familien Mansi gør sit til, at I får en fantastisk ferie i Ravello. Her mødes I med klassisk italiensk gæstfrihed og får serveret lækker mad på terrassen med udsigt til Amalfikystens spektakulære landskab.
Fra hotellet har I let adgang til bjergbyens seværdigheder, hyggelige restauranter og de mange vandreruter, der giver jer rig mulighed for at opleve det smukke landskab.
Der er knashyggeligt i Ravello, og derfor kan det måske være svært at løsrive sig. Og der er også flere seværdigheder i byen, som I bør lægge vejen forbi. Som for eksempel Villa Rufolo, Villa Cimbrone og byens store kirke Duomo.
Find mere inspiration til opholdet i Ravello her.
Hvis I beslutter jer for at drage lidt på eventyr, så er der masser af spændende udflugtsmuligheder. Der er blandt andet flere fine vandreruter af de gamle æselstier, som bønderne har brugt i århundreder til transport af citroner, oliven og andre afgrøder. Her er der stier til landsbyerne Scala, Minori, Atrani, Maiori og Amalfi. Det er en fantastisk måde at opleve naturen på og så kan man med god samvittighed bestille dessert om aftenen. Hvis I står ved målet for dagen og ikke lige har lyst til at gå tilbage, så se efter den lokale bus SITA SUD, der kan tage jer hjem til Ravello for et beskedent beløb.
Få ideer til vandreture omkring Ravello her.
En af de flotteste vandreture er Sentiero Degli Dei, ”Gudernes Sti”, der går fra Bomerano til Nocelle. En tur på ca. 8 kilometer. Provianter i Bomerano, inden I tager ud på turen og overvej at gå de sidste par kilometer ned til postkortbyen Positano. Så kan I nyde stemningen i byen, inden I tager båden tilbage til Amalfi og derfra bussen op til Ravello.
I kan også benytte bussen til et besøg i kystbyerne Amalfi og Minori. Sidstnævnte har en fin strand med mulighed for at leje liggestole og parasoller og Amalfi er et godt udgangspunkt, hvis I har lyst til at tage på bådtur til nogle af de andre byer på Amalfikysten eller måske en heldagstur til øen Capri.
For de historieinteresserede er der mulighed for at tage på heldagstur til Pompeii og Herculanum. To blomstrende romerske byer, der for næsten 2.000 år siden blev dækket af aske og mudder, da Vesuv gik i udbrud.
I dag er det tid til at pakke kufferten og sætte kurs mod Danmark. I bliver hentet på jeres hotel og kørt til Napolis internationale lufthavn, hvor jeres fly mod Danmark venter.