Vilde dyr i Rocky Mountains
Iceline Trail er en tur for jer, der gerne vil opleve noget af det mest dramatiske og storslåede i de canadiske Rocky Mountains til fods. Den kræver en god grundform, forberedelse og respekt for vejret i bjergene – men til gengæld får I en vandredag med gletsjere, vandfald, skove, floddale, bjergenge og vilde udsigter i absolut særklasse.
Iceline Trail i Yoho National Park er en af de vandreture i de canadiske Rocky Mountains, der sætter sig fast. Ikke fordi den er let – men fordi den belønner jer hele vejen med udsigter, der bliver større og vildere, jo højere I kommer op.
Turen starter ved Takakkaw Falls, et af Canadas højeste vandfald, hvor vandet vælter ned fra klipperne med en kraft, der næsten overdøver samtalen. Herfra bevæger I jer gennem skov, floddale, bjergenge og åbne alpine landskaber, inden ruten fører jer op i et goldt og næsten måneagtigt gletsjerlandskab med moræner, klipper, snefelter og små søer. Netop variationen er noget af det, der gør Iceline Trail så speciel. På én og samme dag oplever I flere af Rocky Mountains’ mest karakteristiske naturtyper – fra grønne dale og brusende vandløb til rå klippeflader og iskolde bjergpanoramaer.
Check Point Travels medarbejdere Dorte Kuula og Henrik Særmark-Thomsen vandrede Iceline Trail i sensommeren 2024, og turen står som et af de helt store højdepunkter fra rejsen i det vestlige Canada. Sensommeren er et oplagt tidspunkt, fordi sneen som regel er væk fra de høje dele af ruten, vejret ofte er mere stabilt, og farverne i landskabet begynder at få et gyldent skær.
Iceline Trail kan vandres i flere varianter. Den klassiske rundtur går fra Takakkaw Falls op til Iceline Trail, videre gennem Little Yoho Valley og tilbage via Yoho Valley Trail og Laughing Falls. Det er en lang dagstur, men også en af de mest varierede ruter i området.
Den første del af turen er den hårdeste. Her stiger stien jævnt og til tider stejlt gennem skoven. Til gengæld kommer belønningen hurtigt: udsigten tilbage mod Takakkaw Falls og Yoho Valley bliver bedre for hvert sving. Når I først er oppe over trægrænsen, ændrer ruten karakter. Her vandrer I i et åbent, alpint landskab med storslåede kig mod gletsjerne og bjergene omkring jer.
Senere fører ruten jer gennem mere afsides og stille områder, hvor landskabet skifter igen. I kommer forbi bjergenge, små vandløb, stenede passager og åbne floddale, hvor man virkelig mærker, hvor stor og uberørt naturen i Yoho National Park er. Det er en tur, hvor man bør give sig tid. Ikke kun til pauser, men også til bare at stå stille og tage landskabet ind. Iceline Trail er ikke en rute, man skal haste igennem.
Iceline Trail kort med ruten markeret. Turen kan gås begge veje rundt. Kortet er lånt hos Parks Canada.
Start tidligt. Parkeringspladsen ved Takakkaw Falls er populær, og pladserne kan hurtigt blive fyldt på gode sommerdage. Samtidig er det en fordel at have mange lyse timer foran sig, da den fulde rundtur typisk tager 7–8 timer afhængigt af tempo, pauser og vejr.
Trailhead ligger ved Takakkaw Falls-parkeringspladsen for enden af Yoho Valley Road. Vejen er normalt åben fra midt/slut juni til midt oktober, men sæsonen afhænger af sne og vejforhold. Vær også opmærksom på, at Yoho Valley Road har skarpe hårnålesving. Lange køretøjer over 7 meter skal kunne bakke i svingene, og trailere er ikke tilladt.
Der er ingen spisesteder, kiosker eller mulighed for at købe mad undervejs, så forberedelsen er vigtig. Medbring en solid madpakke, rigeligt vand og hurtig energi til turen. Kulhydrater i form af f.eks. chokolade, müslibarer, nødder, tørret frugt eller energibarer kan gøre en stor forskel, især på de lange stigninger og sidst på dagen, hvor benene begynder at blive trætte.
Gode vandrestøvler, lag-på-lag-beklædning, regnjakke, solbeskyttelse og et kort eller en offline rute på telefonen hører også med til forberedelsen. Vejret kan skifte hurtigt i højden, og selv på en varm sommerdag kan der være køligt og blæsende på de åbne strækninger. Bear spray anbefales i de canadiske nationalparker, og I bør vide, hvordan det bruges.
Tjek altid de aktuelle trail conditions hos Parks Canada, inden I tager afsted. Iceline Trail ligger højt, og ruten kan være påvirket af sne, lavinefare, broforhold eller midlertidige lukninger – især tidligt og sent på sæsonen.
Nationalpark: Yoho National Park, British Columbia
Start/slut: Takakkaw Falls-parkeringspladsen
Rute: Iceline via Little Yoho / klassisk rundtur
Længde: ca. 20–21 km
Højdemeter: ca. 1.090 m op og ned
Tidsforbrug: ca. 7–8 timer
Sværhedsgrad: Krævende dagstur
Bedste periode: typisk juli til september, afhængigt af sneforhold
Parkering: Takakkaw Falls parking lot for enden af Yoho Valley Road
Mad og drikke: Ingen spisesteder eller kiosker undervejs – medbring stor madpakke, vand og hurtig energi
Vigtigt: Tjek Parks Canada for aktuelle vej-, bro- og trail conditions før afgang
Udstyr: Vandrestøvler, varmt tøj, regnjakke, solbeskyttelse, mad, vand, kort/offline rute og bear spray
Nationalparkpas: Kræves for besøg i Yoho National Park
Overnatning i nærheden: Kicking Horse Campground for autocampere og Emerald Lake Logde ved Emerald Lake for hotelgæster.
Proviantering: 19 km til nærmeste købmand i Field
Udover selve vandreturen og naturligvis Takakkaw Falls, byder dette område på talrige skønne oplevelser:
Check Point Travel tilbyder rundrejser i Canada med bil og hotel samt rejser med autocamper. Find inspiration til jeres rejse i vores rejseforslag, som kan tilpasses efter ønske.
> Se vores rejser til Canada
21
dageFra kr. 15.000
Pris pr. person ved 2 voksne & 2 børn
Billund
Oktober
11
dageFra kr. 10.275
Pris pr. person ved 2 voksne & 2 børn
Billund
Oktober
17
dageFra kr. 15.175
Pris pr. person ved 2 voksne & 2 børn
Billund
Oktober
Siden er sidst opdateret 04. juli 2026