Moderne 3-stjernet by-hotel nær Saigons vigtigste seværdigheder
Under opholdet i en moderne storby som Saigon, med mere end 10 millioner indbyggere, er beliggenheden af dit hotel absolut ikke uvæsentligt, hvis du vil undgå for mange tidskrævende transporter. Vores valg af standard hotel havde derfor dette kriterium som absolut førsteprioritet, og derfor er vi rigtig glade for, at vi på vores seneste hotelinspektion fandt dette velfungerende og moderne hotel - Northern Charm Hotel.
Nothern Charm Hotel ligger centralt placeret i gåafstand fra flere af Saigons største seværdigheder og kulturelle institutioner som eksempelvis Saigon Opera, Museum for Moderne Kunst, Genforeningspaladset, byens smukke rådhus, det farverige Ben Thanh marked, fremragende indkøbsmuligheder, moderne deparment stores og ikke mindst en masse spændende restauranter samt Saigon floden.
Hotellet har 17 etager og 125 værelser (25-50 kvadratmeter), alle indrettet med en perfekt balance mellem komfort og en stil, der på bedste vis trækker på både det klassiske og moderne Vietnam. De er naturligvis indrettet med air condition, minibar/køleskab, TV, Wi-Fi, safety box, badeprodukter, badekåbe, slippers, hårtørrer mm. Naturligvis tilbyder hotellet også room service.
Pool på taget
Northern Charm Hotel har en dejlig lys morgenmadsrestaurant, Panorama, beliggende på 16. etage. Her serverer de hver morgen den inkluderede morgenmadsbuffet, med et stort udvalg af klassiske internationale retter samt vietnamesiske og regionale specialiteter - her er med andre ord noget for enhver smag, om man er til frisk frugt, yoghurt, brød, kage, æg på alle måder, suppe osv.
Panorama fungerer ligeledes som restaurant til frokost og middag, hvis det har været en hård dag, og benene ikke lige er til at gå på opdagelse i Saigons imponerende restaurantudvalg.
På taget af Northern Charm Hotel finder I hotellets absolutte oase og vores foretrukne mødested både før og efter en tur i byen. "The Attic" tilbyder både en rooftop bar samt en rimelig stor swimmingpool, en række solsenge, borde og stole, med andre ord den perfekte ramme for at slappe af og nyde en forfriskende dukkert ovenpå dagens strabadser i storbyen. Udsigten over Saigon fra 17. etage er imponerende, og om aftenen er her tilmed en smule køligere og mere vind end i gadehøjde.