Pris pr. person ved 2 voksne & 2 børn
Afrejse: Billund d. 29. nov. 2026
Find datoer og priser på din rejse her og bestil online.
Du kan prøve igen, eller eventuelt sende os en forespørgsel på vores formular
Kontakt os herUdfyld venligst, og du vil efterfølgende modtage tilbuddet direkte i din indbakke.
Prisen inkluderer
Prisen inkluderer ikke
Der kan medbringes 23 kg. indskrevet bagage og 1 stk. håndbagage.
Vi kontakter dig om dette
Ca. 10 dage inden afrejse fremsender vi jeres afrejsepapirer med præcise mødetider- og steder.
Spørg vores Mexico eksperter
Telefon: 8613 7744 |
Mail: tilbud@cpt.dk
(åben alle hverdage 9-16.30)
Tilpas ferie
Vi kan desværre ikke vise priser på alle datoer, men vi beregner gerne en pris til dig. Er du interesseret i rejsen, og vil du gerne vide, hvad den koster? Så udfyld venligst felterne nedenfor. Vi kvitterer med en eksakt pris på jeres rejse. Helt uforpligtende, naturligvis.
Har du en baby med, skal du regne med et tillæg på kr. 2.500. Husk at oplyse os om, at du har en baby med på rejsen. Det kan du gøre senere i bestillingsforløbet. Anfør venligst babyens fulde navn og fødselsdato.
Læs merePrisgaranti
Kan du købe rejsen billigere et andet sted, så matcher vi prisen og giver dig yderligere 250 kroner i rabat pr. person.
Læs mereFortrydelsesret
Bestiller du online kan du fortryde dit køb indenfor 48 timer - ganske enkelt.
Læs mereDenne oplevelsesrige kør-selv-ferie til nogle af Yucatan-halvøens absolutte højdepunkter tager jer via historiske maya-ruiner og charmerende spanske kolonitidsbyer til nogle af områdets største naturoplevelser inden I slutter af med afslappende stranddage ved Det Caribiske Hav - undervejs kan I lade jer forkæle af Mexicos vidunderlige køkken.
Rejsen passer til jer, der gerne vil opleve Yucatán-halvøen og Mexico i eget tempo med frihed, komfort og eventyr – men uden at skulle planlægge det hele selv.
Der er noget særligt ved at opleve Mexico bag rattet i jeres egen bil. Ikke fordi I skal køre langt hver dag, men fordi bilen giver jer frihed til at stoppe dér, hvor rejsen pludselig bliver interessant: ved en lille landsby med gule facader, en cenote gemt bag palmerne, en farverig markedsplads eller en ruinby, hvor junglen langsomt har taget magten tilbage.
På denne rundrejse oplever I nogle af Yucatáns største højdepunkter i et tempo, hvor der både er plads til eventyr og ro. Rejsen begynder ved Cancún, men snart er I på vej ind i det Mexico, der gemmer sig bag strandhotellerne: mayaernes gamle kongebyer, kolonitidens elegante byrum, naturreservater med flamingoer og krokodiller og dyb jungle på grænsen til Guatemala.
Undervejs besøger I Chichén Itzá, Mérida, Campeche, Calakmul og Laguna Bacalar, inden rejsen rundes af med nogle afslappende dage ved stranden i Playa del Carmen. Det er en rejse med store kontraster: fra verdensberømte ruiner til næsten mennesketomme jungletempler, fra brolagte gader og aftenstemning på torvet til hængekøjer ved søbredden og det turkisblå Caribiske Hav.
Det er Mexico i eget tempo.
I rejser med kurs mod Mexico og lander senere samme dag i Cancún på Yucatán-halvøens caribiske kyst.
Efter ankomsten henter I jeres lejebil ved udlejningskontoret i lufthavnen. I kan benytte en shuttlebus fra ankomstterminalen. Det er nemt og praktisk at begynde jeres rundrejse herfra, og den første køretur er tilmed ganske kort.
Hotellet ligger i nærheden af lufthavnen, så I hurtigt kan komme frem, blive indlogeret og lande efter flyrejsen.
Måske frister en dukkert i poolen, et par timer på solsengen, en kold forfriskning eller en tidlig middag. Selvom Cancún er kendt for sine store strandhoteller og livlige bystemning, handler denne første aften for de fleste mest om at finde roen, få sovet godt og glæde sig til, at rundrejsen for alvor begynder næste morgen.
Kør-selv-note
I henter bilen allerede i lufthavnen, så I er klar til at tage afsted tidligt næste dag uden at skulle tilbage og ordne formaliteter.
Hvis I ankommer tidligt til Cancún, kan I overveje at køre direkte til Chichén Itzá med det samme og tage jeres første overnatning der.
Efter morgenmaden begynder rundrejsen for alvor. I forlader Cancún og sætter kursen ind over Yucatán-halvøen mod området omkring Chichén Itzá.
Dagens køretur er overskuelig, og netop derfor er der god tid til at gøre stop undervejs. En oplagt mulighed og et glimrende frokoststop er kolonibyen Valladolid, en af Yucatáns hyggeligste småbyer.
Her kan I strække benene på den centrale plads, gå på opdagelse i sidegaderne omgivet af farverige husfacader, spise frokost på en lokal restaurant og få den første fornemmelse af det Mexico, der venter jer uden for kystens store ferieområder.
Har I mere lyst til natur og en svalende dukkert, kan I besøge en af områdets spændende cenoter. De naturlige ferskvandshuller ligger skjult som små hemmelige oaser i kalkstenslandskabet, og et bad i det kølige, klare kildevand er en perfekt start på rejsen.
Ud på eftermiddagen er I fremme ved jeres hotel i området omkring Chichén Itzá. Her kan I tage aftenen i roligt tempo, nyde en forfriskning på verandaen, spise en god middag og begynde at glæde jer til næste morgen, hvor I besøger mayaernes mest berømte kongeby, Chichén Itzá.
Kør-selv-note
Den hurtigste rute til Chichén Itzá er at benytte betalingsvejen 180D, som tager cirka 3 timer. Sideløbende med betalingsvejen kører den gamle hovedvej 180, som er gratis at benytte, men lidt langsommere.
Begge veje kan benyttes, hvis I vil gøre stop i Valladolid undervejs.
I dag venter en af rejsens store klassiske seværdigheder: mayaernes gamle kongeby, Chichén Itzá. Det bliver samtidig jeres første rigtige introduktion til mayakulturen, der fortsat lever i bedste velgående i Mexico – omend i en mindre pompøs og dominerende udgave end for 1.500 år siden.
Fordi I allerede overnatter i området, kan I besøge ruinerne fra morgenstunden, hvilket klart er det bedste tidspunkt på dagen. Temperaturen er mere behagelig, lyset er smukt, og der er som regel langt færre besøgende end senere på dagen, når udflugtsbusserne fra kysten begynder at ankomme.
> Læs mere om Chichén Itza
Allerede ved synet af El Castillo – den ikoniske trappepyramide, der står som midtpunkt i den historiske by – fornemmer I stedets storhed og mayaernes imponerende arkitektoniske kunnen kombineret med deres indgående viden om astronomi og kalenderberegninger.
Chichén Itzá var både politisk, religiøst og astronomisk centrum, og området rummer alt fra templer, hellige cenoter og offerplatforme til den store boldbane, hvor det rituelle boldspil pok-a-tok blev spillet. Chichén Itzá er optaget på UNESCOs verdensarvsliste, og efter at have gået rundt mellem de velbevarede ruiner er det let at forstå hvorfor.
Ved hovedindgangen kan I arrangere en lokal engelsktalende guide, og det kan varmt anbefales. Chichén Itzá bliver langt mere levende, når historien om præster, konger, kalenderen, ritualerne og menneskeofringerne bliver foldet ud undervejs.
Efter besøget fortsætter I mod Mérida, Yucatáns politiske og kulturelle hovedstad. Køreturen tager omkring 1½-2 timer afhængigt af rute og pauser. Den oplagte afstikker undervejs er Izamal – også kaldet Den Gule By.
Her er næsten hele den gamle bykerne malet i varme okker- og solgule nuancer, og det giver byen en helt særlig glød. Izamal er ikke stor, men den har masser af stemning med hestevogne, små pladser, klostermure, lokale caféer og et tempo, der føles langt fra Cancúns travlhed.
> Læs mere om "den gule by" Izamal
Byens store kloster, Convento de San Antonio de Padua, blev bygget oven på en tidligere mayaplatform, og netop dét fortæller meget om Yucatáns historie: lag på lag af mayakultur, spansk kolonitid og moderne mexicansk hverdagsliv.
Sidst på dagen ankommer I til Mérida. Her venter brede boulevarder, gamle palæer, levende torvepladser og en afslappet storbystemning, som gør byen til et af de mest charmerende stop på hele rejsen.
Mérida var spaniernes vigtigste by på Yucatán, og deres tilstedeværelse oplever I stadig overalt i byens arkitektur, pladser og gamle herskabshuse. Samtidig er Mérida en levende mexicansk by med markeder, musik, gadekøkkener og familier, der samles på torvene, når aftenen bliver sval.
I de senere år har Mérida også placeret sig på landkortet inden for mode, arkitektur og kunst. Byen fungerer i dag som en kreativ rugekasse for Mexicos talentfulde designere, kunstnere og kokke – måske inspireret af de smukke omgivelser.
I kan begynde ved den centrale Plaza Grande, hvor byens klassiske katedral, farvestrålende rådhus og imponerende kolonibygninger ligger samlet omkring den levende plads. Herfra kan I gå videre ned ad sidegaderne, der fordeler sig fra Plaza Grande i alle retninger, og gå på opdagelse i små butikker, spændende museer og stemningsfulde caféer.
I den historiske gamle bydel kan I også tage en tur langs Paseo de Montejo, hvor de gamle palæer vidner om byens velstand, der var direkte forbundet med sisalhandlens storhedstid i slutningen af det 19. århundrede. I dag er der indrettet spændende gallerier samt stemningsfulde restauranter, caféer og barer i de historiske bygninger.
Aftenerne i Mérida er særligt stemningsfulde. De oplyste, gamle og farverige bygninger bidrager til en helt særlig atmosfære, og de lokale samles på pladserne og i parkerne for at nyde traditionel musik og dans, mens de spiser mexicanske snacks og kølende is fra små boder. Foran kulturhuset på Plaza Grande er der ofte lokale arrangementer med dansere og musikere i traditionelle jakkesæt og kjoler.
> Læs mere om Merida
Efter morgenmaden går turen videre mod den stemningsfulde og farverige by Campeche, der ligger helt ud til Den Mexicanske Golf. Men dagen handler ikke blot om transport mellem to af de mest interessante og historisk vigtige byer i denne del af Mexico – tværtimod. På denne del af jeres rundrejse finder I et par af vores foretrukne seværdigheder og mest interessante naturoplevelser.
Undervejs kan I gøre stop ved en af områdets cenoter, hvor klart, køligt ferskvand ligger gemt i kalkstenslandskabet som små naturlige oaser. Nogle cenoter er åbne og omgivet af grøn beplantning, mens andre ligger delvist skjult i grotter, hvor lyset falder ned gennem sprækker i klippen. Det er en helt særlig oplevelse at tage en dukkert her, og det giver en dejlig pause på køreturen, inden I fortsætter mod dagens store kulturelle højdepunkt.
> Tag forbi en underjordisk grotte "Cenote Kankirixche"
Herefter venter Uxmal, en af de smukkeste og mest harmoniske maya-byer på Yucatán. Hvor Chichén Itzá imponerer med sin berømmelse og store, ikoniske pyramide, har Uxmal en mere rolig og næsten elegant fremtoning. Ruinerne ligger smukt i det åbne, grønne landskab, og overalt møder I detaljer, der vidner om mayaernes sans for arkitektur, symbolik og udsmykning.
Allerede ved synet af Troldmandens Pyramide fornemmer I, at Uxmal er noget særligt. Den afrundede form, de stejle sider og placeringen midt i området giver pyramiden et næsten eventyrligt udtryk. Herfra kan I gå videre mellem paladsbygninger, gårdrum og lange facader dekoreret med masker, geometriske mønstre og fine stenudskæringer. Uxmal føles mindre hektisk end Chichén Itzá, og netop derfor får I ofte bedre tid til at dvæle ved detaljerne og mærke stemningen i den gamle by.
Lige ved Uxmal ligger også et interessant chokolademuseum, som kan være et fint supplement til besøget. Her får I et indblik i kakaoens betydning i mayaernes kultur, og det passer godt ind i dagens tema med historie, sanser og lokale traditioner. Det er en oplagt lille pause, inden I fortsætter den sidste del af turen mod Campeche.
Sidst på dagen ankommer I til Campeche, en farverig og historisk havneby ved Den Mexicanske Golf. Her venter pastelfarvede huse, gamle bymure, små pladser og en rolig atmosfære, der gør byen til et af rejsens mest behagelige stop.
Stemningen i Campeches historiske gader opleves bedst til fods, så lad bilnøglerne ligge på hotellet og tag på opdagelse i et roligt tempo, så I får alle indtrykkene med.
Den gamle bydel i Campeche er en af Mexicos mest velbevarede og samtidig et af de mest charmerende eksempler på spansk kolonitidsarkitektur. De brostensbelagte gader er flankeret af lave huse i farvestrålende sorbetfarver, der gemmer på hyggelige restauranter og små caféer bag åbne døre. Næsten alle gader leder jer i retning af byens centrale plads, Plaza de la Independencia, der er omgivet af byens smukkeste bygninger og naturligvis katedralen.
> Læs mere om havnebyen Campeche
Byen var engang et vigtigt handelscentrum og blev igen og igen udsat for piratangreb. Det er med til at forklare de kraftige bymure og fæstningsværker, der stadig præger Campeche. I kan gå en tur på bymuren og se ud over byens karakteristiske røde tegltage, kirketårnene og Den Mexicanske Golf.
Gemt i nogle af de gamle bygninger og fæstningsanlæg er der i dag indrettet en række spændende museer, der fortæller om byens maritime og socioøkonomiske historie. På det lille Museo de la Arquitectura Maya finder I desuden en interessant introduktion til mayaernes kultur og arkitektur. Det er en fin oplevelse netop her på rejsen, fordi I allerede har besøgt mayaruinerne ved Chichén Itzá og Uxmal og snart skal videre til Calakmul, hvor mayaernes verden får et helt andet og vildere udtryk.
Resten af dagen er til at nyde Campeche. Find en restaurant på et fortov, bestil frisk fisk eller lokale specialiteter, og lad aftenen falde på over byen.
Fra kysten og Den Mexicanske Golf er det nu blevet tid til at dykke ned i et af de mindre besøgte områder af Mexico. Fra Campeche sætter I kursen sydpå mod de store jungleområder ved grænsen til Guatemala, og undervejs oplever I, hvordan landskabet gradvist skifter karakter. Byerne bliver mindre, vejene mere stille, og følelsen af at være på vej væk fra den klassiske turistrute bliver stærkere.
Målet er området omkring det sagnomspundne Calakmul – alene navnet er fyldt med mystik. Her finder I nogle af Mexicos mest eventyrlige maya-ruiner, samtidig med at området ligger midt i et imponerende og dyrerigt biosfærereservat. Kombinationen af den gamle maya-by og de beskyttede tropiske skove har givet Calakmul status som blandet UNESCO-verdensarv.
Trænger I til at strække benene undervejs, og er fascinationen af de historiske mayaruiner stadig intakt, kan I opleve nogle af de mindre besøgte og måske mindre kendte mayaruiner ved for eksempel Edzná eller Balamkú. Edzná kræver den største afstikker, mens Balamkú ligger mere naturligt på ruten mod Calakmul. Alternativt venter der en række spændende naturoplevelser på egen hånd, når I er fremme ved jeres hotel.
I indlogeres på et hyggeligt hotel i jungleområdet for to nætter, og her er stemningen en helt anden end i Mérida og Campeche. Bylyde er erstattet af naturens egne lyde fra fugle, insekter og brølende aber. Aftenerne er mørkere, og det føles næsten, som om rejsen holder vejret, inden de kommende store oplevelser.
Calakmul var en af mayaernes største og mest magtfulde byer, og i sin storhedstid lå den i konstant rivalisering med den mægtige Tikal på den anden side af grænsen til det, vi i dag kalder Guatemala. Byen var hovedstad i det såkaldte Slangerige og en af den klassiske maya-verdens største magtfaktorer.
Vi anbefaler at starte dagen tidligt, da temperaturen generelt er mere behagelig fra morgenstunden. Eftermiddagen kan dog også være interessant, fordi ruinerne og junglen står smukt i det bløde lys. Her er ingen store turiststrømme som ved Chichén Itzá og ingen følelse af at gå rundt i et velorganiseret frilandsmuseum. Her føles det snarere, som om junglen stadig ejer stedet.
Et sindrigt stisystem fører jer rundt mellem ruinerne, der ligger spredt ud over junglen. Cikaderne summer, fuglene kalder, og måske hører I brøleaberne et sted mellem trækronerne. Enkelte steder åbner skoven sig, og de enorme tempelstrukturer rejser sig over landskabet. Calakmul kræver lidt mere af sine besøgende end de andre kendte ruinbyer, men belønningen er stor. Her kommer I tæt på følelsen af opdagelse – ikke som en kulisse, men som en ægte rejse ind i mayaernes gamle verden, hvor mange af ruinerne fortsat er delvist dækket af skoven.
En Indiana Jones-agtig oplevelse rigere er dagen ikke nødvendigvis slut, for Calakmul Biosfærereservat åbner også mulighed for at tage på jungletur eller safari. Med cirka 7.200 kvadratkilometer tropisk skov, jaguarer, aber og hundredvis af farverige fuglearter er der nok at tage fat på. Vi anbefaler, at I arrangerer en lokalguide til turen i junglen, da de kender området bedst og ved, hvor jeres tid er bedst investeret.
Kør-selv-note
Hav kontanter med til afgifter, entréer og parkering. Tank gerne bilen op, inden I kører ind i det mere øde område.
Efter morgenmaden tager I afsked med jungleområdet ved Calakmul og sætter kursen østpå mod Laguna Bacalar. Dagen markerer et tydeligt skifte i rejsen. Efter flere dage med kolonibyer, mayaruiner og store historiske oplevelser begynder tempoet nu at falde, og landskabet åbner sig gradvist på vej mod det klare vand og de blå nuancer ved Bacalar.
Køreturen er overskuelig, og undervejs kan I tage den i roligt tempo med stop til kaffe, frokost eller en pause til at strække benene, når det passer jer. Det er en af de dage, hvor I ikke behøver fylde for meget program på. Efter oplevelserne i Calakmul er det nok i sig selv at bevæge sig videre, lade indtrykkene bundfælde sig og glæde sig til et par dage med vand, ro og smukke omgivelser.
For enden af køreturen venter Laguna Bacalar, der ofte kaldes Søen med de Syv Farver. Det er ikke hav, men en langstrakt ferskvandslagune med kridhvid bund og vand, der skifter mellem turkis, lyseblå og dybe blå nuancer alt efter sol, dybde og tidspunkt på dagen. Når I ankommer, forstår I hurtigt, hvorfor Bacalar regnes blandt de smukkeste steder i det sydlige Mexico.
I indlogeres ved eller tæt på lagunen for to nætter. Resten af dagen kan bruges helt enkelt: Tag en dukkert, find en plads i skyggen, nyd udsigten over vandet og mærk, hvordan rejsen skifter rytme. Efter junglens lyde og Calakmuls store eventyr er Bacalar et oplagt sted at slappe lidt af og nyde det lave tempo.
Laguna Bacalar kaldes ofte Søen med de Syv Farver, og den bedste måde at forstå navnet på er fra vandet. Når solen rammer lagunen, skifter farverne mellem turkis, lyseblå, dybblå og næsten krystalklare toner. Det skyldes både den lyse kalkbund, dybdeforskellene og de cenoter, der ligger skjult under overfladen og er med til at give lagunen dens særlige farvespil.
I kan tage med på en bådtur ud på lagunen, hvor I kommer tættere på de forskellige blå nuancer og får en fin fornemmelse af områdets natur. Undervejs kan I opleve mangroveområder, små kanaler, rolige badeområder og nogle af de dybere cenoter, der står som mørkeblå felter i det klare vand. Der bliver som regel også tid til at bade, snorkle eller bare flyde i det lune ferskvand og nyde udsigten ind mod den grønne bred.
Nogle ture lægger også vejen forbi områder, hvor I kan prøve et naturligt mudderbad. Det er en enkel og lidt sjov oplevelse, hvor I smører huden ind i det mineralholdige mudder, lader det tørre i solen og skyller det af igen i lagunen. Det passer fint til Bacalars uformelle og afslappede stemning, hvor dagene gerne må glide afsted uden alt for fast en plan.
Resten af dagen kan bruges ved vandet. Måske finder I en hængekøje, en lille badebro eller en café med udsigt over lagunen. Se lyset ændre sig i vandet, tag endnu en dukkert, læs et par sider i en bog og nyd, at I ikke skal videre i dag.
Det er tid til at bevæge sig nordpå mod Playa del Carmen. Ruten følger hovedvej 307 langs Det Caribiske Hav, og under normale forhold tager køreturen cirka tre timer.
Efter de mange oplevelser på Yucatán-halvøen er det en fin fornemmelse at nærme sig kysten igen. Playa del Carmen er en livlig ferieby, og stemningen er mere international end noget af det, I tidligere har oplevet på rundrejsen gennem Mexico og Yucatán-halvøen. Der hviler dog stadig en afslappet ferieatmosfære over området med dejlige strande, stemningsfulde restauranter, sjove butikker og små sidegader med hyggelige kaffebarer og caféer.
I afleverer lejebilen i centrum af Playa del Carmen og kan herefter begynde den afsluttende badeferie, hvor I ikke længere skal tænke på ruter, parkering eller næste dags køretid.
Playa del Carmen ligger ved en af Riviera Mayas mest populære kyststrækninger, og her har I nem adgang til både hvidt sand, turkisblåt vand, restauranter og byliv.
Det er et godt sted at komme ned i tempo og runde rejsen af med tid til afslapning og eftertanke efter de mange uforglemmelige oplevelser undervejs.
> Læs om strand og byliv i Playa del Carmen
Efter morgenmaden bliver I hentet på hotellet og kørt til lufthavnen i Cancún. Turen tager typisk omkring en time, afhængigt af trafikken.
Herfra flyver I hjem med mellemlanding undervejs i Europa.
Hjemkomst med minder om mayaernes spektakulære ruinbyer, farvestrålende spanske kolonibyer, levende torvepladser, gastronomiske højdepunkter, junglelyde og sand i skoene ved Det Caribiske Hav.