Find din rejse
Voksne
- +
Børn
- +
Favignana

Tag på opdagelse på øen Favignana

Mindre end 10 minutters gang fra jeres hotel finder I færgehavnen, hvorfra der afgår både til øerne Favignana, Levanzo, Marettimo. Favignana er den største og mest interessante af De Egadiske Øer. Færgeturen dertil er med flyvebåd og tager kun 30 minutter. 

Favignana Cala Rossa

Når I går fra borde og kommer op i byen, så kan I ikke undgå at komme forbi cykeludlejningen. Her kan I leje både almindelige cykler og el-cykler. Sidstnævnte er en super behagelig måde at komme rundt på, hvis solen skinner og vejret er varmt. I får lås, nøgler, en lille instruktion og et kort. Og så er det ellers afsted. Ud af de små veje gennem vilde klippelandskaber, der fortæller en historie om øens fortid som stenbrud. Det er på en og samme tid mystisk og fascinerende. Her er skønne, skønne strande. En stilhed, som man virkelig fornemmer, når man er på cykel. Små landsbyer – og haver, der ligger som små oaser nede i stenbruddene.

Favignana

Tril afsted ud til den smukke klippekyst ved Calla Rossa. Ikke for at bade. Men bare for at se landskabet. Fortsæt til Cala Azzurra. Her er der en virkelig flot strand med nærmest glasklart lyseblåt vand, udsigt til et ensomt fyrtårn og en lille restaurant indenfor gåafstand. Slå et smut forbi fyret og følg kystvejen op mod Lido Burrone. På vejen kan I evt. stoppe ved La Costa Sunset Bar og få noget koldt at drikke. Næste stop er Lido Burrone, der er en lille lokal beach club med restaurant, udlejning af liggestole og parasoller og en strand med kridhvidt sand.

Cala Rossa Favignana

Herfra er der ikke langt tilbage til byen Favignana. Den er super hyggelig og særligt stemningsfuld om aftenen, når der kommer liv i de små restauranter. Og er I lidt historie-interesserede så slå vejen forbi den gamle tunfiske-fabrik, der i dag er forvandlet til et spændende museum.

Favignana City

I kan jo overveje at tage en af de sene både hjem, hvis I gerne vil blive og spise aftensmad. Der er også den mulighed, at I får receptionen på hotellet til at hjælpe jer med at finde et enkelt B&B for en nat, og så bliver til næste dag.

Husk: Håndklæde, hat, penge, solcreme og pas (det skal I som regel fremvise både på færgekontoret og hos cykeludlejeren)