★★★★★ på Trustpilot
Dækket af Rejsegarantifonden
Sri Lanka: Historie, natur og smukke strande -Deluxe
Skriv til os og få et uforpligtende tilbud på jeres drømmerejse.
Find datoer og priser på din rejse her og bestil online.
Du kan prøve igen, eller eventuelt sende os en forespørgsel på vores formular
Kontakt os herUdfyld venligst, og du vil efterfølgende modtage tilbuddet direkte i din indbakke.
Prisen inkluderer
Prisen inkluderer ikke
Der kan medbringes 23 kg. indskrevet bagage og 1 stk. håndbagage.
Der er krav om turistvisum i Sri Lanka. Dette kan købes online inden afrejse eller i lufthavnen ved ankomst til Sri Lanka. Husk at jeres pas skal være gyldige i 6 måneder efter udrejse af Sri Lanka.
Ca. 10 dage inden afrejse fremsender vi jeres afrejsepapirer med præcise mødetider- og steder.
Spørg vores Sri Lanka eksperter
Telefon: 8613 7744 |
Mail: tilbud@cpt.dk
(åben alle hverdage 9-16.30)
Tilpas ferie
Vi kan desværre ikke vise priser på alle datoer, men vi beregner gerne en pris til dig. Er du interesseret i rejsen, og vil du gerne vide, hvad den koster? Så udfyld venligst felterne nedenfor. Vi kvitterer med en eksakt pris på jeres rejse. Helt uforpligtende, naturligvis.
Har du en baby med, skal du regne med et tillæg på kr. 2.500. Husk at oplyse os om, at du har en baby med på rejsen. Det kan du gøre senere i bestillingsforløbet. Anfør venligst babyens fulde navn og fødselsdato.
Læs merePrisgaranti
Kan du købe rejsen billigere et andet sted, så matcher vi prisen og giver dig yderligere 250 kroner i rabat pr. person.
Læs mereFortrydelsesret
Bestiller du online kan du fortryde dit køb indenfor 48 timer - ganske enkelt.
Læs mereRejsen tager jer fra Sri Lankas sagnomspundne kongebyer i Nord til den blide vestkyst mellem Lagune og Det Indiske Ocean og videre til sydkystens uendelige gyldne strande. Undervejs bor I på nøje udvalgte deluxe-hoteller, der bliver en integreret del af rejseoplevelsen og medvirker til at skabe en stemningsfuld ramme om jeres ophold. Levende kultur, frodig natur, smagfuld gastronomi og uforglemmelige strande binder turen sammen – med både store seværdigheder og små øjeblikke af ro.
Rejsen begynder med 3 nætter i Dambulla, hvor I kan udforske den berømte Sigiriya-klippe, fascinerende huletempler, de historiske kongebyer Anuradhapura og Polonnaruwa samt opleve store flokke af vilde elefanter i Minneriya.
Herefter følger 5 afslappende nætter ved Bentotas kyst med mulighed for sol og strand, en sejltur på floden, besøg i nærliggende landsbyer og en udflugt til den charmerende koloniby Galle.
Turen rundes af med 4 nætter i atmosfærefyldte Tangalle, hvor tempoet sænkes, strandene lokker, og der er gode chancer for dyrerige safarier i Yala eller Udawalawe – samt hvalsafari fra Mirissa i sæsonen.
I forlader Danmark og sætter kursen mod Sri Lanka – den grønne ø i Det Indiske Ocean, hvor gamle kongebyer, elefantflokke og palmestrande venter. Flyrejsen markerer begyndelsen på en rejse, der kombinerer kultur, natur og komfort i smukke omgivelser.
Ved ankomsten til Sri Lanka bydes I varmt velkommen af jeres chauffør og hurtigt er I på vej mod Dambulla. Vejen fører jer gennem små landsbyer, rismarker og vejboder med kokosnødder og krydrede snacks. Små fire timer senere ankommer I til det stemningsfule Amaya Lake Hotel, der ligger i naturskønne og uforstyrrede omgivelser direkte ned til Kandalama-søen. Her kan I puste ud efter udrejsen, finde en solseng i skyggen ved poolen, læne jer tilbage og nyde roen samt en forfriskende dukkert i poolen.
Hen på eftermiddagen er det tid til en kreativ cocktail i den stemningsfulde bar, inden middagen giver jer jeres første møde med det velsmagende og nuancerede srilankanske køkken.
Tidligt om morgenen, mens lyset stadig er blødt og temperaturen kølig, kører I mod Sigiriya – den ikoniske Løveklippe, der rejser sig dramatisk over det grønne landskab. Stien snor sig forbi gamle vandhaver og klippemalerier, inden I når den berømte løveport. Herfra går turen det sidste stejle stykke mod toppen, hvor udsigten åbner sig i alle retninger: et tæppe af jungle, søer og fjerne bjergtinder. Gå på opdagelse blandt de gamle ruiner og skab jeres eget billede af fortidens storhed.
Turen fortsætter til Anuradhapura, Sri Lankas første hovedstad og et af landets helligste steder. I vandrer mellem mægtige hvide buddhistiske pagoder, gamle klosterruiner og hellige figentræer, hvor pilgrimme i hvide klæder tænder olie- og smørlys. Solens varme får granitmuren omkring de 4.000 år gamle helligdomme til at gløde, mens duften af røgelse og klingende klokker fylder luften.
Efter en dag fyldt med indtryk vender I tilbage til Amaya Lake, hvor en stille middag under stjernerne afrunder dagen i rolige og naturskønne omgivelser.
I har flere muligheder for uforglemmelige oplevelser omkring Dambulla, og måske fører jeres interesser jer til Polonnaruwa – den gamle kongeby og Sri Lankas største arkæologiske udgravning. Her ligger velbevarede paladser, templer, lotusdamme, gader og majestætiske Buddhafigurer spredt i et grønt landskab. I kan cykle mellem ruinerne og opleve stedet som et levende museum, hvor hver sten synes at fortælle sin egen historie.
Efterfølgende kan I tage på safari i Minneriya National Park, hvor støvede spor fører jer gennem tæt skov og åbne græsarealer til bredden af de store søer. Her samles Asiens største flokke af vilde elefanter for at fouragere og nyde godt af det frodigrønne græs. I sidder i jeres jeep og kan komme forholdsvis tæt på de store dyr, og mærke spændingen stige i gruppen, når et par store hanner dukker frem fra skovbrynet. I minneriya vil I ligeledes opleve et rigt antal fuglearter, hjorte, varaner og abeflokke lege i trækronerne.
Tilbage på Amaya Lake kan dagen afsluttes med en svømmetur i poolen eller en rolig stund på terrassen, hvor cikadernes summen og søens blide bølger skaber en helt særlig stemning.
Efter morgenmaden går turen til det stemningsfulde Dambulla Cave Temple, hvor fem skjulte klippehuler gemmer på lidt af en overraskelse. Alle væggene i hulerne er dækkede af farverige religiøse kalkmalerier, hundredvis af Buddhastatuer samt en minipagode. Røgelsen i luften og det dæmpede lys gør næsten oplevelsen eventyrlig. Fra templet er der en fantastisk udsigt over Dambulla.
Herefter fortsætter rejsen mod vestkysten og nye oplevelser. Landskabet ændrer sig undervejs fra indlandets grønne bakker til kystens palmelunde, mens I nærmer jer havet.
Hen på eftermiddagen ankommer I til NH Bentota Ceysands, som ligger helt unikt på en halvø mellem Bentota-lagunen og Det Indiske Ocean. Aftenen er jeres egen – måske med en tur på stranden i den gyldne solnedgang, inden middagen nydes på terrassen med udsigt mod lagunen.
Vi anser stranden ved hotellet for at være en af de bedste på Sri Lanka, så det er helt forståeligt, hvis I ønsker at tilbringe det meste af dagen på langs, med en god bog, ved stranden og poolen, men Bentota området er rigt på udflugtsmuligheder.
I kunne overveje en fredfyldt bådtur langs Bentota-floden og dybere ind i lagunen – en spændende naturoplevelse. Fra hotellet eller den lille havn, glider båden stille gennem det blanke vand, hvor mangroverne danner grønne tunneler over jer. Rødderne strækker sig som forvredne fingre ned i vandet, og luften er fyldt med fuglesang og cikaders knitren.
Undervejs passerer I små øer med kokosplantager og små landsbyer, hvor kvinder vasker tøj ved flodbredden, og børn leger i vandkanten. En fiskehejre letter fra sivene, og måske får I øje på en af de store varaner, der soler sig på en gren lige over vandoverfladen. Skipperen fortæller om det rige fugleliv og peger ud, når en isfugl i skinnende blå farver suser forbi.
Efter sejlturen vender I tilbage til hotellet, hvor resten af dagen er jeres til at slappe af ved poolen, på stranden eller måske nyde en behandling i spaen, inden aftenen måske byder på en lokal seafood middag med krydret tilbehør og et køligt glas vin eller en kold srilankansk øl, der passerperfekt til maden.
Dagen er åben. I kan besøge Beruwalas fiskemarked om morgenen, når dagens fangst landes og pruttes på plads, eller besøge Kande Vihara Temple med den store Buddha statue. Alternativt kan I tage et madlavningskursus og lære nogle af de klassiske tricks, der er med at gøre det srilankanske køkken så lækkert eller lej en cykel og tak på opdagelse på de små veje udenfor Bentota.
Det er også okay at tage selvforkælelsen til nye højder med et besøg i hotellets afslappende spa-afsnit, hvor de forskellige behandlinger tager udgangspunkt i lokale teknikker – her er mulighed for par at nyde behandlingerne sammen.
I kan vælge at tage en tur sydpå langs kysten til den historiske by Galle – et sted, hvor kolonitidens charme stadig lever bag de gamle bymure. Byen er et møde mellem portugisiske, hollandske og britiske aftryk, og indenfor murene gemmer sig smalle gader med farverige facader, små caféer og butikker fyldt med håndværk, antikviteter og smykker. Det er ikke uden grund, at Galle er optaget på UNESCOs liste over Verdens kulturarv.
I vandrer langs de brede bastioner, hvor kanoner stadig peger ud mod Det Indiske Ocean, mens fiskerbåde glider forbi i horisonten. Herfra er udsigten betagende – særligt i det sene eftermiddagslys. På jeres tur rundt passerer I den hvide fyrtårnsbygning, små kirker og stille gårdhaver med blomstrende bougainvillea. Der er god tid til at slå jer ned på en skyggefuld café og nyde en friskpresset juice eller en let frokost med udsigt til det rolige gadeliv.
På vejen tilbage til Bentota kan I vælge at stoppe ved en af de små, gyldne strande undervejs for en svømmetur, inden dagen afrundes på hotellet. Her sætter jeres håndplukkede Deluxe-hotel en stemningsfuld ramme for aftenen – måske med middag under stjernerne eller blot ro og afslapning, hvor dagens oplevelser kan bundfælde sig.
Måske tiden er kommet til at slappe lidt af og fundere lidt over turens mange højdepunkter. Sri Lanka er intens, farverigt, storslået, overraskende og til tider hektisk, så det er rart med en lille pause indimellem for at fordøje oplevelserne – lidt ligesom en stor og vellavet srilankansk middag, der ligeledes er fyldt med mange indtryk og smagsoplevelser. Hotellets mange faciliteter giver jer den ultimative mulighed for at trække stikket og læne jer tilbage – husk dog at gå en sidste tur i solnedgangen langs med stranden.
Efter morgenmaden forlader I Bentota og sætter kursen mod Sri Lankas sydkyst. Turen fører jer gennem frodige landskaber med rismarker, palmelunde og små landsbyer, hvor livet leves i et roligt tempo. Vejen snor sig langs kysten, og indimellem åbner udsigten sig til det dybblå hav, hvor fiskerbåde vugger i bølgerne.
Fremme i Tangalle venter Anantara Peace Haven – et af Sri Lankas mest stemningsfulde strandresorts. Værelserne og villaerne ligger spredt ud i en stor, tropisk have med direkte adgang til en uforstyrret og næsten privat, gylden sandstrand.
Resten af dagen er sat af til ren afslapning. I kan synke ned i en solseng med udsigt til havet, tage en dukkert i poolen eller nyde en drink i skyggen af en palme. Hen under aftenen kan I lade jer forkæle med en middag under stjernerne, mens lyden af havet danner det perfekte bagtæppe.
Efter morgenmaden kunne det være oplagt med en tur ind i det grønne bagland til det historiske Mulkirigala Rock Temple – et af Sri Lankas mindre kendte, men mest stemningsfulde tempelområder. Klippen rejser sig stejlt fra rismarkerne, og en trappe fører jer op gennem terrasser med gamle templer og hvilesteder. I de små huler finder I farverige vægmalerier, skinnende Buddhafigurer og duften af røgelse, der blander sig med den friske bjergluft. Fra toppen åbner landskabet sig i alle retninger – et tæppe af palmer, rismarker og små landsbyer.
Tilbage ved kysten kan I udforske Tangalles mere afsidesliggende strande i små bugter med gyldent sand og turkisblåt vand, hvor bølgerne ruller dovent ind. Tag for eksempel en tur til den uendelige Tangalle Beach, der fortsætter via forskellige strandafsnit til den fantastiske Rekawa Beach. Her er få mennesker, men masser af ro – perfekt til en dukkert eller bare at sidde i skyggen med en bog.
En anden mulighed er en kajaktur i den eventyrlige Rekawa-lagune bag strandene, hvor mangrover og stille vande skaber en unik stemning. Undervejs kan I besøge et af Sri Lankas bedste centre for bevarelse af de truede havskildpadder og lære mere om det vigtige arbejde, der udføres her.
Dagen kan rundes af med en stemningsfuld seafood middag, hvor friskfanget fisk og skaldyr tilberedes over åben ild og serveres med fødderne i sandet – en uforglemmelig afslutning på endnu en dag i Tangalle.
Tangalle ligger perfekt placeret for en række spændende nationalparker og safarioplevelser, der rækker langt ud over det sædvanlige. Her kan I vælge mellem – eller måske endda kombinere – to helt forskellige, men lige eventyrlige safarier.
I Yala National Park venter en klassisk safarioplevelse. I kører ud i åben jeep, mens morgenlyset får græsset til at glitre af dug, og fuglesangen bryder stilheden. Elefanter bevæger sig roligt gennem bushen, krokodiller ligger stille i vandkanten, og med lidt held får I et glimt af den sky leopard, der gemmer sig i det høje græs eller i trækronerne. Parken er kendt for sit rige og varierede dyreliv, så undervejs kan I desuden opleve aber, rovfugle, farverige krybdyr, store varaner, hjorteflokke og sjakaler.
En anden mulighed er en tur til Udawalawe National Park, som er særligt berømt for sine store elefantflokke. Her kan I se elefanterne på tæt hold, mens de vandrer fredeligt gennem landskabet eller samles omkring vandhullerne. Men parken rummer også et rigt dyreliv med farvestrålende påfugle, legende abeflokke i trækronerne, hjorte, vildsvin og vandbøfler, der dovent køler sig i søerne.
Hvis I hellere vil søge mod havet, kan I tage til Mirissa, hvor en bådtur bringer jer ud på det åbne hav. Her er chancen stor for at møde verdens største dyr – den imponerende blåhval – der langsomt bryder havoverfladen, eller flokke af legesyge delfiner, der følger båden i elegante spring. Lyden af havet og synet af disse kæmpemæssige dyr i deres naturlige element er en oplevelse, der brænder sig fast. Aktiviteten er bedst i sæsonen for hvalernes vandring, fra december til april.
Formiddagen egner sig til en rolig cykeltur gennem Tangalles grønne bagland. Turen fører jer forbi små landsbyer, familietempler, travle skolegårde og bølgende rismarker. Her viser Sri Lanka sit stille hverdagsliv, og I får mulighed for at møde lokalbefolkningen i øjenhøjde. Undervejs kan I smage på nogle af de lokale specialiteter – måske tilberedt med frisk kokos, karryblade og lime på en lille restaurant – eller runde dagen af med en enkel grillmiddag med udsigt over havet.
Alternativt kan dagen bruges på ren afslapning. Stranden og poolen indbyder til rolige timer i solen, og på jeres atmosfærefyldte hotel kan I supplere oplevelsen med en spa-behandling, der fuldender fornemmelsen af velvære og ro.
Det er blevet tid til en sidste dukkert i poolen, en rolig gåtur langs vandkanten eller måske et par hurtige gaveindkøb, inden I bliver hentet af jeres chauffør og kører mod lufthavnen i Colombo. Køreturen tager som regel omkring fire timer afhængigt af trafikken – en passende stund til at læne jer tilbage og lade de mange indtryk fra Sri Lanka passere forbi én gang til.
I lander med en kuffert fuld af oplevelser, kulturelle møder og naturlige højdepunkter, men også med minder om stille stunder ved vandet, bløde aftener og gæstfrihed. En rejse hvor I oplevede mere, fordi I skyndte jer mindre.