Find din rejse
Voksne
- +
Børn
- +
Teotihuacan 02.jpg

Oplev imponerende Teotihuacan

Den gamle hovedstad

Teotihuacan var hovedstad, for en højt udviklet indiansk civilisation, hvis indflydelse og magt strakte sig langt ned i Mellemamerika. 
Men til trods for årtiers udgravninger og arkæologernes møjsommelige detektivarbejde er der endnu ingen, der med sikkerhed kan sige hvem, der byggede Teotihuacan. Eller hvorfor byen gik til grunde i 800-tallet.

Gudernes sted

Navnet Teotihuacan fik byen af aztekerne, der først kom hertil, da byen havde ligget øde hen i næsten 500 år. De var så imponerede over det, de så, at de døbte ruinbyen ”Gudernes Sted”. Aztekerne var overbeviste ingen andre end guderne ville kunne opføre noget så storslået. Det var her, guderne havde ofret sig for at skabe mennesket, solen og månen. Og det var her, at kæmper siden havde stedt guderne til hvile under de store pyramider.

shutterstock_638250355.jpg

Grundlæggelsen af Mexico City

Aztekerne opførte deres hovedstad Tenochititlán ikke langt herfra – i det der i dag er Mexico City. Men deres konger valfartede gennem to århundreder til dette sted, som de opfattede som en af deres største og vigtigste helligdomme. Et sted, hvor de kunne komme i kontakt med guderne.

Pyramider og templer

Når I går ned ad De Dødes Vej omgivet af pyramider, templer og paladser, så er det let at leve sig ind i aztekernes forbløffelse og æresfrygt, da de for første gang trådte ind i denne spøgelsesby. Her kan I gå i de aztekiske kongers fodspor til toppen af Solens Pyramide og nyde den fantastiske udsigt over ruinerne af den by, der engang strakte ud over 20 km2. Solens Pyramide er verdens tredje største. Den er ca. 70 meter høj og ved foden godt 200 meter bred. Eksperter anslår, at bygningsarbejderne for snart 2.000 år siden bar mere end tre millioner tons sten til byggeriet af denne pyramide.

shutterstock_1058215061.jpg

Månens pyramide

Månens Pyramide er mindre, men den er smukkere proportioneret. Akkurat som Solens Pyramide var Månens Pyramide i sine velmagtsdage kalket og bemalet. Det samme var de templer og paladser, der dengang tronede langs med den brede boulevard, som strækker sig to kilometer gennem byens hjerte. Da disse pyramider i sin tid blev indviet, blev guderne takket med kostbare offergaver, dyr og sågar ofringer af mennesker. Omkring Månens Pyramide er der således fundet flere grave med kvinder og unge krigere. Arkæologerne anslår, at de foreløbig har udgravet omkring 200 mennesker i disse offergrave. De unge krigere ser ud til at have været bagbundne, da de blev lagt i graven – og der spekuleres i, om de blev begravet levende. Ved Solens Pyramide er der et glimrende museum, hvor I præsenteres for de fund, man har gjort og den viden, man i dag har om Teotihuacan.

shutterstock_629197340.jpg

Basilíca de Guadelupe

På vejen ud til eller hjem fra Teotihuacan lægger I vejen forbi kirken Basilíca de Guadalupe. Kirken ligger på det sted, hvor Jomfru Maria for første gang viste sig den 12. december 1531. Den katolske kirke var dengang ikke meget for at anerkende synet, som de mente nærmere lød som en kristen version af den aztekiske gudinde Tonantzin. Så synet blev afvist som tågesnak. Men jomfruen viste sig igen, og det siges, at hendes portræt satte sig på klæderne af en ung mand. Noget så håndgribeligt kunne kirken ikke afvise og lod på stedet en kirke opføre.

Her er der siden sket det ene mirakel efter det andet, og i dag er Basilíca de Guadalupe valfartssted for katolikker fra hele Mexico. Hvis Nuestra Señora de Guadalupe virker bekendt, så kan det skyldes, at I har set hendes billede på hotellet, i en restaurant eller taxa eller i en butik. I dag er hun Mexicos skytshelgen.

I aften kan I overveje at tage en tur til enten Roma eller Condesa, der begge er hyggelige kvarterer med masser af restauranter, caféer og butikker.

Hvis I ønsker at opleve Mexico, så er I altid velkommen til at sende os en rejseforespørgsel, så finder vi sammen den bedste rejse til jer.

Send rejseforespørgsel