Find din rejse
Vælg et rejsemål
Voksne
- +
Børn
- +
SH7683~1
Sri Lankas gamle kongebyer

Sri Lankas gamle kongebyer – oplevelser i den kulturelle trekant

John
Artiklen er skrevet af
JOHN LAU JENSEN
Product Manager i Check Point Travel

Midt på Sri Lanka ligger et område, hvor nogle af landets største historiske og kulturelle seværdigheder er samlet inden for forholdsvis kort afstand af hinanden. Her finder I gamle kongebyer, enorme stupaer, skjulte klippetempler og ruiner af kongelige paladser, der fortæller historien om højt udviklede civilisationer, som blomstrede på Sri Lanka for mere end tusind år siden.

Fire enestående UNESCO-steder

Området omtales ofte som Sri Lankas kulturelle trekant, fordi tre af landets mest betydningsfulde historiske og religiøse steder ligger her: kongebyen Anuradhapura, kongebyen Polonnaruwa og klippepaladset Sigiriya. Lægger I Dambullas imponerende huletempler dertil, får I fire meget forskellige og uforglemmelige oplevelser. Alle fire steder er desuden optaget på UNESCOs verdensarvsliste, hvilket er let at forstå, når I oplever dem på nært hold.

Noget af det særlige ved disse steder – og en af grundene til, at det giver mening at besøge dem alle – er deres forskelligheder. Sigiriya imponerer med sin placering på toppen af en næsten lodret klippe. Polonnaruwa ligger som en gammel by mellem træerne, hvor I kan gå rundt blandt ruinerne af paladser, templer og Buddhafigurer. I Anuradhapura er historien stadig en levende del af Sri Lankas religiøse liv, mens Dambulla gemmer sine største skatte inde i klippehuler, skjult for omverdenen.

Dette er ikke en rangliste, men snarere en opfordring til at tage på opdagelse i Sri Lankas kulturelle trekant.

1. Sigiriya – paladset på Løveklippen

Sigiriya er et af de steder, I vil lægge mærke til, længe før I står ved indgangen. Den næsten lodrette klippe dominerer omgivelserne og rejser sig majestætisk omkring 180 meter over det flade, grønne landskab. Helt oppe på toppen ligger ruinerne af et kongeligt palads, der blev anlagt af kong Kassapa i slutningen af 400-tallet.

For at få det fulde udbytte af besøget anbefaler vi, at I begynder i paladsets imponerende haveanlæg for foden af klippen. Haven er symmetrisk anlagt med små springvand, vandbassiner og lige akser, der leder blikket mod klippen. Herfra går det opad – først ad trapper, siden via en vindeltrappe og videre langs klippesiden forbi de berømte freskomalerier, inden I når den store terrasse, hvor to enorme løvepoter stadig markerer indgangen til den sidste, stejle del af opstigningen.

På toppen åbner det vidtstrakte landskab sig omkring jer, og den uforglemmelige udsigt gør det næsten svært at fokusere på de gamle paladsruiner. Resterne af mure, vandbassiner og terrasser giver jer et indtryk af paladsets omfang. Lader I fantasien få frit spil, er det nemt at forestille sig, hvor enestående det må have været at bo her.

Det er først, når I står på toppen, at I for alvor forstår, hvor usædvanligt et sted kong Kassapa valgte til sit sagnomspundne byggeri – og hvorfor Løveklippen Sigiriya er blevet en af Sri Lankas mest berømte historiske seværdigheder.

Praktisk om besøget

Opstigningen er krævende og egner sig ikke til gangbesværede eller personer med højdeskræk. Vi anbefaler, at I starter tidligt om morgenen, så besøget falder på det køligste tidspunkt af dagen. Senere kan varmen blive en udfordring. Husk at medbringe vand – I får brug for det.

> Læs mere om Sigiriya Lion Rock

Adobestock 312643354

2. Polonnaruwa – på opdagelse i den gamle kongeby

Polonnaruwa er en helt anden oplevelse end Sigiriya. Her er det ikke én dramatisk klippe, der samler opmærksomheden, men derimod de velbevarede ruiner af Sri Lankas anden hovedstad, som havde sin storhedstid i 1100-tallet. I dag står ruinerne af paladser, templer, stupaer og andre religiøse bygninger tilbage som tydelige spor fra en periode, hvor Polonnaruwa var centrum for både kongemagt og religion.

De arkæologiske udgravninger strækker sig over et forholdsvis stort område, men de væsentligste seværdigheder ligger samlet og kan opleves til fods eller på cykel. Det er med til at gøre Polonnaruwa til mere end blot en samling gamle ruiner. I bevæger jer langsomt fra den ene bygning til den næste ad små veje og stier mellem træerne, og undervejs begynder den gamle by at tage form omkring jer.

De imponerende Buddhafigurer ved Gal Vihara

I kommer blandt andet forbi resterne af det kongelige paladsområde, audienshallen og flere imponerende tempelruiner. Et af højdepunkterne er dog uden tvivl Gal Vihara, hvor fire store Buddhafigurer er hugget direkte ud af en lang granitklippe. Mest imponerende er den næsten 14 meter lange liggende Buddha, men også de siddende og stående figurer gør et stærkt indtryk.

Giv jer god tid til besøget

Polonnaruwa er et sted, hvor det giver mening at sætte tempoet lidt ned. Træerne giver skygge mellem ruinerne, aber bevæger sig rundt i området, og der er god plads mellem de enkelte seværdigheder. Det gør besøget mindre intenst end Sigiriya, og undervejs får I næsten følelsen af selv at være på opdagelse i en gammel by.

Det bedste råd til et besøg i Polonnaruwa er derfor at give jer selv god tid. Stedet opleves bedst, når I bevæger jer rundt mellem ruinerne i et roligt tempo og lader byen folde sig ud undervejs.

Shutterstock 345118169
Shutterstock 694146337

3. Anuradhapura – hvor historien stadig lever

Anuradhapura er den ældste af Sri Lankas historiske kongebyer og samtidig den, hvor historien føles mest levende. I mere end tusind år var byen centrum for både kongemagt og buddhisme med gamle klostre, betydningsfulde helligdomme og nogle af verdens største og mest imponerende stupaer.

Et levende buddhistisk pilgrimssted

Det særlige ved Anuradhapura – i modsætning til Polonnaruwa – er, at I ikke blot besøger et arkæologisk område. Byen er stadig et af landets vigtigste buddhistiske pilgrimssteder, og overalt møder I mennesker, der kommer for at bede, meditere og lægge offergaver ved de hellige steder. Mange er klædt i hvidt, og omkring de store stupaer bevæger pilgrimmene sig langsomt rundt i stilhed med små offergaver i hænderne.

Det hellige bodhitræ

Et af de vigtigste steder er Sri Maha Bodhi, det hellige bodhitræ, som ifølge traditionen stammer fra en stikling fra det træ, Buddha sad under, da han opnåede oplysning. Træet har været et pilgrimsmål i mere end to tusind år, og stemningen omkring det er helt særlig. Her samles familier, munke og pilgrimme under de gamle grene, mens duftende blomster, rygende olielamper og messende bønner fylder området med liv.

Anuradhapuras gigantiske stupaer

Ikke langt derfra rejser flere af Anuradhapuras gigantiske stupaer sig over landskabet. Den mest kendte er Ruwanwelisaya med sin næsten blændende hvide kuppel, som kan ses på lang afstand og gør et stærkt indtryk, når I kommer helt tæt på.

Også Jetavanarama er værd at fremhæve. Den regnes for at have været den tredjehøjeste konstruktion i oldtidens verden, kun overgået af de to største pyramider i Giza, og blev opført af omkring 93 millioner mursten. Alene stupaernes enorme størrelse giver et tydeligt billede af den betydning, Anuradhapura engang havde.

Praktisk

Anuradhapura kræver lidt mere tid og tålmodighed end både Sigiriya og Polonnaruwa. Området er stort, og seværdighederne ligger spredt. Til gengæld får I en oplevelse, der rækker ud over de gamle bygninger og monumenter. Det er mødet mellem fortid og nutid, der gør Anuradhapura til noget særligt – en gammel kongeby, hvor religionen stadig er en levende del af hverdagen.

Shutterstock 307224338

4. Dambullas klippetempel – en uforglemmelig oplevelse

Dambulla er på mange måder en anderledes oplevelse. Alene stedets begrænsede størrelse er med til at gøre besøget mere intimt – måske endda mere spirituelt – end oplevelserne i områdets historiske kongebyer.

Besøget begynder med opstigningen til templet ad de lidt ujævne trappetrin mod toppen af klippen. Undervejs åbner landskabet sig omkring jer med grønne skove og lave bjerge i det fjerne, mens aber ofte holder til langs stien. Øverst ligger den hvidkalkede svalegang tæt ind mod klippen, og udefra er det svært at forestille sig, hvad der gemmer sig inde i klippehulerne.

SH3AF3~1

Fem huler fyldt med buddhistisk kunst

Indenfor ændrer stemningen sig med det samme. Lyset dæmpes, temperaturen falder, og I træder ind i fem klippehuler fyldt med Buddhafigurer, vægmalerier og dekorerede lofter. Figurerne står og ligger langs væggene i forskellige størrelser, mens næsten hver eneste ledige flade over jer er dækket af farverige buddhistiske motiver.

Det er netop kombinationen af detaljerigdommen, stemningen og placeringen, der gør Dambulla så imponerende. Her findes mere end 150 Buddhafigurer og tusindvis af kvadratmeter væg- og loftsmalerier. Nogle af hulerne føles næsten overvældende, når blikket bevæger sig fra de store liggende Buddhafigurer til de mindre statuer og videre op over de bemalede klippelofter.

En levende buddhistisk helligdom

Dambulla har været en vigtig buddhistisk helligdom i mere end to tusind år og er stadig et aktivt tempel. Det betyder, at I også her kan møde munke og lokale, der kommer for at bede og lægge blomster foran Buddhafigurerne. Husk derfor at vise respekt for stedet og de mennesker, der bruger det.

Det bedste tidspunkt at besøge Dambulla

Besøget tager normalt 1–2 timer inklusive op- og nedstigningen. Efter vores mening er det bedste tidspunkt at besøge templet enten tidligt om morgenen, hvor temperaturen er behagelig, og morgendisen løfter sig over de grønne rismarker mellem de lave bjerge omkring Dambulla, eller sidst på eftermiddagen, hvor lyset bliver blødere, og I måske får solnedgangen med.

> Læs mere om Huletempler og historie i Dambulla

Shutterstock 2448650851 (Cave 2 (Cave Of The Great Kings), Dambulla Cave Temples, UNESCO World Heritage Site, Central Province, Sri Lanka, Asia)

Fire steder – fire meget forskellige oplevelser

Det er let at samle Sigiriya, Polonnaruwa, Anuradhapura og Dambulla under overskriften ”Sri Lankas gamle kongebyer”. Men husk på, at der er tale om fire meget forskellige oplevelser.

Ved Sigiriya handler besøget om klippen, opstigningen og udsigten fra det gamle klippepalads. I Polonnaruwa går I gennem resterne af en hel by. Anuradhapura bringer jer tæt på Sri Lankas levende buddhistiske traditioner, mens I i Dambullas klippetempel står midt i en næsten ubegribelig rigdom af buddhistisk kunst.

Det er netop variationen, der gør den kulturelle trekant til et af de mest spændende områder på Sri Lanka. I får ikke blot en række historiske monumenter, men fire meget forskellige indgange til landets historie, religion og kultur.

Vores rejser til Sri Lanka

Nedenfor viser vi et udvalg af rejser som tager dig forbi kongebyerne. Benyt linkene for at få den komplette oversigt.

> Se alle rejser til Sri Lanka

Istock 1184610509

15

dage
Kultur, natur og badeferie på Sri Lanka
  • Spektakulære naturoplevelser, kongebyer og badeferie
  • Nyd udsigten fra Løveklippen i Sigiriya, en UNESCO-kulturarv
  • Gå på opdagelse blandt ruinerne af historiske kongebyer
  • Safarikørsel og fascinerende leoparder i Wilpattu National Park
  • Badeferie ved stranden i hyggelige Beruwala på 3+ stjernet hotel
  • Inkl. fly, hoteller, egen bil med chauffør og udvalgte måltider

Fra kr. 14.550

Pris pr. person ved 2 voksne & 2 børn

København

September

IMG 0196

15

dage
Kultur, natur og badeferie på Sri Lanka - Deluxe
  • Spektakulære naturoplevelser, kongebyer og badeferie
  • Nyd udsigten fra Løveklippen i Sigiriya, en UNESCO-kulturarv
  • Gå på opdagelse blandt ruinerne af historiske kongebyer
  • Safarikørsel og fascinerende leoparder i Wilpattu National Park
  • Badeferie og afslapning på 4-stjernet resort ved stranden i Bentota
  • Inkl. fly, hoteller, egen bil med chauffør og udvalgte måltider

kr. 16.675

Fra kr. 15.625

Pris pr. person ved 2 voksne & 2 børn

København

April

Adobestock 322535378

15

dage
Det bedste af Sri Lanka
  • Enestående rundrejse i egen bil med privat chauffør
  • Sigiriyas mange historiske UNESCO-seværdigheder
  • Store naturoplevelser og safari i Minneriya og Yala Nationalpark
  • Spændende togtur og vandreture i bjergene omkring Ella
  • Badeferie på 3-stjernet resort ved de skønne strande i Beruwala
  • Inkl. fly, 3-stjernede hoteller, egen bil med chauffør og morgenmad

Fra kr. 15.200

Pris pr. person ved 2 voksne & 2 børn

København

September

MAD5084 Edit

15

dage
Det bedste af Sri Lanka - Deluxe
  • Rundrejse med håndplukkede hoteller, privatchauffør og egen bil  
  • Sigiriyas mange historiske UNESCO-seværdigheder
  • Store naturoplevelser og safari i Minneriya og Yala Nationalpark  
  • Spændende togtur og vandreture i bjergene omkring Ella
  • Badeferie på 4 stjernet hotel ved den skønne strand i Bentota
  • Inkl. fly, hoteller, transport samt anførte måltider

kr. 19.600

Fra kr. 19.100

Pris pr. person ved 2 voksne & 2 børn

København

November

Læs mere

Siden er sidst opdateret 14. september 2026