På Sicilien kender alle San Vito Lo Capo. Den lille badeby på Siciliens nordvestlige spids har øens smukkeste sandstrand. Sandet er hvidt og blødt som kartoffelmel. Havet er lyseblåt og glasklart, og i den østlige ende af stranden rejser klippen Monte Monaco sig lodret i vejret. Stranden i San Vito Lo Capo har woweffekt. Og blot 10 minutters gang herfra ligger jeres ferielejlighed på Villaggio Cala Mancina.
Overset af masseturismen
Byen er tilsyneladende ikke for alvor dukket op på de udenlandske turisters radar. Sådan føles det i hvert fald, da jeg kommer til byen en sensommerdag i september. Solen skinner. Temperaturen er omkring 28 grader, og der er masser af liv på stranden i San Vito Lo Capo. Folk ligger under parasollerne og læser. Andre holder øje med ungerne, der leger i vandkanten. Et kærestepar holder hinanden i hånden i det glasklare vand. Og alle omkring mig taler tilsyneladende italiensk.
Strandbar med udsigt og indsigt
Jeg sætter mig i skyggen på en lille strandbar med udsigt over stranden og havet. Da tjeneren dukker op med min espresso, spørger jeg ham, om der ikke kommer udenlandske turister til San Vito Lo Capo. ”Jo, det gør der. Men de fleste kommer fra Sicilien eller fra fastlandet,” forklarer han – på formfuldendt engelsk.
Aftenhygge i San Vito Lo Capo
Når solen begynder at gå ned, pakker de sidste strandgæster sammen og trækker op mod byens hyggelige fortovsrestauranter for at nyde en sundowner, inden de smutter hjem for at tage et bad og klæde om til aftensmaden.
Når mørket er faldet på, vender folk tilbage til restauranterne og sidder udenfor under lyskæderne i den lune aftenluft. Der er virkelig hyggeligt i San Vito Lo Capo. Og så er det bare et ekstra plus, at byens små gader er lukket for biltrafik.
Bo tæt på strand og by – med pool og udsigt
Blot 10 minutters gang fra byen, stranden og restauranterne ligger Villaggio Cala Mancina. Det er her, jeg bor – på et hyggeligt 3-stjernet resort med ferielejligheder, swimmingpool, børnepool, poolbar, reception og restaurant. Villaggio Cala Mancina er bygget op som en lille landsby omgivet af palmer, træer og blomster. Fra poolområdet er der udsigt ned mod byen, stranden og havet. Her bor både par, vennepar og familier – såvel italienske som udenlandske. Og alle ser ud til at hygge sig.
Ferielejligheder i sommerhusstil
Ferielejlighederne på Villaggio Cala Mancina findes i flere forskellige størrelser. De mindste passer fint til et par eller tre personer. De største har plads til op til seks voksne. Lejlighederne er enkle, hyggelige og velindrettede. Med deres røde terrakottagulve og blåmalede træmøbler minder de mest af alt om et italiensk sommerhus.
Alle lejligheder har deres egen møblerede terrasse eller balkon med udsigt til enten haven, fællesområderne, poolen eller havet. I lejlighederne er der tv, garderobe, wi-fi, aircondition og badeværelse med toilet, bruser, håndklæder, toiletartikler og hårtørrer. Der er også et tekøkken med køkkenudstyr, service, mikrobølgeovn, køleskab og spiseplads.
I kan få morgenmad, frokost og aftensmad i restauranten
Selvom jeg har de nødvendige faciliteter i mit køkken, har jeg valgt den nemme løsning og bestilt morgenmad i restauranten. Den er god, og man kan desuden få både frokost og aftensmad i restauranten.
Masser af aktiviteter og udflugter
Hvis I får lyst til lidt aktivitet, kan I tage en snak med receptionen. Der er mulighed for at leje cykler eller spille padel på banerne i den nærliggende San Vito Sporting Club. Receptionen kan helt sikkert også hjælpe jer med billeje, hvis I vil lidt på opdagelse. Hvis I lejer bil, er parkering inkluderet i opholdet. Og så er det ellers bare at drage ud på eventyr.
I kan tage til den hyggelige havneby Trapani, opleve det antikke tempel og teater i Segesta, nyde stemningen og udsigten i den gamle borgby Erice eller tage på vandretur i Zingaro-naturreservatet. Derudover er der et fint udvalg af bådture fra havnen i San Vito Lo Capo.
Der er skønt ved både poolen og stranden …
Man kan selvfølgelig også bare slappe af ved poolen eller på stranden i San Vito, nyde det gode vejr og snuppe en dukkert i det blå vand, når man trænger til at blive kølet lidt af. Jeg tænker, at det bliver dagens program for mig – måske afbrudt af en kold øl og lidt frokost på et tidspunkt.
Vær opmærksom på …
- At poolen på Villaggio Cala Mancina er lukket i tidsrummet kl. 13.00–15.30, når personalet holder pause. Heldigvis er der kun få minutters gang til Siciliens bedste sandstrand.
- At august er den helt store feriemåned for italienerne. Det betyder ekstra travlhed, flere familier og mere italiensk liv og ramasjang omkring poolområdet med aktiviteter og underholdning.