Besøgt af Dany Lytzen, Henrik Særmark-Thomsen, Caroline Lindeman, Dorte Kuula og mange flere hos Check Point Travel
Longtailbåden sejler gennem floddalen med skovklædte bjerge på begge sider. Forude dukker en lang række stråtækte bambushytter op langs bredden. Blomster og grønne planter hænger ud over trædækket. Det er River Kwai Jungle Rafts. Her skal jeg bo.
Båden lægger til, og jeg træder op på dækket. Det giver sig ganske let under fødderne. Hotellet flyder faktisk på floden. Hytterne og restauranten er forbundet af trædæk, og jeg kan høre vandet løbe under gulvbrædderne.
En hængekøje med udsigt
Langs hytterne står borde og bænke under stråtaget, og hængekøjerne venter i skyggen. På den modsatte bred står skoven tæt. Indimellem passerer en longtailbåd, og motorlyden fortager sig mellem bjergene.
Når I vender tilbage fra dagens oplevelser, kan I lægge jer i en hængekøje eller slå jer ned med en bog. Måske bliver det kun til et par sider, inden snakken falder på det, I har set og oplevet.
Aften på restaurantdækket
Hen mod aften bliver petroleumslygterne tændt. Deres varme lys falder på bambusvæggene og træbordene, og ude på floden tegner det lange, flimrende striber i vandet.
Jeg sidder på restaurantdækket med min kollega. Omkring os står junglen som en mørk silhuet, og cikadernes sang fylder aftenen. På bordet står god thailandsk mad og en kold øl. Så føler man sig heldig.
Køkkenet serverer thailandske retter og lokale specialiteter fra Mon-folkets køkken samt enkelte vestlige retter. Jeres ophold er med helpension, så morgenmad, frokost og aftensmad er inkluderet. Det samme gælder de udflugter, der fremgår af jeres dag-til-dag-program. Drikkevarer køber I særskilt.
En nat med junglens lyde
Efter middagen følger jeg trædækket tilbage til min hytte. Her er hverken elektricitet, aircondition, elektrisk ventilator eller tv. Petroleumslygten giver lys, mens jeg gør mig klar til natten, og over sengen hænger myggenettet.
Da jeg lægger mig, kan jeg høre vandet klukke under gulvbrædderne. Udenfor fortsætter junglens lyde. Næste morgen træder jeg ud på verandaen og ser tågen lette fra trækronerne. Jeg bliver stående lidt og suger øjeblikket til mig, inden jeg går til morgenmad.