Monkey Forest i Ubud
Hvis I drømmer om at opleve Bali fra en lidt anden vinkel end stranden, rismarkerne og de hyggelige byer, er en guidet vandretur til toppen af Mount Batur en oplevelse, der virkelig belønner sig.
Mount Batur er en aktiv vulkan i det nordøstlige Bali, og den er især kendt for sin solopgangstur. Her starter man midt om natten og vandrer op i mørket for at nå toppen, netop som dagen bryder frem. Belønningen er en udsigt over Batur-søen, Mount Agung og på klare dage helt til Mount Rinjani på naboøen Lombok.
Klokken er lidt over et om natten i Ubud. Byen sover. Gaderne, som om dagen er fyldt med scootere, markeder, caféer og liv, ligger nu stille hen i mørket.
Min kollega Freyja og jeg er lige begyndt vores rejse rundt på Bali, men denne nat får vi ikke meget søvn. Vi ligger mest og venter på vækkeuret. Det er nemlig i nat, vi skal bestige Balis aktive vulkan, Mount Batur.
Vi sniger os ud af værelset, forbi receptionen og hen mod det aftalte mødested. Her holder chaufføren klar, og vi er flere, der skal med på turen. Selvom alle tydeligvis har sovet alt for lidt, er stemningen overraskende god. Der bliver smilet, drukket kaffe og talt lavmælt om, hvad der venter os.
Fra Ubud kører vi mod nordøst gennem natten. Uden for bilen er Bali mørk og stille, og efter cirka halvanden time til fods, når vi frem til foden af Mount Batur.
Her møder vi vores guide, en ung lokal kvinde, som er vokset op i området og kender vulkanen som sin egen baghave. Hun giver os bananer, lidt brød og et hårdkogt æg, som bliver vores lidt alternative morgenmad. Derefter deler hun pandelamper ud. I mørket bliver de hurtigt uundværlige, som vores eneste lyskilde.
Den første del af vandreturen er forholdsvis flad. Vi går i et roligt tempo ad små stier, mens månen og stjernerne lyser svagt over os. Rundt omkring er der næsten helt stille, bortset fra lyden af skridt mod jorden og små samtaler i mørket.
Lidt længere fremme får vi øje på små lys, der bevæger sig op ad bjerget.
“Hvad er det?” spørger vi vores guide.
Hun smiler og fortæller, at det er pandelamper fra andre vandrere, som allerede er længere oppe. De små lys bevæger sig langsomt i zigzag op ad vulkanen, næsten som en række dansende ildfluer i mørket.
Efterhånden bliver stien stejlere. Selvom det stadig er nat, får vi hurtigt varmen og må have jakkerne af. Underlaget ændrer sig, og den sidste del af ruten minder mere om en ujævn trappe end en almindelig vandresti. Vulkanstenene ligger løst under fødderne, og vi skal koncentrere os om hvert skridt.
Turen er ikke ekstremt hård, for tempoet er roligt, og der er pauser undervejs. Men terrænet er ujævnt, og man skal være godt gående. Flere af de mere erfarne vandrere har medbragt vandrestave, og det giver pludselig rigtig god mening.
Da vi nærmer os toppen, kan vi ane konturerne af andre rejsende, som allerede har fundet plads på vulkankrateret.
Vi tager jakkerne på igen, for heroppe er luften køligere. Mørket ligger stadig tungt over landskabet, men langsomt begynder horisonten at ændre farve. Først kommer et svagt rødligt skær bag Mount Agung. Så bliver himlen gradvist lysere. Tågen letter lidt efter lidt, og landskabet begynder at åbne sig foran os.
Vi finder et sted at sidde og får fat i en kop kaffe. Så griner vi lidt, da vi tager det hårdkogte æg op af lommen, som vi fik af guiden tidligere på morgenen. Det er langt fra en femstjernet morgenmad, men jeg har aldrig spist et æg med en bedre udsigt.
Det rødlige skær bliver til orange og gyldne nuancer. Solen rejser sig langsomt bag bjergene, og silhuetterne bliver tydeligere for hvert minut. Nedenfor ligger Batursøen blank og stille, mens de første solstråler rammer vandet.
Pludselig giver det hele mening. Den tidlige vækning, køreturen i mørket, den stejle sti og de løse vulkansten. Det er det hele værd.
Vi sidder på toppen i stilhed i næsten en halv time. Ikke fordi der ikke er noget at sige, men fordi udsigten siger det hele. Der er noget særligt livsbekræftende ved at sidde på toppen af en vulkan sammen med mennesker, man ikke kender, og alligevel dele den samme følelse. Alle er trætte, lidt kolde og meget stille. Men alle er også tydeligt glade for at være lige her, lige nu.
Det er den slags oplevelse, man ikke rigtig kan købe sig til. Man kan betale for transporten, guiden og turen. Men følelsen af at se solen stå op over Balis vulkanlandskab efter en natlig vandring, den skal opleves.
Mount Batur er ikke kun en vandretur. Det er en stemning, en natlig afgang, et fællesskab i mørket og en solopgang, der langsomt afslører, hvor smukt Bali er.
For mig blev turen et af de øjeblikke, hvor Bali viste sig fra en mere rå og storslået side. Ikke poleret eller perfekt, men ægte, smuk og lidt magisk.
Hvis I har mod på en tidlig start og en aktiv oplevelse, er Mount Batur en af de udflugter, jeg varmt kan anbefale på Bali.
Turen til Mount Batur med guide og (enkel) morgenmad koster fra ca. kr. 175 pr. person. Se mulighederne nedenfor.
Se et udvalg af populære rejser til Bali nedenfor eller gå til vores side med alle rejser til Bali.
Ubud er en godt udgangspunkt for turen til Mount Batur. Det er dog også muligt at starte turen andre steder på Bali.
17
dageFra kr. 12.850
Pris pr. person ved 2 voksne & 2 børn
København
Marts
15
dageFra kr. 11.300
Pris pr. person ved 2 voksne & 2 børn
København
Marts
15
dagekr. 14.150
Fra kr. 12.725
Pris pr. person ved 2 voksne & 2 børn
København
November
Mount Batur ligger i Kintamani-området i det nordøstlige Bali.
Vulkanens top er cirka 1.717 meter over havet.
De fleste solopgangsture starter med afhentning midt om natten, ofte omkring kl. 01.00 til 02.00 fra Ubud.
Selve opstigningen tager typisk omkring 1,5 til 2 timer, afhængigt af tempo og rute.
Turen kræver, at man er almindeligt godt gående. Den er ikke teknisk svær, men underlaget er ujævnt, og den sidste del er stejl med løse vulkansten.
Gode sko, en varm trøje eller let jakke til toppen, vand og eventuelt lidt snacks. Pandelampe udleveres ofte af guiden.
Ja, især hvis I gerne vil opleve Bali på en aktiv måde og få en af rejsens mest mindeværdige solopgange.
Siden er sidst opdateret 11. september 2026