Vejret i Thailand
Thailand har et tropisk klima med varme og stabile temperaturer året rundt, men med tydelige sæsonskift mellem tørre og regnfulde perioder. Landet er populært hele året, men rejsetidspunktet har stor betydning for vejret og oplevelserne. Vejret varierer desuden en del mellem de forskellige regioner, hvilket gør, at man næsten altid kan finde en destination med godt klima, uanset hvornår man rejser.
Klima i Thailand
Thailand har tre hovedsæsoner: den tørre sæson (november–februar), den varme og fugtige sæson (marts–maj), og regntiden (juni–oktober). Temperaturerne ligger typisk mellem 28 og 32 °C i de kystnære egne og i byer som Bangkok, Phuket og Krabi, mens nætterne i Nordthailand kan være kølige i vintermånederne med temperaturer ned til 25°C. Luftfugtigheden er generelt høj, især under regntiden.
Hvornår er det bedste tidspunkt at rejse til Thailand
Den bedste periode at rejse til Thailand er fra november til marts, hvor vejret er tørt, solrigt og knap så varmt. Det er højsæson i store dele af landet, især på vestkysten med destinationer som Phuket og Krabi. Østkysten (som Koh Samui) har ofte bedst vejr fra januar til august.
Selvom højsæsonen giver de mest stabile vejrforhold, kan man sagtens rejse i lavsæsonen på vestkysten. Her er både flybilletter og hoteller ofte billigere, og der kan derfor være mange penge at spare, samtidig med, at man oplever en mere rolig og afslappet stemning.
Regntid i Thailand
Regntiden falder typisk fra juni til oktober, dog med variationer mellem øst- og vestkyst. På vestkysten er juli til september mest regnfuldt, mens østlige øer som Koh Samui har regntid i oktober og november. Regnen kommer ofte som kraftige, men korte byger, som frisker luften op og hurtigt giver plads til sol igen.
Vinterferie eller sommerferie i Thailand?
På sydvestkysten af Thailand (bl.a. Phuket, Khao Lak og Krabi) er det som regel vejrmæssigt bedst fra november til april. Fra maj til september regner det hyppigere – dog ikke hele tiden - så I skal være forberedt på at kunne få noget regn. Men husk, at det ikke er koldt, selvom der kommer en byge, og badevandet er altid behageligt varmt.
Vil I gerne holde sommerferie i Thailand, er det oplagt at gå efter destinationerne på sydøstkysten (f.eks. Koh Samui og Khanom). Her kommer som regel mindre nedbør om sommeren end på vestkysten.
Du finder mere information om årstiderne i Thailand her.
Badeforhold i Thailand
Thailand har fremragende badeforhold næsten hele året, men bølger og sigtbarhed kan påvirkes af regntiden. Vandtemperaturen ligger stabilt mellem 27 og 30 °C året rundt. I tørkesæsonen er vandet roligt og klart – perfekt til svømning, snorkling og dykning.